Tanker om køn
Ordet ”mor” har aldrig givet mig følelser af ubehag og er for mig en naturlig del af det at blive forælder. Det er derimod ord som ”kvinde”, ”dame”, ”kone” og ”pige”, der føles forkert og giver mig ubehag. Det har været med til at ændre mit syn på, hvordan vi taler om det at blive forældre; at man ikke automatisk er mor eller kvinde, fordi man føder og/eller ammer et barn.
Det er vigtigt at have nogen at se op til, og i mit tilfælde har det været Ivy-Oak, der kører Instagram-profilen ”Tanker om køn” (@TankerOmKon). Ivy-Oak identificerer sig som nonbinær og har i fællesskab med sit ældste barn kommet op med titlen ”Emi”, som de bruger i stedet for ”mor”. Det giver et klart syn på, at forældrerollen ikke behøver at være bundet op på køn, og eksempler som disse har givet en ro i mig og en forhåbning om, at lige meget hvad jeg selv finder ud af, så skal det nok fungere. Intet kan ændre på min rolle som forælder.
Udover at jeg nu identificerer jeg mig som queer i forhold til mit køn, identificerer jeg mig også som panseksuel og aseksuel. I mit moderskab har jeg manglet at se LGBTQ+ repræsenteret. Selvom jeg lever i et hetero-antaget forhold, er min seksualitet en stor del af mig. Det er nemt at føle, at det er unødvendigt – en ligegyldighed, når man er gift, har et barn og lever i, hvad der ses som et heteronormativt familieliv.
LÆS OGSÅ: 7 spørgsmål til refleksion om sex og samliv
Derfor har det været vigtigt for mig at have køn og seksualitet med som en del af min rejse og være offentlig omkring det, for havde jeg ikke selv haft folk som Ivy-Oak at spejle mig i, ville min følelse af, at min queerhed er ligegyldig måske ikke have fyldt lige så meget. Det handler om følelsen af, at præcis fordi man lever i et hetero-antaget forhold er det ligegyldigt, og jeg burde derfor også selv være ligeglad. Men hvis det er vigtigt for mig, så er det jo vigtigt. Det der gør mig queer er en stor del af mig, lige meget hvordan mit liv ser ud udefra.
I dagens samfund er det naturligt, at ægteskab og det at få børn leder mod samtaler om sex og intimitet. Det forventes, at det hele går hånd i hånd, hvilket det i min verden ikke behøver at gøre. Ja, min mand og jeg har et barn, der er undfanget og født uden hjælp. Det ændrer dog ikke på, at min aseksualitet betyder, at sex i min verden ikke er en stor del af et forhold eller et ægteskab. Sex er ikke nødvendigt for at skabe en stærk relation. Der kan skabes intimitet på så mange andre måder.