I april 2020 kom min datter, Elma, til verden efter 33 timers veer. Jeg var førstegangsfødende, så jeg havde ingen forestilling om, hvad det ville sige at føde et barn, eller hvilken fødsel jeg skulle igennem.

En usikker jordemoder

Da jeg fik veer og kom på hospitalet, blev jeg heldigvis mødt af en meget sød jordemoder. Desværre endte hendes vagt, inden jeg nåede at føde, og jeg fik tildelt en anden jordemoder, som jeg bare ikke klikkede med. Hun var helt ny, og jeg kunne mærke hendes usikkerhed – både rent fysisk, men også mentalt. Hun skulle hele tiden have andre jordemødre, læger osv. til at komme ind og hjælpe hende med de forskellige ting.

 LÆS OGSÅ: “Det tog mig mange år at blive klar til at få endnu et barn”

Den kontrol jeg følte, at jeg havde over min krop ved den første jordemoder, som jeg havde fuld tillid til, havde jeg nu mistet. Jeg var bange og følte ikke, hun havde styr på situationen. Da 28 timer havde passeret, og næsten alt var prøvet – vestimulerende drop, lattergas, epidural osv., kom nogle læger ind, som skulle ”hjælpe” mig med at føde. Da de havde prøvet adskillige ting, inklusiv sugekop, endte det med akut kejsersnit.

Giv mig det skide kejsersnit!

Jeg var faktisk helt vildt lettet, fordi jeg i mange timer havde råbt efter det (skide) kejsersnit. Da jeg lå på operationsbordet, kunne jeg slet ikke mærke noget andet end, at der blev revet i min krop. Endelig kom Elma til verden, og det var det smukkeste nogensinde. Det er jeg sikker på, der er mange, der kan relatere til.

Efter nogle dage på barselsgangen blev vi endelig udskrevet og kom hjem. Men i dagene efter kejsersnittet kunne jeg mærke en tiltagende smerte – en slags jag hver gang jeg lavede en bevægelse. Jeg kunne knapt nok sætte mig op i sengen for at amme min datter, og jeg kunne ikke sidde oprejst i en stol, så jeg måtte derfor spise i sengen. Jeg havde generelt bare virkelig mange smerter, som smertestillende medicin ikke kunne dække.

Der var noget helt galt

Jeg henvendte mig til hospitalet, og her undersøgte de mig først indvendigt, da de troede jeg måske havde en blødning indefra, som ikke var blevet lukket ved kejsersnittet. Det afviste de hurtigt og sagde, at jeg bare skulle holde øje med det. Jeg var rimelig bange, for det var en smerte, jeg aldrig havde oplevet før.

Derudover var det, da COVID-19 var på sit højeste, så min datter og min kæreste måtte ikke komme med mig til undersøgelserne. Jeg skulle sidde der i venteværelset på en stol – hvilket jeg i forvejen ikke kunne – og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg skulle skynde mig tilbage for at amme min datter.

Grundet COVID-19 havde min nærmeste familie hverken set mig eller min lille datter, efter jeg havde født, hvilket var endnu mere sårbart for mig. Jeg følte mig så alene med et kæmpe ansvar som førstegangsmor, og samtidig følte jeg ikke, at jeg kunne være der 100% for min datter. Det var langt fra det, jeg havde drømt om eller forestillet mig, dengang jeg blev gravid.

En byld – og en operation

Mit kejsersnit blev i dagene efter helt rødt og hævet i den ene side, og jeg henvendte mig igen til hospitalet. Jeg kom ind, og de sagde, jeg skulle indlægges, da mit infektionstal var forhøjet.

Heldigvis måtte min kæreste og datter godt indlægges med mig, da jeg jo ikke kunne noget som helst selv. Dagen efter kom en overlæge og scannede hen over mit kejsersnit og konstaterede, at der var dannet en byld. Han fortalte mig, at jeg skulle opereres samme dag, og at de ikke kunne lukke huden bagefter, så jeg skulle have et vacuumsugende plaster på, indtil de var sikre på, at der ikke var mere betændelse tilbage. Han fortalte, at de ville ”spalte” kejsersnittet op igen, og dermed skulle jeg igennem det hele igen.

Jeg blev opereret og operationen gik fint. Hver gang jeg skulle noget, måtte jeg have forskellige stativer med mig – et til vacuumplasteret og et til antibiotika. Jeg kunne mærke, at min 9 dage gamle baby blev påvirket af den antibiotika, som jeg fik intravenøst. Jeg spurgte sygeplejersken, om der var noget jeg kunne gøre, hvortil hun svarede: ”altså vil du gerne være rask?” og gik igen.

LÆS OGSÅ: Godt at vide: Amning og medicin

Da der var gået 4 dage, ville de fjerne vacuumplasteret og alt efter, om der var mere betændelse eller ej, ville de lukke såret eller sætte et nyt plaster på. Til mit held var betændelsen væk og de kunne sy mig sammen med 3 sting, hvorefter jeg kunne komme hjem.

En dårlig start på mit moderskab

Men det var ikke ligefrem den start på mit moderskab, jeg havde håbet på. Jeg måtte ikke bære min datter den første måned grundet kejsersnittet og reoperationen. Hver gang hun vågnede og skulle ammes, måtte jeg vække min kæreste, så han kunne bære hende hen til mig.

Det var det hårdeste, jeg har oplevet – jeg var magtesløs, og jeg følte mig forkert. Som en dårlig mor fordi jeg ikke selv kunne bære på mit barn og trøste hende. Jeg ved, at det er så vigtigt i de første mange måneder, at man som både mor og far er tæt med sit nyfødte barn, og der følte jeg, at jeg svigtede hende som mor.

Min datter er i dag 6 måneder, og jeg ved nu, at min kærlighed til hende ikke defineres af, om jeg kunne bære hende eller ej den første måned. Hun lå ved mig, hun vidste hvem jeg var, og på den måde var der også plads til, at min kæreste kunne blive helt tæt med hende.

Tilknytningen har ikke taget skade

Man hører ofte, at den følelsesmæssige forbindelse mellem mor og barn ikke er lige så stor, når man føder ved kejsersnit i forhold til en normal fødsel. Men jeg kan med 100% sikkerhed sige, at jeg har samme stærke følelsesmæssige tilknytning til min datter uanset måden, hun kom til verden på – for hun er mit barn, og jeg har båret hende i 9 måneder. Lægen sørgede også for, at min datter kom op til mig, lige så snart hun var ude og havde fået klippet navlestrengen, så hun kunne ”dufte” mig.

Når jeg ser tilbage, var jeg den bedste mor, jeg kunne være for Elma under de omstændigheder vi var i. Vores forbindelse er den stærkeste og noget helt specielt, for vi har klaret det her – sammen.