Jeg havde ingen store illusioner om, at det ville blive nemt at være mor. Jeg forventede ikke kaffe-dates og babyrytmik som en fast del af vores barsel. Jeg var helt overbevist om, at det ville blive møghamrende hårdt. Faktisk så overbevist at jeg ikke bemærkede, at der var noget galt med min søn, før vi havde første møde i vores mødregruppe.

En gråd der ikke kan beskrives med ord

Han startede livet som de fleste andre babyer. Han sov super fint, faktisk hele tiden. Når han ikke sov, spiste han. Jeg nåede at tænke, at ”det her baby shit er da nemmere end forventet!”. Men da han var tre en halv uge begyndte gråden.

I starten kom det som kæmpe anfald, ud af den blå luft, helt utrøstelig. En så mega voldsom gråd, der slet ikke kan beskrives med ord. Anfaldene varede en halv til en hel time og endte typisk med, at han kollapsede på mit bryst, hvorefter han og jeg sov et par timer.

Men gråden tog til, og imellem de store anfald var der almindelig gråd. Aldrig ro og leg. Vågen var lig med gråd. Jeg fik ro ved at putte ham i viklen, der sov han, boede der stort set. Jeg ammede i sindssyge stillinger, travede by og lejlighed tynd i vikle, og købte en slyngevugge og en gyngestol. Jeg var sikker på, at det var ”sådan babyer var”. Hårdt arbejde.

Lægen bemærkede ingenting

Lægen afviste, at der var noget galt, da vi var til fem-ugers tjek. Hun mente, at min søn udviste hel normal babyadfærd, noget der gik over omkring otte uger. Det var også cirka ved otte uger, vi havde vores første møde i mødregruppen. Her gik det for alvor op for mig, at der var noget galt.

Mens jeg joggede på stedet med min søn i vikle, sad de andre damer med små stille babyer, der alle lå i liften for dem selv, stille blev ammet og ellers kiggede nysgerrigt rundt. Deres beretninger om barselslivet var så fjerne fra mine, at jeg begyndte at forstå, at det nok ikke skulle være så hårdt.

 LÆS OGSÅ: “Det var den mest ensomme tid i mit liv”

Jeg kontaktede sundhedsplejersken, som lyttede og vejledte. Hun kastede ”kolik” op i luften sammen med diffuse begreber som ”umodne tarme”, ”mælkesyrebakterier” og lignende. Vi besluttede, at tage ham til kiropraktor og blev her for første gang rigtigt anerkendt i, at der var noget galt. Han var totalt spændt i nakke, ryg og bækken, og han skreg sig igennem de næste mange sessioner.

Vi skulle igennem mange kiropraktorbehandlinger, omkring zoneterapi og fysioterapeut og til sidst en børnelæge, før der begyndte at komme lidt ro på det lille menneske. Da det var værst, var det dødsgråd i alle hans vågne timer. Det der blev “normen” var en konstant utilfredshed der kun blev holdt nede ved at trave rundt i lejligheden med ham, samt mindst et kæmpe grådanfald om dagen.

Gigantisk dårlig samvittighed

Vi er ikke i mål endnu, men  ved hjælp af fysioterapeut, kiropraktor og børnelæge nærmer vi os.

Jeg bliver dagligt ramt af en gigantisk dårlig samvittighed over ikke at have reageret på hans gråd noget tidligere. Jeg burde som mor have vidst, at der var noget galt.

Da vi blev testet for en fødselsreaktion, scorede jeg højt – ikke højt nok – men højt. Jeg finder det umuligt at træffe simple dagligdagsbeslutninger. Jeg bliver utroligt frustreret på min mand, når han stiller spørgsmål og krav, for jeg har intet at komme med.

Min søn bor på mig. I viklen om dagen og oven på mig om natten. Jeg har aldrig fri! Jeg er ved at blive idiot af, at intet kan laves selv. Jeg går på wc med ungen i viklen eller liggende skrigende på puslebordet (I know, han kan rulle ned, men det var dét eller det møgbeskidte gulv), han sover på mig dag og nat, og når jeg en sjælden gang får noget mad, er det også med babyen på mig.

Jeg kan ikke finde ud af at bede om hjælp, både fordi jeg ikke vil være til besvær og fordi jeg har tendens til at være martyr. Jeg bryder grædende sammen flere gange, tit med en baby der intet vil, men bare skriger.

Jeg er SÅ jaloux!

Jeg er mega jaloux på min mand. Over alting! Over at han får lov at gå tur med hunden hver dag, en opgave der 100% er hans også inden barn. Over at han kan tage ud med venner om aftenen. Over at han kan gå på wc og i bad, når han lyster – alene! Jeg bliver sågar fuldstændig sønderknust, da han over et døgn er den eneste, der får smil og grin fra babyen. Jeg får kun gråd, og jeg kan slet ikke være i det.

Jeg er blevet sygemeldt så min mand kan overtage barslen, og vi er derfor begge hjemme, hvilket hjælper, men der gik lang tid, før han forstod, hvad det kræver. Han tør ikke træde over mine grænser, og jeg er så brugt, at jeg ikke har kræfterne til at bede om hjælp. Jeg kan ikke finde ordene.

Heldigvis finder han selv derhen, han tager baby hver gang der ikke skal ammes eller soves, han står troligt og glor på kaffemaskinen i flere dage, da det pludselig er det eneste sted ungen vil opholde sig. Han gør gåturene med hunden så korte som muligt, han sikrer jeg får mad og vand og søvn så vidt det er muligt.

Jeg bliver stadig “touched-out”, når jeg har haft min søn på mig rigtig meget. Følelsen af klaustrofobi i et åbent rum, og så er jeg nødt til at bede om fri. Når man fuldammer er der ikke noget der hedder ”fri”, men så er det min mand der ”er den” mest muligt.

Ensom i mødregruppen

Der har været mange ting i forløbet der har været helt urimeligt hårdt, men jeg synes især det har været mega ensomt at stå i. Ret hurtigt satte jeg mødregruppen på pause, for der var jeg virkelig ensom.

Jeg stod med et barn der skreg af smerte ude i køkkenet, mens de andre sad og spiste boller og diskuterede korrekt påklædning af baby. Vi blev også mødt af folk der mente: ”herregud, babyer græder”. Hvilket de gør, men slet slet ikke på det niveau vores har gjort. Dette gjorde, at det i starten var svært at stole på, at der var noget galt.

Der kunne have været meget mere leg og grin og ro og rum.

Vi har heldigvis haft en god kontakt til en del fagpersoner der anerkender os, men kæft det er svært ikke et klappe folk én når de siger “årh… Det er da ikke så slemt”, eller “babyer skal græde”.

Jeg læste et sted, at kolik-forældre kunne føle sig snydt. Snydt for det hyggelige. Jeg forstod det ikke i lang tid. Jeg følte stadig, at vi havde fået den bedste af alle babyerne. Men nu hvor vi har haft en lille god periode, forstår jeg, hvad de mener.

Jeg føler mig også snydt nu, det kunne have været noget helt andet. Der kunne have været meget mere leg og grin og ro og rum. Jeg vil ikke sige det kunne have været nemmere, for nemhed er altid relativt i forhold til erfaring, men det kunne have været noget helt andet.

Var det kolik? Nej

I dag defineres kolik som en udelukkelsesdiagnose. Det vil sige, at hvis et barn græder mere end tre timer dagligt, tre dage om ugen uden der er noget galt (sulten, træt, våd ble, smerter og lignende), kaldes det kolik.

 LÆS OGSÅ: Sådan passer du på dig selv som mor til et kolikbarn – 5 gode råd fra lægen

Det vil altså sige, at når der er tale om kolik, fejler barnet ikke noget. Vores barn har derfor ikke kolik. Det har han ikke fordi han ved kiropraktor fik konstateret skæv nakke, spændinger i skuldre og bækken. Ligeledes fik han ved fysioterapeut konstateret spændte muskler i samme områder samt gane, kæber og tunge.

Vi har kaldt det kolik, da hans gråd har karakter af kolik. Til sidst konstaterede børnelægen, at han havde for meget luft i maven, og det er det, der giver smerter, hvilket betyder masser af gråd, der så giver spændingerne i de problematiske områder. En ond cirkel.