”Fordi jeg ikke er sikker på min kønsidentitet, har det præget hele oplevelsen af graviditet og amning”

Udgivet | Af Majken, mor til Athena på 1 år

Når man bliver forælder, kan det hurtigt føles som om, at selve det at være mor bliver ens fulde identitet. Som queer, hustru, forfatter og studerende prøver jeg at holde fast i, hvad jeg ellers har at byde ind med udover moderskabet, da alle delene tilsammen er hvad der skaber mig som person.

Tanken om at skulle være gravid har de seneste år virket mærkelig og næsten forkert, når jeg prøvede at visualisere mig selv og min krop som gravid. Det handler om, hvordan jeg har set på min egen krop, og hvad jeg selv har haft af dysfori forbundet med den. Det handler om at have en krop, der ses som en ‘kvindekrop’ uden følelsen af at være 100% KVINDE.

I januar 2020 skete det, at min mand og jeg så en positiv graviditetstest, og der var lykkefølelse. Det var bestemt en ønsket graviditet, men det ændrede ikke på mit problematiske syn på mig selv og min krop.

Dysfori ved graviditet og amning

Da jeg nåede langt nok i graviditeten til at graviditeten var tydelig, kunne jeg sagtens se på min krop og nyde synet at den fine bule på maven…hvis jeg kun kiggede fra halsen og ned. Men at kigge på mig selv som en helhed, mens jeg var gravid – det virkede forkert, eller der var i hvert tilfælde ikke helt den rigtige følelse til stede. Det føltes som om, at noget var samlet forkert, og de forskellige kropsdele ikke hørte sammen.

I september 2020 blev vores verden beriget med en skøn velskabt lille pige. Det var en fødsel, der gik stærkt uden nødvendigvis at gå for stærkt, men det var hurtigt nok til, at jeg ikke nåede at forholde mig til mine følelser omkring min krop.

Det at skulle amme var ikke noget, som jeg havde givet de store tanker under graviditeten. Jeg havde bare tænkt, at det var en naturlig del af det hele, selvom jeg var helt klar over, at mine bryster er en af de ting, som jeg altid har haft det svært med i forhold til min krop.

LÆS OGSÅ: De 5 hyppigste årsager til at amningen går galt

Amning fungerede aldrig, da ammebrikker blev en nødvendighed og hele situationen involverede en masse gråd fra babys side, fordi hun ikke fik nok mad. Efter fire uger sagde jeg stop, og vi tilvalgte flasken. Når jeg ser tilbage på det, var det at blive konfronteret med min krop og mine bryster så meget i forbindelse med amning nok psykisk hårdere, end jeg følte det i situationen.

Fordi jeg ikke er sikker på min kønsidentitet, har det præget hele oplevelsen af graviditet og amning. Når jeg ser det i bakspejlet, har det været med til at gøre min oplevelse af graviditeten svær og til en hård oplevelse – ikke noget jeg på nogen måde har nydt. Det hele blev kombineret med, at flere dele af ens krop forandres efter en fødsel. Det sker på måder, som man skal forholde sig til.

Man skal lære sin krop at kende igen – især de dele af ens krop, der i manges øjne er forbundet med det at være kvinde. Det får alting til at blusse op for mig og alle spørgsmålene og følelserne til at blive en stor del af efterfødselsforløbet.

Hele rejsen, fra ideen og snakken om at skulle være forældre til at blive det, er i forvejen – også uden spørgsmål om kønsidentitet – en rejse, der er forbundet med mange store følelser. Usikkerhed, glæde, nervøsitet og så meget mere. Alle de ekstra følelser og tanker; som for eksempel at jeg ikke kan forholde mig til min egen krop gravid og har en angstdiagnose – det gjorde det kun til en endnu vildere rutsjetur for mig.

Tanker om køn

Ordet ”mor” har aldrig givet mig følelser af ubehag og er for mig en naturlig del af det at blive forælder. Det er derimod ord som ”kvinde”, ”dame”, ”kone” og ”pige”, der føles forkert og giver mig ubehag. Det har været med til at ændre mit syn på, hvordan vi taler om det at blive forældre; at man ikke automatisk er mor eller kvinde, fordi man føder og/eller ammer et barn.

Det er vigtigt at have nogen at se op til, og i mit tilfælde har det været Ivy-Oak, der kører Instagram-profilen ”Tanker om køn” (@TankerOmKon). Ivy-Oak identificerer sig som nonbinær og har i fællesskab med sit ældste barn kommet op med titlen ”Emi”, som de bruger i stedet for ”mor”. Det giver et klart syn på, at forældrerollen ikke behøver at være bundet op på køn, og eksempler som disse har givet en ro i mig og en forhåbning om, at lige meget hvad jeg selv finder ud af, så skal det nok fungere. Intet kan ændre på min rolle som forælder.

Udover at jeg nu identificerer jeg mig som queer i forhold til mit køn, identificerer jeg mig også som panseksuel og aseksuel. I mit moderskab har jeg manglet at se LGBTQ+ repræsenteret. Selvom jeg lever i et hetero-antaget forhold, er min seksualitet en stor del af mig. Det er nemt at føle, at det er unødvendigt – en ligegyldighed, når man er gift, har et barn og lever i, hvad der ses som et heteronormativt familieliv.

LÆS OGSÅ: 7 spørgsmål til refleksion om sex og samliv

Derfor har det været vigtigt for mig at have køn og seksualitet med som en del af min rejse og være offentlig omkring det, for havde jeg ikke selv haft folk som Ivy-Oak at spejle mig i, ville min følelse af, at min queerhed er ligegyldig måske ikke have fyldt lige så meget. Det handler om følelsen af, at præcis fordi man lever i et hetero-antaget forhold er det ligegyldigt, og jeg burde derfor også selv være ligeglad. Men hvis det er vigtigt for mig, så er det jo vigtigt. Det der gør mig queer er en stor del af mig, lige meget hvordan mit liv ser ud udefra.

I dagens samfund er det naturligt, at ægteskab og det at få børn leder mod samtaler om sex og intimitet. Det forventes, at det hele går hånd i hånd, hvilket det i min verden ikke behøver at gøre. Ja, min mand og jeg har et barn, der er undfanget og født uden hjælp. Det ændrer dog ikke på, at min aseksualitet betyder, at sex i min verden ikke er en stor del af et forhold eller et ægteskab. Sex er ikke nødvendigt for at skabe en stærk relation. Der kan skabes intimitet på så mange andre måder.

Pride, opdragelse og forældrerolle

Alt hvad jeg skriver her – alle følelserne og tankerne – er grunden til, at beslutningen om at få flere børn ikke har fået en konklusion endnu. Vægtskålene hælder i begge retning og skifter fra dag til dag. Som mor har jeg brug for at kunne finde ro i mig selv, min identitet og alt, hvad der følger med. Det er nødvendigt for at jeg kan give de bedste muligheder, være det bedst mulige forbillede og den bedste forælder for mit barn.

LÆS OGSÅ: “Jeg føler i bund og grund, at vi er som alle andre familier”

Pride, opdragelse og forældrerolle går for mig hånd i hånd. Jeg ønsker nemlig for min datter, at hun vokser op i en verden uden de samme forventninger og normer, som de der findes i dag.

Naturligvis kan jeg ikke personligt ændre på, hvordan verden fungerer, men jeg kan skabe et trygt, åbent og forstående miljø i vores eget hjem, der forhåbentligt giver hende et åbent sind. Og jeg er heldigvis ikke alene i den mission. Som queer-forælder er jeg nemlig en del af et fantastisk fællesskab af mennesker, som er inkluderende og åbne overfor alle kønsidentiteter, seksualiteter og ikke mindst familietyper.

Læs også

”Lægen mente, det var noget jeg bildte mig ind pga. min diagnose”

”Jeg skammede mig over, at jeg havde brug for hjælp”

“Det var den mest ensomme tid i mit liv”

Dit underliv efter fødslen: 5 gode råd fra fysioterapeuten