Jeg fødte vores første barn, vores datter Kleo, vaginalt for 3,5 år siden. En forholdsvis lang fødsel på 24 timer med igangsættelse, manglende fødestue, ve-storm, bistik, epidural, akupunktur, rebozo, ve-drop, faldende hjertelyd ved baby og til sidst kom hun ud, alt imens jeg selv tog imod hende. Jeg fik en fødsel med alt hvad der hører til, ligesom jeg altid havde drømt om. For kejsersnit var ikke noget for mig. Det var jo den ”nemme løsning”, havde jeg en idé om. Men åh, hvor blev jeg dog meget klogere.

Jeg skal da føde mine tvillinger vaginalt!

3 år senere stod jeg med en endnu større mave end ved min sidste graviditet, nu med tvillinger. Tanken om at skulle have to babyer på én gang var meget surrealistisk og angstprovokerende for mig gennem hele graviditeten. Jeg glædede mig dog helt vildt til den unikke oplevelse, som jeg tænkte at det ville blive at føde to babyer vaginalt.

For på en eller anden måde havde jeg fået bildt mig selv ind, at jeg var nødt til at føde tvillingerne vaginalt, for at jeg rent mentalt skulle blive klar til at få to babyer. Men hvis jeg, tværtimod, skulle have et kejsersnit, så ville mit hoved slet ikke kunne følge med. Tanken om at gå ind på en operationsstue og så en halv time senere komme ud med to babyer i armene, var slet ikke en mulighed i mit hoved.

 LÆS OGSÅ: Jordemødrene: To hjemmefødsler og to akutte kejsersnit

Da jeg nærmede mig termin, kunne jeg godt se, at den ledende tvilling (tættest på ‘udgangen’) sad solidt plantet med sin røv i mit bækken. Jeg var optimist, stod på hovedet og hvad der ellers findes af gode råd på nettet, men han blev siddende. Til sidste var der ingen vej udenom; jeg skulle have et kejsersnit.

Dagen kom…og så ventede vi i evigheder

Vi mødte ind på hospitalet på barselsafsnittet klokken 07.30 om morgenen og var, efter planen, det andet planlagte kejsersnit i rækken den dag. Vi blev begge iklædt operationstøj, og skulle derefter selv gå ned og vente på operationsgangen. I skranken sad en sød kvinde, der desværre måtte meddele os, at der netop var kommet er akut kejsersnit ind før os.

Her sad vi så, ret op og ned, på to stole som de eneste i et stort venteområde med tv’et bragede derud af på TV2 News om et terrorangreb på Østerbro. Jeg havde fastet siden aftenen før, og jeg var enormt tørstig og efterhånden også ret sulten. Og stolen gjorde ikke smerterne i mit bækken bedre.

Vi ventede i første omgang på en anæstesilæge, som vi skulle tale med før vi overhovedet skulle ind på operationsstuen. Hospitalet begyndte så småt at vågne, og der begyndte at komme flere mennesker og læger, der kaldte folk ind, men det var aldrig os, der blev kaldt ind. Men så, endelig, blev det vores tur til at tale med anæstesilægen. Herefter blev vi igen bedt om at vente, for der blev ved med at komme akutte kejsersnit. Jeg var utålmodig for at det skulle blive vores tur, men jeg kunne ligesom acceptere ventetiden, når jeg vidste, at det var de akutte kejsersnit, der udsatte mit ikke-akutte kejsersnit.

Jeg savnede parløbet med jordemoderen

Nu var jeg efterhånden godt træt, sulten og tørstig, så jeg fik tilbudt en seng og et saltvandsdrop, så jeg kunne hvile og få væske indtil det var vores tur. Min kæreste Rune blev sendt i 7-eleven af anæstesilægen, for som han sagde ’det nytter ikke, at vi har dig liggende på gulvet under kejsersnittet’. Så Rune nåede at sluge 3 pølsehorn med ketchup, inden det blev vores tur. Jeg var skide misundelig.

Midt i al ventetiden gik det op for mig, hvor meget jeg savnede det parløb vi havde med jordemoren under vores første fødsel. Den tryghed, det giver at blive holdt i hånden fra A-Å i et af livets største øjeblikke findes slet ikke på samme måde, når man får kejsersnit.

Jeg panikkede

Klokken nærmede sig middagstid, da vi trådte ind på operationsstuen. Her var der enormt mange mennesker som alle præsenterede sig selv, mens jeg blev ført mod operationsbriksen. Jeg hørte ikke hvem halvdelen af dem var, hvad de hed eller hvad de ellers sagde, for nu begyndte mit hoved at panikke. Hvad var det lige, jeg skulle til at gå igennem? Min mave skulle sprættes op. Vi skulle have to babyer. Shit!

Jeg græd og hulkede som pisket, mens jeg fik lagt min epidural, og alle i rummet prøvede at trøste mig og aflede min opmærksomhed, mens Rune hviskede mig i øret, at alt nok skulle gå så fint.

Nu gik det hurtigt. Bedøvelsen gav mig en voldsom hovedpine som jeg aldrig har prøvet før. Pludselig blev der sagt: ’Så er første baby ude’. Klokken var 12.10, og en baby begyndte at skrige på operationsstuen. Han blev ført direkte til et lægebord, som var aftalt på forhånd, da det vist er normalt ved kejsersnit med tvillinger.

Jeg prøvede at kigge over mod bordet, men hovedpinen var så kraftig, at jeg ikke kunne andet end at koncentrere mig om mig selv og lukke mine øjne. Under et minut senere kom der endnu et skrig, og så var anden baby ude.

Rune forlod min side for at gå over til lægebordet og hente den første tvilling, Siggi. Rune bar ham over til mig, men jeg kunne næsten ikke kigge på ham, så ondt gjorde mit hoved. Siggi blev hurtigt taget tilbage til lægebordet igen, for der var problemer med hans vejrtrækning. Så kom Eddie, den anden tvilling, i stedet over til Rune, men jeg kunne stadig ikke koncentrere mig om andet end mig selv, så jeg bad Rune om at tage ham væk igen. Tiden på operationsstuen er meget sløret for mig, da bedøvelsen påvirkede mig meget. Jeg følte mig ikke specielt meget til stede.

Opvågningen…følelsesløs i flere timer

Da Siggis vejrtrækning var stabil og jeg var blevet syet sammen, blev vi kørt på opvågningen. Jeg husker det som et stort lokale uden vinduer og med forhæng til at opdele patienterne.

Siggi havde det stadig ikke helt godt efter kejsersnittet, og han havde en meget lav kropstemperatur, så jeg og begge drenge blev svøbt i varmetæpper med en varmekanon, der pustede varm luft ind under. Vi havde jordemoren fra operationen hos os til at holde øje med drengene og som havde tæt kontakt til en børnelæge. Og så var der en sygeplejerske fra opvågningen til at holde øje med mig.

Jeg fik rød saft, og det var himmelsk.

Vi lå på opvågningen i flere timer. Siggi og Eddie græd. Det var en ældre mand, som lå på den anden side af forhænget, som kæmpede sig igennem et grimt hosteanfald, hvorefter han fik råbt tillykke.

Klokken var efterhånden blevet mange, og vi begyndte at spekulere på, hvornår vi mon blev flyttet op på barselsgangen, da vi vidste at vores forældre var ængstelige for at se Siggi og Eddie, og for at vores datter Kleo kunne få lov at se dem inden dagen var omme.

Epiduralen var effektiv på mig, og mine ben var følelsesløse i flere timer, og endelig kunne jeg vrikke med tæerne og bøje knæene, og så gik turen til barselsgangen med babyer og kateter.

Jeg var en ynkelig udgave af mig selv

Vi nåede knap nok ind på stuen, før vores familie var ankommet til hospitalet. Fuck. Sammenlignet med min første fødsel med vores datter, hvor jeg ikke var sprækket det mindste, og hvor jeg overlegent sprang ud af sengen og tog et bad, som det første efter fødslen, inden der kom gæster, så var jeg nu en meget ynkelig udgave af mig selv.

 LÆS OGSÅ: ”Det var først i mødregruppen, at jeg skammede mig over mit kejsersnit”

Imens Rune viste vores forældre og vores datter vores drenge frem for første gang, lå jeg der i hospitalssengen i en blodpøl med støttestrømper, kateter med pose hængende på siden af sengen, drop i armen med smertestillende og en brækpose i hånden, som nu, i stedet for min mavesæk, husede al den skønne røde saft, som jeg netop havde slubret i mig på opvågningen.

En sygeplejerske viskede mig i øret, om det ikke var tid til, at vores gæster gik, men jeg ville ikke lade smerter og opkast ødelægge vores første besøg. Imellem opkastningerne svarede jeg vores 3-årige datter med helt normal stemme på hendes mange spørgsmål. Jeg var dybt lettet, da de gik og priste mig lykkelig for, at de ville beholde os indlagt, så jeg kunne komme ovenpå igen. Der gik 5 dage, før jeg fik et bad og kunne bevæge mig ned af hospitalsgangen uden at være ved at besvime af smerte.

Det var ikke den ”nemme løsning”

Her 8 måneder senere har jeg nu to fantastiske tvillinger, Siggi og Eddie, et ar der har form som en semiglad mund og kæmpe respekt til alle kvinder, der har gennemgået et kejsersnit. For det er på ingen måde den nemme løsning at gennemgå et kejsersnit.

Rent mentalt tror jeg på ingen måde at det ville have gjort nogen forskel, om jeg fødte ved kejsersnit eller vaginalt, for at få børn er den vildeste oplevelse, uanset måden de kommer til verden på.