Shellac når du er gravid
Er neglelak skadeligt når man er gravid, hvis man vælger kunstige negle eller shellac? Et par fine og unikke shellac-pyntede negle er bestemt fristende, når man vil føle sig lidt ekstra lækker, men kombinationen shellac og graviditet er ikke optimal. Denne lidt kradse type lak skal nemlig fjernes med store mængder acetone.
LÆS OGSÅ: Må jeg bruge parfume når jeg er gravid?
Kunstige negle har desuden ry for at være fulde af kemi, og der er øget risiko for at udvikle allergi, hvis du bruger shellac under graviditeten. Dette gælder i virkeligheden for en lang række skønhedsprodukter, hvor ting som hårfarve, hårspray, tørshampoo og parfume er blandt de største syndere.
Hvad siger Sundhedsstyrelsen?
Hverken Sundhedsstyrelsen eller Miljøstyrelsen forbyder brug af neglelak under graviditet, men det anbefales, at du bruger så lidt som muligt af kosmetik og parfume. Når du bruger større mængder af denne slags produkter, kan du nemlig risikere at ramle ind i “cocktaileffekten”.
Den såkaldte cocktaileffekt har sit navn fra ideen om, hvordan vi i hverdagen mikser en masse kemikalier og f.eks. hormonforstyrrende stoffer. Tanken er her, at det i højere grad er den samlede kombination af disse stoffer, som i en blandet cocktail kan være skadelig for dig og dit barn.
Hvis du en enkelt gang i graviditeten besøger en klinik for at få smukke negle inden en bryllupsfest, så er det garanteret ganske uskadeligt for både dig og baby. Hvis du samtidig afbleger håret, farver vipper og sprøjter dig med deo-spray og eau de toilette på daglig basis, så er det straks en anden sag.
Med neglelak handler det altså – ligesom med så meget andet – om at bruge sin sunde fornuft og tænke alt med måde.