1. Vaginal tørhed er normalt – brug glidecreme
Kvinder der ammer har et lavere niveau af østrogen, og det kan give vaginal tørhed. Men det betyder ikke, at du skal stoppe med at amme. Amning er godt for dit barn. Tørheden forsvinder normalt igen, når du stopper med at amme.
Når du starter med samleje igen, kan tørheden blive et problem. Derfor er det en god idé at bruge en vandbaseret glidecreme og måske varme op med en lækker kropsolie. Du skal være opmærksom på, at oliebaseret glidecreme kan opløse kondomer.
2. Du kan være inkontinent – både foran og bagtil
Det er normalt at have svært ved at holde på luft og urin lige efter fødslen. Men det går over igen for de fleste kvinder.
En fødsel påvirker bækkenbunden, ringmusklen og nervesystemet. Der kan være hævelse (ødem) og måske er du også blevet syet. Det kan påvirke den kontakt, der er til din bækkenbund. For at få kontrol over luft og urin igen, skal du i gang med at træne din bækkenbund.
Hvis symptomerne varer ved, og du ikke ved hvordan du skal træne din bækkenbund, så er det en god idé at blive undersøgt hos en fysioterapeut med speciale i bækkenbunden.
3. Hvordan er forløbet efter en bristning?
Det er ikke ualmindeligt at førstegangsfødende (cirka 75%) får en lille bristning under fødslen og efterfølgende får et par sting af jordemoderen på fødselsstuen.
Cirka 4% af alle førstegangsfødende får en større bristning (grad 3 eller grad 4). For flergangsfødende er forekomsten 0,5-1%. Grad 3 og grad 4 bristning involverer ringmusklen, og skal syes af en speciallæge på hospitalet.
LÆS OGSÅ: Syning efter fødsel: Her er alt du skal vide
Helingen tager typisk et sted imellem 2-6 uger, og i den periode kan syningen stramme og klø. Trådene opløser sig selv i løbet 2-5 uger.
Du kan holde dig ren med daglig bad, men momkind kan også varmt anbefale dig at bruge en skylleflaske efter hvert toiletbesøg. For at dulme ømheden, kan du også bruge isbind eller en kølepose. Husk altid at have klæde, f.eks. en stofble, mellem hud og isbindet/køleposen. Du kan også have glæde af at spraye efterfødselsspray på dine syninger efter toiletbesøg. Det vil både fremme helingen og lindre – det er især lindrende, når din postpartum spray er køleskabskold. Smertestillende medicin kan bruges i samråd med læge eller sundhedspersonalet på fødeafdelingen. Sid desuden gerne på en blød pude.
Har du en grad 3-4 bristning er tålmodighed din veninde i helingsfasen. Skån så vidt muligt din større syning for øget pres. Prøv om du kan ligge ned og amme. Få hjælp fra kæresten eller en ven til det tunge arbejde eller få varerne bragt. Du må gerne gå kortere ture, men mærk efter dit underliv. Det må ikke være en belastning. Husk, det er kun en kort periode af dit liv.
Søg læge ved lugtgener, øget udflåd/pus eller feber.
4. Hvad er arvæv og hvorfor generer det?
Som et isbjerg, kan du kun se toppen af dit ar, og mens de lilla, lyserøde eller hvide markeringer på det øverste hudlag måske synes pæne, kan arvævet under huden give anledning til problemer. Ømhed i og omkring arret er forventeligt i den første tid, men du bør søge hjælp ved en læge eller gynobs-fysioterapeut, hvis arvævet begynder at genere i en grad, hvor det påvirker din bevægelighed, giver fordøjelsesproblemer eller inkontinens.
Det er ikke unormalt, at arvæv kan blive stift, stramt eller måske følelsesløst. Som oftest hjælper det at massere arret – f.eks. med en god olie. I starten skal det primært foregå ved blide cirkelbevægelser omkring arret. Efter et par måneder, når såret er helet og syningerne er opløst, må du gerne massere dybere og strække i arret.
5. Husk de der knibeøvelser!
Om du er bristet eller ej, er knibeøvelserne nu lige så vigtigt som at børste tænder. Start med det samme med små ”pumpeknib”, som at holde på en lille fis. Husk at give helt slip mellem hver knib. Knibeøvelser øger blodcirkulationen og sætter gang i helingsprocessen. Derudover får du etableret kontakt til bækkenbunden, så den igen kan blive brugt i din dagligdag.
Hvis du har mulighed for at tilmelde dig et efterfødselshold, er det en god måde at komme i gang med bækkenbundstræningen. Men der findes også gode træningsapps, som du kan træne efter.