“Jeg føler i bund og grund, at vi er som alle andre familier”

MomStories
7 min.
Skrevet af Louise, mor til Vigga på 9 år

Min kone og jeg mødte hinanden tidligt i livet. Drømmen om at skabe en familie opstod derfor, helt naturligt, også da vi var ret unge. Vi var derfor de første i vores omgangskreds, som gik i gang med det såkaldte “projekt baby”. Og når jeg skriver projekt, så var det i sandhed et projekt. Vi havde ingen at spørge om råd eller vejledning. Selvom det på daværende tidspunkt (2010) var lovligt og muligt for to kvinder at få hjælp til at få barn, så var der ingen i systemet, der vidste særlig meget om det. Forarbejdet krævede derfor en større research-periode for overhovedet at kunne komme i gang.

Det var “småting”, der skulle være styr på, såsom alverdens gynækologiske undersøgelser samt blodprøver. Derudover skulle man have boet sammen X antal år, og så skulle vi lige en tur forbi rådhuset for at sige “ja” til hinanden.

Hvem bærer barnet?

Som mange andre par havde vi igennem årene både forstillet os og snakket om, hvordan vi skulle skabe vores kommende familie. Det havde stået helt klart for os, at det var min kone Ea som skulle bære vores barn. Jeg havde svært ved at se mig selv som den, der skulle være gravid, så det var en meget naturlig beslutning. Men da tiden kom, viste det sig, at det i forhold til vores uddannelser ville passe bedst, hvis jeg var den, der skulle bære barnet. Det var noget jeg lige skulle tænke over. Men jeg kunne mærke, at ønsket om at blive forælder var langt større end “frygten” for at skulle bære et barn.

Informationsmødet var helt sikkert 100% rettet mod barnløse heteroseksuelle par. Det var noget vi bed mærke i.

Da vi havde været igennem diverse undersøgelser, et bryllup og en del ventetid på IVF i det offentlige skulle vi møde op på Hvidovre Hospital til et informationsmøde. Fordi jeg har en lukket æggeleder, skulle vi direkte i IVF-behandling, og det var det mødet omhandlede. Her var utrolig mange mennesker, og vi var det eneste homoseksuelle par. Informationsmødet var helt sikkert 100% rettet mod barnløse heteroseksuelle par. Det var noget vi bed mærke i. Det stod klart for os meget tidligt i denne proces, at systemet og det offentlige generelt var meget søde og imødekommende overfor os som par. Men det var tydeligt, at der på daværende tidspunkt ikke var mange lesbiske par, som fik børn sammen.

Valg af donor

En af de ting, vi skulle tage stilling til i starten af processen, var valg af donor. Eller faktisk var der ikke frygtelig meget at tage stilling til, for i det offentlige kunne man nemlig kun vælge anonym donor. Derudover fik man en seddel, hvorpå man kunne angive ønsket øjenfarve, hårfarve, højde og vægt. Så ville de prøve at finde en, som passede nogenlunde til dette.

Vi var ret afklarede med, at vi kun havde mulighed for at vælge en anonym donor. Det var præmissen, og på daværende tidspunkt er jeg ret sikker på, at vi ville have valgt en anonym donor uanset hvad. De ønsker vi gav i forhold til udseende var meget brede, og det eneste vi valgte som stod helt fast var, at donoren skulle have blå øjne. Alt andet blev noget à la 180-190 cm høj og en vægt, som passede hertil. Donorens udseende var temmelig ligegyldigt for os.

Efter nogle forsøg – og hvad der føltes som en evighed – lykkedes det os endelig at blive gravide. Jeg havde dog en ret kompliceret graviditet, og den endte med, at jeg blev indlagt i en periode og fødte vores fantastiske datter Vigga 8 uger før tid.

Fordi vores datter fik en lidt anderledes start på livet end forventet, så fik vi også en anderledes start på forældreskabet. Dette medførte, at vi fik rigtig meget tid sammen som familie i de første måneder af Viggas liv.

Stedbarnsadoption

Min kone skulle stedbarnsadoptere Vigga ved fødslen. Jeg havde under min graviditet skulle møde op på en forvaltning – alene – og give samtykke til, at Ea måtte adoptere, hvad der juridisk set var mit barn. Adspurgt hvorfor det var så vigtigt, at jeg mødte op alene, svarede de at det var fordi de skulle se, at jeg ikke skrev under “under tvang”.

Jeg er et tålmodigt menneske, og jeg var egentlig meget afklaret med, at systemet lige skulle finde ud af tingene og tilvænne sig nye familiekonstellationer, men denne lovgivning/oplevelse var noget af det mest diskriminerende, jeg nogensinde har oplevet fra systemets side. Heldigvis er dette nu lavet om. Ved Viggas fødsel skulle jeg så kontakte forvaltningen og angive hendes CPR-nr., og så ville adoptionen gå igennem.

Vigga, mor og mama

Fordi Vigga blev født for tidligt, var vi lidt bekymrede for, om min kone Ea nu også kunne gøre brug af den hjælp, som tilbydes, når man får et for tidligt født barn. Men hun fik heldigvis uden problemer både 14 dages barsel og tabt arbejdsfortjeneste i den periode, hvor vi var indlagt. Jeg har dog hørt om andre familier, som ikke har været lige så heldige.

Der sad Vigga og Ea sammen hud-mod-hud, og jeg tror det var kærlighed ved første blik for dem begge.

10.12.11 fik jeg kl. 04.45 foretaget et kejsersnit, og Vigga kom til verden. Fordi hun skulle have hjælp til at trække vejret, fulgte Ea med hende ned på neonatal, hvor jeg først ankom nogle timer senere. Der sad Vigga og Ea sammen hud-mod-hud, og jeg tror det var kærlighed ved første blik for dem begge.

neonatal vigga

I starten af graviditeten besluttede vi, at jeg skulle kaldes mor, og Ea skulle kaldes mama. Mit argument for at jeg skulle kaldes mor var, at alle ville tro Ea havde født hende, og at hvis hun hed ”mor”, ville det kun bidrage til denne forudindtagethed. Det var et ret fjollet argument. Det kan jeg se i dag. Der lod jeg klart omverden diktere mit ønske. I dag kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg ville være ligeglad.

Ea er det kærligste menneske jeg kender, og jeg har aldrig tvivlet på, at hun ville elske Vigga lige så højt som jeg. Vigga var – som mange andre babyer – morsyg i hendes første par år, men hun har også altid elsket sin mama meget højt. Da Vigga var 1 år, sagde Ea sit pædagogjob op og passede Vigga hjemme sammen med et andet barn i 1,5 år. Denne tid var fantastisk for dem begge, og den dag i dag er Vigga lige knyttet til os begge. Hun siger ofte, ”jeg elsker jer begge to! Lige meget…”

Ligesom alle andre familier (næsten)

Jeg føler i bund og grund, at vi er som alle andre familier. Der er ingen forskel. Men alligevel ved jeg jo godt, at det er vi ikke helt i samfundets øjne. Vi har fra start af været meget åbne og tydelige overfor Vigga i forhold til, hvordan hun er skabt, og at hun er donorbarn.

Vi har lært Vigga, at alle mennesker er ligeværdige, og dette har hun virkelig taget til sig. Hun er meget rummelig overfor alle mennesker og deres forskelligheder, og så er hun rigtig stolt af at være en del af vores regnbuefamilie. Hun fortæller glædeligt historien om, hvordan hun er skabt, og om hvordan vores familie er sammensat. Hun gør mig stolt med sit rummelige og empatiske væsen hver dag, og hvis alle var som hende, så ville verden være et bedre sted.

Ea og jeg har sjældent mødt reelle udfordringer igennem Viggas liv. Vi er generelt blevet behandlet ligeværdigt som hendes forældre. Dog har Ea måtte skrive under på utallige papirer under “far”. Da Vigga startede i skole, spurgte vi engang, om man måske kunne skrue lidt ned for brugen af “jeres mor og far” og i stedet bare sige “jeres forældre”. Dette blev mødt med meget forståelse.

LGBT+kampen fortsætter

Vi har en dejlig historie, og Vigga har levet et dejligt liv med masser af rummelighed og forståelse. Det er småting hun har lagt øre til, og hvis hun har, så har vi grebet det meget hurtigt. Jeg føler det er vigtigt at nævne, at vi bor i København. Her er mangfoldigheden stor, og der skal meget til før man skiller sig ud eller forarger nogen.

vigga til pride

Jeg har mødt diskrimination for mit udseende, for min seksualitet og for min oprindelse – særligt de to sidstnævnte sammen. Vi har heldigvis været forskånet for det familiemæssigt, bortset fra en masse papirarbejde. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at kæmpe for.

Der er masser at kæmpe for, og selvom vi har en god historie, så er der stadig lang vej at gå, før homoseksuelle og andre LGBT+ personer har opnået ligestilling både i det danske samfund, men også i resten af verden. Derfor tager vi selvfølgelig ud, alle 3, og vifter regnbueflaget til Copenhagen Pride lørdag den 21. august – vi håber I alle har lyst til at gøre det samme!