“Hvorfor er det så forbandet vigtigt at undgå at blive skåret op i maven?”

Kejsersnit
6 min.
Skrevet af Katrine, mor til Karl på 4 år og gravid med lillesøster 

Hurra! Jeg er gravid, højgravid endda. Jeg glæder mig helt ustyrligt til, at vores familie snart vokser fra tre til fire. Men… Ja, der er absolut et men…

For snart fem år siden var jeg igennem mit livs nok største glæde og traume: min fødsel.

Jeg havde en herlig graviditet, og jeg elskede hvert et sekund, hvert et ekstra kilo og hver en sårbar følelse. Jeg glædede mig til at føde og frygtede absolut intet, men babyen vendte sig ikke, som jeg ellers havde læst om på Google (min bedste ven og værste fjende). Det skulle jeg dog slet ikke bekymre mig om, for både læger og jordemødre overbeviste mig om, at et stille og roligt vendingsforsøg ville gøre alt godt igen.

Katrine Memborg under fødsel

Vi var igennem hele tre forsøg med tre forskellige læger. Det var voldsomt. Meget voldsomt. Og som jeg lå der og tårerne trillede ned ad kinderne på mig, vidste jeg, at jeg aldrig nogensinde ville udsætte hverken mig selv, en baby eller min kæreste for den slags igen. Det virkede helt forkert – som om mit eget ønske om en vaginal, ”back to nature”-fødsel var vigtigere end babyens ve og vel inde i min mave. Men vendt, det blev han da derinde.

Det blev først nævnt, da jordemødre og fødselsoverlæge diskuterede højlydt henover min udmattede og små-bedøvede store krop.

Jeg havde fået forståelsen af, at jeg for alt i verden skulle gøre, hvad jeg kunne for at undgå et kejsersnit. Faktisk blev det slet ikke nævnt som en mulighed dengang. Heller ikke, da jeg var gået en uge over termin, havde svangerskabsforgiftning, svær migræne, og min krop på ingen måde havde tænkt sig at føde. Kejsersnittet blev heller ikke nævnt, da man havde forsøgt at sætte mig i gang med diverse startpakker og vestimulerende drop, og at jeg på 35. time ikke kunne sige mit eget navn. Det blev først nævnt, da jordemødre og fødselsoverlæge diskuterede højlydt henover min udmattede og små-bedøvede store krop; ”Vi bliver nødt til at få den baby ud nu! Vi rykker over til akut kejsersnit”.

Sådan blev det. Karl kom til verden med et lettere fortravlet snit, og heldigvis var han intakt – det var jeg langt fra.

katrine med nyfødt karl

Planlagt kejsersnit eller..?

Og hvorfor bruger jeg så egentlig så meget plads på at skrive om en oplevelse, der snart har fem år på bagen? Jo, for den fødsel har givet mig en grundlæggende angst for at skulle igennem noget, der bare nærmer sig igen. Den har givet mig en konstant dårlig samvittighed over for min søn, fordi jeg ikke mærkede efter og gjorde, som min sunde fornuft forsøgte at fortælle mig. Og så er historikken vigtig, fordi jeg denne gang – lige fra jeg opdagede de to smukke streger på testen – ønskede mig et planlagt kejsersnit.

Det handlede ikke om at give op, om noget kosmetisk eller den slags. Det handlede om, at jeg i bund og grund ikke tror, jeg ville kunne klare at gå igennem endnu en omgang igen. Fysisk måske. Men mentalt ville det for alvor ødelægge mig. Denne gang har jeg endda en børnehavedreng, der forlanger mit nærvær og min fysiske tilstedeværelse, når vi kommer hjem med den lille ny. Den slags var jeg på ingen måde i stand til de første mange måneder for snart fem år siden.

Så min kæreste og jeg var ikke i tvivl. Skulle jeg være så heldig at blive gravid igen, bestiller vi da bare et snit. Punktum! Eftersom jeg har været igennem fire(!) forskellige jordemødre, har jeg ikke haft ”den vigtige kejsersnit-samtale” med nogle af dem. Det har allermest handlet om corona-restriktioner, amning og om kort at catche lidt op på min første fødsel. De har alle nævnt, at jeg med en rigtig god og detaljeret fødselsplan aldrig nogensinde vil komme derud igen. Kejsersnittet er igen ikke blevet nævnt som en egentlig mulighed.

Og alligevel sidder jeg her, en måned inden termin, og er skide meget i tvivl.

Jeg har igennem denne graviditet talt med fem kvinder, der alle havde en første fødsel, der mindede om min. Én af dem havde med nummer to stået fast på sit planlagte kejsersnit og var lykkelig over det. Én af dem fødte vaginalt anden gang, og det havde været hårdt, men det var lykkedes. De tre andre havde alle oprindeligt ønsket et planlagt kejsersnit, men var af den ene eller den anden årsag blevet overtalt til at forsøge sig med en såkaldt naturlig fødsel. Alle tre endte med akut kejsersnit – den ene fik sig endda en oplevelse, der om muligt var værre end hendes første fødsel.

Så forstå mig dog!

Jeg var derfor ganske sikker i min sag, da vi troppede op til den endelige samtale med fødselslægen for et par uger siden. Til trods for hun var sød og rar, følte jeg mig ikke mødt der, jeg havde håbet. I stedet skulle vi høre på de mange risici, der kan være ved et kejsersnit – og hvor rosenrød en vaginal fødsel derimod som oftest er. Hvor meget det betyder for en nybagt mor at kunne presse barnet ud og lægge det direkte op på brystet. Som om det lille eventyr skulle hjælpe på mit i forvejen tvivlende sind…

Jeg begyndte at få tårer i øjnene, for det her emne er så sårbart og svært for mig. For ja, gu vil jeg da helst føde som på film.

Da min kæreste afbrydende spørger ind til forskellen på et akut og et planlagt kejsersnit er svaret: ”Der er faktisk ikke den store forskel!”

Og jo, det kan jeg love dig for, der er! Jeg var mentalt ødelagt både før og efter sidste gang – og det kommer næppe til at ske ved et planlagt kejsersnit. Altså, er der kæmpe forskel. Jeg begyndte at få tårer i øjnene, for det her emne er så sårbart og svært for mig. For ja, gu vil jeg da helst føde som på film. Med vandet, der går om natten, hurtig kørsel til hospitalet, veer og så hurra – dér kom baby ud ad den fødekanal, som det er meningen. Men jeg tør ikke, for tænk hvis det ender så traumatisk igen? Forstår de ikke det? Fødselslægen gjorde ikke. I stedet gjorde hun os opmærksom på, at uanset hvad ville de aldrig lade det komme så vidt en anden gang. Selv om jeg netop havde informeret Doktor Vaginal-fan om, at vi ønskede et snit og en dato.

Hvorfor blev jeg ikke bare mødt med forståelse? Hvorfor blev jeg ikke holdt i hånden af de fagpersoner, der svigtede mig så grumt tilbage i sommeren 2016?

Datoen fik vi, og jeg havde håbet på, at krydset i kalenderen ville give mig ro. Men i stedet havde den 40 minutters lange samtale gjort mig endnu mere snotforvirret. Og værst af alt, fik jeg den der dårlige samvittighed over, at jeg bare sådan ville give op – ikke en gang forsøge at føde. Hvorfor blev jeg ikke bare mødt med forståelse? Hvorfor blev jeg ikke holdt i hånden af de fagpersoner, der svigtede mig så grumt tilbage i sommeren 2016? Hvorfor svarede fødselslægen ikke bare: ”Det forstår jeg godt, Katrine. Det er dit valg, din krop – og vi støtter naturligvis op!” Hvorfor er det så forbandet vigtigt at undgå at blive skåret op i maven? Gør det mig til en dårligere mor? Bliver mit barn udsat for et traume, hvis det ikke kommer ud via pres? Er der noget, nogen ikke fortæller mig?

katrine højgravid

Status er, at vi har en dato for et snit, men at jeg skal have lavet en udførlig fødselsplan, hvis jeg pludselig beslutter mig for at ville den slags. Dét giver mig faktisk en ro at vide, at jeg har muligheden for i sidste øjeblik at aflyse snittet for at prøve lykken igen igen. Viser det sig, at baby ligger ligeså møgskævt, som vores søn gjorde, så giver det planlagte snit sig selv – for vi er alle enige om, at et vendingsforsøg ALDRIG bliver en realitet igen.

Det undrer mig sgu, at jeg stadig kan være i syv sind, når min første fødsel har sat sig så godt fast i mit indre univers, men nogle ting kan man bare ikke forklare. Og hvor jeg dog bare håber af hele mit hjerte, at det lykkedes mig at finde en ro – uanset hvad det hele ender med.

Wish me luck – slutspurten er i den grad sat ind!