At tisse i bukserne. Det er ikke noget vi snakker så meget om. Medmindre det gælder vores børn. Men faktisk lider 15% af 20-39-årige kvinder af stressinkontinens. Og det er kun én ud af flere former for inkontinens. Jeg er en af de 15%, og det blev rigtig slemt, da jeg som 27-årig blev gravid med mit første barn.

Har jeg en våd plet bag på?

Når man bliver gravid, forbereder man sig på de kendte gener som kvalme, opkast, vægtøgning og træthed. Det er ligesom med i pakken. Hvad jeg ikke havde regnet med, at jeg nu skulle tørre urin op fra gulvet og skifte min trusser, når jeg havde kastet op. Jeg skulle også skifte trusser, hver gang jeg nøs eller hoppede, for lige meget hvor meget jeg klemte til, så kom der lige et skud urin ud.

Jeg skulle pludselig bekymre mig om, hvorvidt der var en våd plet bag mine bukser eller der hvor jeg havde siddet. Det eskalerede til, at jeg skulle skifte lagen hver morgen, fordi jeg i en månedstid var forkølet med hoste. Det var på trods af, at jeg havde det største bind på, som jeg kunne finde i Brugsen. De bind som andre ville kalde efterfødselsbind. Og så var der lugten – tænk, hvis nogen synes, jeg lugtede af tis?

Jovist. Jeg havde da prøvet at tisse en smule i bukserne, inden jeg blev gravid, men det indebar ofte meget store mængder alkohol, vild dans og grineanfald. Og slet ikke i samme grad som nu. Men, mon ikke det hele handlede lidt om min udisciplinerede tilgang til bækkenbundstræning, og nu hvor jeg havde en 2-3 kg klump der pressede nedadtil, så var det nok meget naturligt, tænkte jeg.

Jeg kunne fylde et helt bind med tis

Efter fødslen fortsatte det. Jeg havde lige haft en ”kommode til at stå i spænd” i underlivet i et par timer eller 10, så jeg kunne jo ikke regne med, at det bare sådan stoppede.

Jeg havde da også hørt mødre grine lidt nervøst og ironisk over, at de i hvert fald ikke lige skulle op på den trampolin. Men gad vide, om de også gik med efterfødselsbind pga. urin og ikke blod? Gad vide om de hver gang de skulle løbe en lille tur, grinede lidt for voldsomt, var lidt forkølede også skulle bekymre sig om den våde plet bagpå? For det skulle jeg.

Nogle gange lækkede jeg så meget, at jeg fyldte bindet op… og husk så lige tilbage til seksualundervisningen i folkeskolen og se for dig, hvor meget der egentlig kan være i sådan et bind. Jeg kneb og kneb og kneb, for det måtte jo være løsningen på det.

Udredningsforløb (og vejning af tis?!)

Ét år efter fødslen og adskillige knib i diverse stillinger, tænkte jeg, at nu var det nok. Jeg fandt en fysioterapeut, som var specialiseret i bækkenbunden. Hun kunne hurtigt konstatere, at jeg havde et ganske udmærket knib, og at det altså formentlig ikke var årsagen. Jeg blev faktisk ret lettet. Jeg har ikke kunnet lade være med at skænke det seksuelle en tanke. For hvis man tisser i bukserne, og ikke kan knibe sammen, så er man vel også ret slap…eller hvad?

 LÆS OGSÅ: “Det var så ubehageligt – som om alt var på vej ud igen”

Jeg tog til lægen, som sendte mig igennem et længere udredningsforløb på afdelingen for kvindesygdomme med væske- og vandladningsskemaer, vejning af de brugte bind, test for om jeg kunne tømme blæren, test for om jeg kunne mærke hvornår min blære var fuld osv. Altså alt tænkeligt hvad der har med tis og gøre. Og lad mig bare sige, jeg blev ret komfortabel med at snakke om tis.

Konklusionen blev, at ligamentet der skal stramme over urinrøret ved fysisk aktivitet var for slapt. Der var kun én løsning, og det var en slyngeoperation – et såkaldt TVT. Her erstattes ligamentet med et nyt bånd. Operationen blev sat til den 19. september, og jeg var så lettet og glad. Den 18. september stod jeg med en positiv graviditetstest på trods af en spiral. Pis.

Åbenhed og reaktioner – både omsorg og fordomme

Da operationsdatoen var sat, krævede det helt naturligt, at jeg skulle åbne op om det til min arbejdsplads, venner og familie. Det blev mødt lige som jeg havde regnet med – med venlighed, omsorg og spørgsmål om det ikke kun ramte ældre kvinder.

Igennem udredningsprocessen har jeg selv stillet rigtig mange spørgsmål, og de svar jeg har fået, kan jeg nu selv bruge til at svare på spørgsmål.

Jeg synes på intet tidspunkt, at det var pinligt at snakke om. Og det at blive mødt med fordommen om, at det kun ramte ældre mennesker, motiverede mig til at åbne mere op om det. Jeg brugte humoren og selvironien, så det hele ikke blev så gravalvorligt.

Operation eller baby?

Jeg stod pludseligt med et utænkeligt dilemma. Jeg fik muligheden for at få operationen, men så ville det kræve, at jeg skulle have en abort. For mange ville det være en selvfølge at vælge graviditeten. Det var det ikke for mig, og jeg tænker, at det er med til at give et meget godt billede af, hvor meget inkontinensen har påvirket min livskvalitet. Det spillede også ind, at jeg syntes, at jeg efter at være blevet mor havde tilsidesat mange af mine egne behov, og nu var tiden endelig inde til at jeg skulle gøre noget for mig selv.

 LÆS OGSÅ: “Jeg har grædt flere tårer på toilettet end til sørgelige tøsefilm!”

Min kæreste og jeg tænkte og mærkede efter et par dage, og vi kom frem til, at hvis vi på naturlig vis ville miste barnet, ville vi blive noget så kede af det. Og så gav det jo helt sig selv. Så jeg udsatte operationen, og kan nu få den ét år efter min fødsel.

Jeg brød tabuet og responsen var overvældende

Min skønne lille pige kom til verden i maj 2020. Jeg har længe kunnet mærke, at jeg har haft lyst til at formidle min historie og bryde tabuet i en større omkreds end min egen. Derfor åbnede jeg op for det på min instagramprofil @aerligmor.

Jeg var og er stadigvæk enormt overvældet af al den respons der kom og stadig kommer. Jeg får rigtig mange beskeder fra kvinder i nøjagtig samme situation, som ikke havde en anelse om, at der kunne gøres noget ved det.

Nu er ventetiden i gang. Problemerne er stadigvæk de samme, og jeg skal formentlig igennem et nyt udredningsforløb for at få tjekket om forholdene ‘down under’ har ændret sig ved den seneste graviditet og kommodepres.

Min plan er at tage en masse kvinder i hånden, bryde et tabu og vise at det ikke kun handler om manglende bækkenbundstræning. Vil du med?