”Under hele kejsersnittet troede jeg, at der var noget galt”

Udgivet | Af Heidi, mor til Cleo (2019)

Jeg fik kejsersnit den 21. november 2019. En frygtelig oplevelse. Så frygtelig at jeg fik en undskyldning af afdelingslederen i februar 2020.

Mit kejsersnit var planlagt, men fordi jeg havde en rigtig træls oplevelse, var det svært for mig i min første tid som førstegangsmor. Jeg tænkte hele tiden på oplevelsen og græd hele tiden. Egentlig ville jeg helst glemme oplevelsen, men min sundhedsplejerske anbefalede mig at skrive til afdelingen, og det var godt at jeg gjorde det, for ellers havde jeg ikke fået undskyldningen (som jeg havde brug for, for at komme videre).

”Hvorfor skal du have et kejsersnit?”

14 dage før mit kejsersnit, kom jeg forbi afdelingen for at hente de to tabletter, som jeg skulle tage dagen før kejsersnittet. Jeg havde min mor med og her blev vi mødt af sygeplejerske V, som spurgte mig hvorfor jeg skulle have kejsersnit. Både min mor og jeg følte, at hun var mistroisk i forhold til om jeg havde ”fået lov” til at skulle have kejsersnit, selvom jeg havde en pjece i hånden hvor der stod ”Information om planlagt kejsersnit”.

 LÆS OGSÅ: ”Jeg var så vred på mig selv og rasende på kejsersnittet”

Et kejsersnit som jeg ikke ønskede, men som lægerne vurderede ville være bedst for mig efter et længere sygdomsforløb for tre år siden, hvor jeg gennem 2,5 år blev opereret 11 gange i tarmene i fuld narkose. Jeg følte mig presset af sygeplejersken til at fortælle om min sygdomshistorie, en historie jeg ikke synes om at snakke om. Det ender med, at jeg bryder grædende sammen midt på gangen.

En underlig duo

Da vi ankommer den 21. november om morgenen er jeg selvsagt nervøs for at skulle ligge på et operationsbord igen. Her bliver vi igen mødt af sygeplejerske V, som har en kvindelig jordemoderstuderende med sig. De er en underlig duo. V er meget firkantet og stram i betrækket og den kvindelige jordemoderstuderende taler girafsprog til os, som om vi er børn i børnehavealderen.

Den kvindelige jordemoderstuderende lægger et venflon i min højre hånd. Hun har vist ikke prøvet det før eller også er det længe siden. Hun får i hvert fald lagt det helt forkert og det gør enormt ondt. Jeg ømmer mig og fortæller, at det gør MEGET ondt og at jeg har fået lagt denne type i hånden mange gange før og aldrig har det gjort ondt. V insisterer på, at den ligger korrekt og at skal de gøre det om kommer det til at gøre lige så ondt.

Misforstået og forhastet

Den kvindelige læge som skal stå for kejsersnittet kigger ind. Hun virker til at have meget travlt og spørger, om jeg er blevet opereret i maven før. Jeg svarer, at det er jeg, da jeg igennem mit sygdomsforløb to gange har fået lavet en fedtsugning i maven for at tage stamcellerne fra mavefedtet. Hun svarer: ”Så er du jo ikke blevet opereret i maven, men på maven” og så smuttede hun. Min mand og jeg undrede os over hendes opførsel. Vi følte os talt ned til og slet ikke beroliget til kejsersnittet.

”Det skal altså ikke gøre så ondt”

Herefter bliver vi hentet af en portør som kører os ned til operationsstuen. Han hvisker til mig, at det altså ikke skal gøre ondt i min hånd, og at jeg skal sige noget til dem på operationsstuen. Det gør jeg – og heldigvis for det.

Narkosesygeplejersken ser min hånd og beslutter at der skal lægges en ny. Det går ret tjept på operationsstuen, så samtidig med at jeg får lagt en ny venflon, får jeg rygmarvsbedøvelsen. Det gør så ondt i min hånd, at jeg nærmest ikke mærker det i ryggen.

Denne kvindelige narkosesygeplejerske på operationsstuen gør, at jeg føler mig som et menneske igennem kejsersnittet og ikke bare en bil der skal til mekanikeren. Hun snakker til mig undervejs og beroliger mig, for det var der behov for. Gud ske lov for hende.

Det var som om, at jeg ikke eksisterede

Den mandlige operationslæge træder ind i rummet uden at hilse. I det hele taget taler lægerne ikke til os. Det er enormt grænseoverskridende hvor lidt de taler med os og hinanden, og den her ”fødselsdags-stemning” som jeg havde hørt om fra min jordemoder, er der slet ikke. Jeg kunne lige så godt have været i fuld narkose, for det var som om at jeg ikke eksisterede.

 LÆS OGSÅ: ”Det tog mig mange år at blive klar til at få endnu et barn”

Jeg havde brugt rigtig meget tid ved min jordemoder på at snakke om, at jeg var bange for lydene ved et kejsersnit. Vi brugte faktisk ikke rigtig tid på andet, og det gjorde, at jeg ikke var opmærksom på andre ting før, under og efter et kejsersnit. Jeg har nemlig været meget bange for at få en fødselsdepression pga. gensynet med et operationsbord.

Jeg rystede så meget!

Når min jordemoder og jeg talte om kejsersnittet sagde hun, at jeg selvfølgelig ikke skulle være bange for smerterne, og at jeg kun ville mærke når de skubbede på min mave for at få baby ud. Jeg ville være lam fra under brystet og ned til fødderne. Jeg var ikke blevet gjort opmærksom på, at jeg ikke ville kunne mærke kulde, varme og smerte, men faktisk ALT andet.

Da jeg mærker en spritserviet på min mave, tror jeg at der er noget galt. De spørger: Kunne du mærke det? Jeg svarer: JA! De spørger, om jeg kunne mærke kulden og jeg svarer NEJ, og så var det bare super.

Jeg kan mærke det hele under kejsersnittet. Både da de klemmer mig, selve snittet, da de river i mig og da de klipser mig sammen. Jeg tror under hele kejsersnittet at der er noget galt. Jeg ryster så meget, at da min datter bliver lagt på mit bryst, hopper hendes hoved op og ned.

Grænseoverskridende og upersonligt

Den mandlige læge tager hurtigt fat i min mands skulder og siger tillykke, og så er han væk igen. Den kvindelige læge smutter uden at sige farvel. Det var meget grænseoverskridende at blive opereret af nogen, der ikke hilste, præsenterede sig eller talte til os.

Jeg er ikke i tvivl om, at lægerne er fagligt enormt kvalificerede og enormt dygtige. Men den dag glemte de bare at være mennesker – eller se os som mennesker.

Den første tid er så svær

Efter kejsersnittet var jeg så anspændt at jeg havde mine skuldre helt oppe ved ørene. Det gjorde, at jeg ikke fik ordentlig gang i amningen og måtte søge hjælp ved amme-konsulenter for at få min mælkeproduktion op.

Først nu (5 måneder efter) er jeg ikke anspændt eller ked af det, når jeg tænker på kejsersnittet og derfor må jeg stadig supplere med MME, fordi jeg ikke har mælk nok. Jeg var enormt deprimeret, græd og havde det skidt i den første tid med min datter. En tid jeg ikke får igen.

I dag har vi det godt

Selvom jeg stadig har svært ved at se glædeligt tilbage på den første tid med vores datter, så har vi det godt i dag. Det hjalp mig at snakke om mit kejsersnit med min familie, mødregruppe og veninder – ja faktisk bare alle der ville lytte. Jeg havde brug for at fortælle om min oplevelse, for på den måde kunne jeg nemmere bearbejde oplevelsen.

Læs også

Hvad er bedst? Kejsersnit eller naturlig fødsel?

Fysioterapeutens tips – Om oxytocin og træning efter kejsersnit

5 gode råd: Sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

”Efter mit kejsersnit kunne jeg ikke amme”