Vi gik fra 3 til 4 i familien, da min store dreng lige var blevet 3 år. Han var et ønskebarn, og det at elske ham og være hans mor var lige så naturligt for mig som at trække vejret – helt instinktivt og let, og vi var bare på bølgelængde fra dag 1. Han er og vil altid være min soul mate. Ikke at han har været nem i sig selv.

Min søn har sendt min mand og mig ud i afkroge af vores sjæle, som vi slet ikke var klar over eksisterede – på den pressede måde! Men han og jeg har altid været så ens og forbundet på et nærmest kosmisk plan.

En dårligt timet graviditet

Vi har altid vidst, at vi gerne ville have et barn mere. Men skæbnen ville, at jeg blev gravid før planlagt og på et tidspunkt, der passede os dårligt. Dog ikke så dårligt, at vi nogensinde var i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle have barnet. Men den lidt turbulente start på graviditeten betød, at jeg havde svært ved at glæde mig over den. Der var forskellige udefrakommende faktorer, der påvirkede min glæde, og jeg havde svært ved rigtigt at connecte til babyen i maven.

Det blev en ond spiral, for jo mere jeg aktivt arbejdede med mig selv og forsøgte at sætte fokus på at nyde graviditeten, desto mere frustreret blev jeg, når lykkefølelsen så udeblev. Det fik mig til at arbejde endnu mere mentalt med mig selv og slå mig selv i hovedet.

LÆS OGSÅ: Gravid med depression – risiko, tegn og behandling

Som graviditeten skred frem, begyndte jeg dog at glæde mig til at skulle føde igen, og jeg forberedte mig godt med privat fødselsforberedelse, øvede vejrtrækning og visualiseringer mv. Men fødslen endte pludseligt i et akut kejsersnit og slet ikke med den ”naturlige” fødsel, jeg havde drømt om. Det kombineret med en graviditet, som jeg aldrig rigtigt nåede at være lykkelig for, betød at jeg udviklede en fødselsdepression. Og jeg mærkede slet ikke rigtigt kærligheden til min datter i starten.

Og så alligevel – hun var det smukkeste, jeg nogensinde havde set, dygtig til at amme og sov nogenlunde gode lure fra start af. Jeg havde ingen problemer med at tage mig af hendes behov, det skete nærmest per automatik, og jeg levede højt på at have rutine/erfaring med mig fra storebror. Men jeg kunne mærke, at der var en helt tydelig forskel på, hvor meget jeg elskede mine børn. Storebror fyldte mest i min bevidsthed og mit fokus, når han kom hjem fra børnehave. Jeg forsøgte hele tiden at få tid alene med ham (mens babyen var sammen med sin far eller sov i vognen naturligvis).

En af hvert køn

Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at jeg jo ikke rigtigt havde lært min datter at kende endnu, og at det nok skulle komme. Det blev til en lang periode i den første del af hendes tilværelse, hvor jeg ikke elskede hende lige så højt, som jeg var smerteligt bevidst om, at hun fortjente. Og det hjalp på ingen måde at alle omkring mig blev ved med at kommentere på, hvordan hun var den smukkeste prinsesse, og hvor heldig jeg var, at jeg nu fik lov at prøve en af hvert køn – i øvrigt utroligt, hvor mange der tilsyneladende tillægger dette en kæmpe værdi?

Jeg føler mig ret overbevist om, at jeg lige så vel kunne have fået et barn, der var helt anderledes fra sin storebror, hvis jeg havde fået en dreng mere. Alle sjæle er jo deres egne uanset køn. Men det addede up på min dårlige samvittighed, for kunne jeg ikke engang sætte pris på, at jeg tilsyneladende havde været så ”heldig” at få en pige som nr. 2?

Det var helt enormt skamfuldt for mig, og jeg følte mig som verdens værste mor. Kvinder er jo indrettet fra naturens side til at elske deres børn betingelsesløst, siges det. Og det var min store søn jo også et levende bevis på. Så hvorfor havde min datter ikke taget mig med storm, som min søn gjorde det?

Faktum er, at jeg var så fyldt af skam over det, at jeg ikke engang kunne tale med min mand om det. Jeg nævnte da, at jeg følte, jeg elskede dem forskelligt, og at jeg nok havde lidt et favoritbarn i vores dreng. Bevares, jeg var da fyldt med beskyttertrang, og stoltheden over hende kom også snigende. Men jeg havde langt fra samme behov for at vise hende frem for hele verden, som jeg havde det med min søn.

Tilknytningen blomstrer

Men så skete der det, jeg havde sat min spinkle lid til, ville ske; efter de mest spæde måneder begyndte min datter at folde sin lille personlighed ud, og jeg lærte hende bedre at kende. Jeg kunne se, hvor hun adskilte sig fra min søn, og se hvilke ligheder de (heldigvis) også havde. Og jeg oplevede at hun var meget nært og trygt tilknyttet til mig. Det gav mig en vis ro, fordi jeg vidste, at jeg var lykkes med at skabe en god tilknytning til hende, til trods for at jeg havde haft svært ved at have hjertet med i det hele.

LÆS OGSÅ: ”Min hjerne stod stille. Min personlighed holdt pause.”

Min datter søgte mig meget, og jeg kunne mærke, at vi også kunne finde en bølgelængde, når vi ”snakkede” sammen i højstolen, på puslebordet e.l. Hun begyndte at kunne interagere meget mere med os, og jeg kunne se, hvordan hende og hendes storebror pludselig fandt hinanden. Noget der udvidede mit hjerte med længder. Og så hjalp det også en del, da jeg, efter knap 5 måneder med maksimalt 3 timers søvn i streg, endelig begyndte at sove bedre.

I dag elsker jeg min datter overalt på jorden, men det har taget 8 måneder at forstå, hvordan hun har noget andet at lære mig end min søn, og hvordan hendes lille blide sjæl er anderledes end min, og vores frekvens derfor er en, jeg skal lære at tune ind på.

Jeg føler stadig, at min søn fylder mest, når han er hjemme. Mon ikke det begynder at udjævne sig lidt, når først hun begynder rigtigt at tale og bevæge sig omkring? Jeg elsker dem på en forskellig måde og kan mærke, at jeg fortsat har dage, hvor jeg føler, at min søn er mit yndlingsbarn – forskellen er bare, at jeg nu også har dage, hvor min datter er det.

Så kære mødre, der sidder derude og er fortvivlede over, at I ikke elsker jeres børn lige højt: giv det tid! Efter længe at have skammet mig over det, har jeg fundet forsoning med, at det er en del af min historie.