Må man bruge neglelak som gravid?

Udgivet | Senest opdateret | Af Celina Albæk, team momkind

Farve på neglene sætter lidt krydderi på hverdagen, men måske du er i tvivl, om det er fornuftigt under graviditeten. Når det kommer til kosmetik og din sundhed som gravid, kan det godt være lidt kaotisk at finde hoved og hale i det hele. Læs med her for konkrete råd til neglelak.

Må jeg bruge neglelak, når jeg er gravid?

Der er ikke noget underligt i, hvis du automatisk tænker, at neglelak til gravide er no-go, for alene lugten af neglelak og især af neglelakfjerner (acetone) synes ret giftig. Men faktisk må du gerne farvelægge dine negle under graviditeten, så længe du følger et par simple tommelfingerregler.

Når det gælder neglelak til gravide er det bl.a. vigtigt at træne præcisionens kunst. Anbefalingen hvad angår neglelak og graviditet lyder nemlig, at du så vidt muligt bør undgå at lægge neglelak på huden. Det gælder altså om at ramme selve neglen, hvilket kan lyde som et fjollet råd, da det må siges altid at være målet – gravid eller ej.

Imens du hygger dig med at male dine negle, skal du huske at lufte godt ud både under og efter lakeringen, da der kan komme lidt væmmelige dampe i luften. Det samme gælder i øvrigt for alle andre typer kemikalier i husholdningen. Du bør altid sørge for at lufte godt ud i hjemmet for at skabe de bedste forudsætninger for et sundt indeklima.

Hvilken neglelak kan man bruge som gravid?

Det er bedst at holde sig til neglelakker, som du kan købe i Danmark. De er nemlig som udgangspunkt godkendt af EU, hvilket betyder at de ikke indeholder for mange uhensigtsmæssige stoffer. Hvis du vælger neglelak produceret udenfor EU, kan du ikke vide, om der gemmer sig gift i ingredienslisten.

Samtidig kan du med lidt sund fornuft fravælge en neglelak, hvis du oplever rødme eller irritation ved brug af den pågældende lak. Ja, det gælder faktisk med alle produkter, og naturligvis også for ikke-gravide. Hvis du har et særligt ønske om neglelak uden skadelige stoffer kan du prøve at gå efter nogle, der bære A-kolbe-symbolet fra Forbrugerrådet Tænk.

Shellac når du er gravid

Er neglelak skadeligt når man er gravid, hvis man vælger kunstige negle eller shellac? Et par fine og unikke shellac-pyntede negle er bestemt fristende, når man vil føle sig lidt ekstra lækker, men kombinationen shellac og graviditet er ikke optimal. Denne lidt kradse type lak skal nemlig fjernes med store mængder acetone.

LÆS OGSÅ: Må jeg bruge parfume når jeg er gravid?

Kunstige negle har desuden ry for at være fulde af kemi, og der er øget risiko for at udvikle allergi, hvis du bruger shellac under graviditeten. Dette gælder i virkeligheden for en lang række skønhedsprodukter, hvor ting som hårfarve, hårspray, tørshampoo og parfume er blandt de største syndere.

Hvad siger Sundhedsstyrelsen?

Hverken Sundhedsstyrelsen eller Miljøstyrelsen forbyder brug af neglelak under graviditet, men det anbefales, at du bruger så lidt som muligt af kosmetik og parfume. Når du bruger større mængder af denne slags produkter, kan du nemlig risikere at ramle ind i “cocktaileffekten”.

Den såkaldte cocktaileffekt har sit navn fra ideen om, hvordan vi i hverdagen mikser en masse kemikalier og f.eks. hormonforstyrrende stoffer. Tanken er her, at det i højere grad er den samlede kombination af disse stoffer, som i en blandet cocktail kan være skadelig for dig og dit barn.

Hvis du en enkelt gang i graviditeten besøger en klinik for at få smukke negle inden en bryllupsfest, så er det garanteret ganske uskadeligt for både dig og baby. Hvis du samtidig afbleger håret, farver vipper og sprøjter dig med deo-spray og eau de toilette på daglig basis, så er det straks en anden sag.

Med neglelak handler det altså – ligesom med så meget andet – om at bruge sin sunde fornuft og tænke alt med måde.

Læs også

Må man drikke kaffe når man er gravid?

Vitaminer som gravid: Hvilke kosttilskud skal jeg tage?

De 7 bedste råd: Alt du skal vide om at flyve som gravid

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid