Jeg var ovenud lykkelig, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Men fra første lægebesøg, vidste jeg, at det nok ikke blev som jeg havde forestillet mig. 

Fordi jeg er overvægtig og mit BMI derfor er for højt, føltes det næsten som tvang, at jeg skulle have en epidural, så snart selve fødslen gik igang. Man mener jo, at det er bedst for overvægtige og deres babyer, selvom der ingen gener er i hele graviditeten. 

Jeg havde f.eks. hverken graviditetssukkersyge eller svangerskabsforgiftning. Så det gav mig allerede lidt ængstelige tanker og mistro til det hele, da jeg følte at jeg skulle sige ja til epiduralen. Selvom jeg faktisk ikke helt vidste, om jeg egentlig havde lyst til det. 

Igangsættelse en uge over termin 

Det var søndag morgen, d. 14 april 2024. Jeg var gået en uge over tid og min mand og jeg skulle så møde 07:30 på sygehuset til min igangsættelse. Jeg fik den første pille, der skulle sætte gang i veerne. 

Vi blev efterfølgende sendt hjem med beskeden om, at hvis der ikke var sket noget inden i morgen, skulle jeg komme derind igen dagen efter og have flere piller. Hvilket jeg for alt i verden ville undgå – jeg var træt af at være gravid nu og ville bare gerne møde vores datter. 

LÆS OGSÅ: ”Jeg er ikke imod igangsættelser, men…”

Timerne gik og jeg gjorde alt for at pillerne skulle virke. Omkring 19:30 samme aften, begynder jeg lige så stille at få veer og vi ringer til fødestuen. Vi skal vente og se tiden an. 

Lidt tid efter er veerne blevet kraftigere og vi ringer igen til fødestuen. Vi kører derned og jeg bliver tjekket.

En skylle af grønt fostervand

Da jeg ikke var særlig åben, fik jeg et skud morfin og sov lidt on/off. Jeg brugte det meste af natten på at tænke på det jeg snart skulle igennem.

Dagen efter vågnede jeg og skulle virkelig tisse, troede jeg. For det var ikke tis, men fostervand der kom. Grønt fostervand. Jeg panikkede og mærkede med det samme en angst for, om der var noget fuldstændig galt. Jeg havde jo kun hørt skrækhistorierne om grønt fostervand. 

Jeg blev undersøgt igen og igen. Det hang mig langt ud af halsen og jeg var så træt af at der konstant var mennesker, der skulle have deres hænder på og i min krop. Men fordi fostervandet var grønt, skulle de have en lille måler sat fast på min datter. Jeg lod derfor det sundhedsfaglige personale gøre, hvad de end måtte gøre.

Jeg vil jo ikke have, at der skulle ske noget med min datter.

Drømmen om en sansestue og dæmpet belysning

Timerne gik og jeg åbnede mig så meget, så jeg endelig kunne komme på en sansefødestue. Jeg tænker “fedt, så kan jeg få dæmpet lys og noget stille musik – det vil helt sikkert mindske uroen og nervøsiteten i kroppen”.

Men allerede da jeg blev placeret på en kold og hård briks, vidste jeg at det nok ikke ville blive sådan. Der var en del vagtskifte under fødslen og da den tredje eller fjerde jordemoder kom ind og præsenterede sig, ænsede jeg hende knap nok. 

Men alligevel gjorde en af dem sig særlig bemærket, for hun sagde vi skulle slukke den musik og de lys vi havde tændt. Jeg troede ellers, at det var mig som fødende der bestemte, hvordan jeg ville have det bedst i det øjeblik. Jeg var fuldstændig chokeret og vildt ked af, at jeg ikke kunne få lov til at finde ro. 

Epidural og smertehelvede 

Jeg nåede op på at være 5 cm åben, og det var nu jeg skulle have epiduralen. Der kom en anæstesilæge ned og prøvede at lægge den på mig. Han fejlede og prøvede igen. Der kom en ny anæstesilæge, han prøvede også. 

Han fejlede og bad en ny komme derned. Den tredje læge fik den sat rigtigt. På dette tidspunkt var jeg blevet stukket 10-12 gange i rygmarven, fordi de fandt ud af at jeg havde en lettere skæv ryg, og det var lige præcis i det område, hvor epiduralen skulle sættes. 

LÆS OGSÅ: Guide: Smertelindring under fødslen

Den virkede også kun en times tid, også var jeg tilbage til et smertehelvede uden lige. Jeg fik vedrop ad flere omgange, og jeg endte også med at åbne mig 9 cm. Men der sad noget i vejen for at min datter kunne komme ud af sig selv. Så lige meget hvor meget jeg pressede og pressede, så ville hun ikke kunne komme ud den vej.

Der blev tilkaldt en læge, da jeg i mange timer havde prøvet at føde vaginalt. Hun skulle vurdere, hvad vi skulle gøre i forhold til at få min datter ud. Skulle jeg prøve at fortsætte med at presse, eller skulle jeg have akut kejsersnit. 

Hvorfor bliver jeg ikke lyttet til?

Klokken 23 mandag aften – altså rigtig mange timer efter mit vand var gået – bad lægen mig om at blive ved med at presse, i håb om at min datters hoved, på mirakuløs vis, ville bane sig vej forbi den hinde eller streng, der besværliggjorde alting lige nu. 

I al den tid de konfererede, blev det gjort over hovedet på mig. Ingen spurgte hvad jeg helst ville eller spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg var så ked af, at jeg slet ikke blev hørt, når nu det var min krop det handlede om. 

Men efter en time med voldsomme smerter og stadig ingen mad eller drikke, græd og råbte jeg af både jordemoder, læge og alle andre, at nu ville jeg have det kejsersnit. 

LÆS OGSÅ: ”Et kejsersnit med komplikationer blev en dårlig start på mit moderskab”

Heldigvis kom jeg hen på operationsstuen ret hurtigt. Både min mand og jeg fik operationstøj på, og nu var der ikke længe til at vi endelig skulle se vores lille skat. Men igen skulle jeg stikkes i ryggen, nu var det bare en ny form for rygmarvsbedøvelse, en spinalbedøvelse. Det gik heldigvis bedre end epiduralen og jeg blev lagt på operationsbordet. Jeg holdt godt ved min mands hånd og lå spændt og ventede på at kunne høre min datters skrig og gråd. 

Endelig kunne jeg ånde lettet op

Klokken 01:37 kom hun til verden, men jeg hørte hende ikke græde. Min mand fik hende i armene og jeg lå utålmodigt og ventede på at se og røre hende. Jeg ville være sikker på, at hun var okay. 

Efter hvad der føltes som en evighed, kom min mand endelig hen med hende i armene, og jeg kunne ånde lettet op. Hun havde slugt en del fostervand, og det var derfor hun ikke græd eller skreg, så jeg kunne høre det. 

Alt personale forsikrede mig dog om, at hun ikke havde været stresset, men faktisk havde det måske lidt for godt derinde. 

Jeg var lettet og lige på kanten til at fælde en tåre eller to, hvis ikke jeg havde været så udmattet. Jeg fik sagt på gensyn til min mand og vores datter. De skulle på neonatalafdelingen og jeg skulle lige syes lidt sammen og hen på opvågningen. 

Min krop gjorde ikke som den skulle

Portøren nåede ikke engang at få mig over i en seng, før jeg kastede op. I al min lykkerus, havde jeg glemt, at jeg jo slet ikke havde spist noget siden søndag aften.

Det var de længste timer i mit liv. Og ja, det var det også selvom jeg lige havde været igennem så lang en fødsel. For nu var hun ude og jeg ville bare gerne have hende hos mig. Og der var hun så. Hende jeg havde passet på i 41 uger og 2 dage. Nu lå hun endelig hos mig. 

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression – Når det gør ondt i psyken at blive mor

Jeg var hurtig til at komme på benene og får gået lidt rundt på afdelingen. Vi var i en skøn og dejlig lille bobbel. 

Alligevel var jeg ked af det, og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde jo min datter lige her på mit bryst. Jeg kunne både se, mærke og dufte hende. Så hvorfor var jeg så ikke glad helt ned i knoglerne? 

Men jeg var jo ikke den første til at holde hende eller se hende. Alt det blev jeg “frarøvet”, fordi min krop ikke gjorde som den skulle.  

Næste gang står jeg fast

Det er nu snart et år siden, og jeg har senere fundet ud af, at jeg ramte lige ned i en efterfødselsreaktion. Jeg er heldigvis i bedring og jeg er stadig mindst lige så forelsket i min datter, og den hun er blevet til.

Men næste gang vil jeg gøre alt hvad jeg kan for, at jeg kan føde vaginalt og stå ved mine valg. Ingen skal have lov til at tale over hovedet på mig igen.

… og så skal jeg huske mad og drikke, for ellers dur helten ikke.