Min datter stoppede med at trække vejret
Men tiden efter fødslen var voldsom. En time efter kejsersnittet var vi kommet op på opvågningsstuen. Pludseligt stoppede min datter med at trække vejret, mens hun lå i mine arme. Hendes hud var blevet helt blå. Hun blev flået ud af mine arme, og så løb de afsted med hende, og jeg skreg, som jeg aldrig har skreget før.
Den første nat som mor tilbragte jeg alene på barselsgangen, mens min kæreste var indlagt på neonatal sammen med vores pige. Tanken om, at jeg ikke var der sammen med min lille familie den første nat, som det er meningen, gør stadig ubeskriveligt ondt.
De første dage husker jeg tilbage på som et stort, sløret sammensurium af følelser, smerter, tårer og lykke.
Min verden braste sammen
Vi var indlagt længe. Jeg havde svært ved at komme på benene efter operationen, og jeg havde voldsomme smerter. Vores datter blev ved med at tabe sig, men da hun endelig var kommet op på at have tabt sig mindre end 10% af sin fødselsvægt, fik vi lov til at tage hjem. Vi var lykkelige og spændte over endelig at kunne få lov til at starte vores familieliv sammen. Men lykken varede ikke længe.
LÆS OGSÅ: "Vi havde så svært ved at få hende, så jeg må ikke blive vred på hende"
Dagen efter udskrivelsen skulle vi til tjek, og jordemoderen måtte indlægge os igen. Vores datter havde gulsot og skulle i behandling. Min verden brast, så da vi fik vores nye stue, lagde jeg mig i fosterstilling og græd og sov. Da jeg havde ligget sådan i lidt for lang tid, kom jordemoderen ind og sagde trøstende: ”I kan glæde jer over, at forældre, der har været så meget igennem, som I har, bare bliver lidt mere cool – og det siger jeg af erfaring.” De ord gør mig stadig glad.
Jeg følte mig mislykket som kvinde og som mor
Da vi endelig kom hjem igen, fik min datter kolik. Hver eneste dag var en kamp mod gråden, og jeg var fuldstændigt overbevist om, at min datter ikke vidste, at jeg var hendes mor, fordi vi havde været adskilte i den første, vigtige tid, der er så afgørende for tilknytningen. Det måtte være derfor hun græd så meget hele tiden. Jeg følte mig mislykket som mor de første mange måneder.
Jeg var så vred på mig selv, fordi jeg ikke havde kunnet føde min datter naturligt, og jeg var rasende på kejsersnittet, som jo langt hen ad vejen var skyld i de mange komplikationer, vi oplevede efter fødslen. Jeg følte mig mislykket som kvinde og som mor.
Jeg løfter mit hoved mere og mere
At jeg ikke kunne føde min datter naturligt har været svært at finde fred med. At jeg ikke kom til at opleve graviditetens klimaks, den nærmest rituelle overgang fra at være gravid til at være mor, har gjort ubeskriveligt ondt på mig. Og alle de komplikationer, vi oplevede som følge af kejsersnittet, ville jeg for alt i verden gerne have været foruden.
Men jeg valgte at føde min datter ved planlagt kejsersnit, fordi det var det eneste rigtige og ikke mindst det sikreste at gøre. Og det er da den ultimative mor-gerning – at sætte sit barns sikkerhed foran egne behov og drømme. Det har jeg i hvert fald lært at sige til mig selv.
Kejsersnittet var en smuk og naturlig oplevelse, og alligevel er der stadig sorg og skam i mig, når jeg fortæller om det. Men for hver gang jeg gør det, løfter jeg mit hoved en lille smule mere. Og en eller anden dag skal fortællingen nok blive med rank ryg og stolthed i stemmen.