Det var på kontoret på mit arbejde. Jeg faldt i snak med min kollega Jesper, og samtalen faldt på noget med børn, og netop som vi talte, gik det op for mig ”jeg er sgu da gravid”.

Jeg havde i ugens løb følt mig lidt køresyg. Jeg havde haft menstruationssmerter men ingen menstruation, og et lidt skørt humør. Det hele faldt pludseligt på plads i mit hoved. Jeg brugte frokostpausen på at købe en test i Føtex. Jeg gik ind på kundetoilettet og fire dråber tis senere stod det klart: to store fede lilla streger skreg mig op i mit ansigt: GRAVID!

Vi ville jo gerne have en baby, min kæreste og jeg – det var gået hurtigt, bevares, men vi sov på det og var meget glade. De kommende dage gik med at forestille os produktet, fnise af fremtiden med en baby og grue for søvnløse nætter. Vi havde bare ikke lige forestillet os, at babyen skulle være laaaangt lettere at håndtere end vejen dertil.

Købte pomfritter inden arbejde og kastede op fra morgen til aften

Allerede i uge 6 skruede kvalmen op for volumen. Jeg arbejdede på et stort projekt på mit arbejde, og jeg begyndte at miste overblikket i min iver for at holde mit mundvand nede. Jeg tænkte, at morgenkvalme da alligevel var noget mere af en bitch, end de viser i filmene. Jeg havde INGEN idé om, hvor meget værre det kunne blive.

LÆS OGSÅ:Gravid med kvalme: Her er de 5 bedste råd mod graviditetskvalme

I uge 7 var jeg p.r.e.s.s.e.t. Jeg havde nonstop kvalme og begyndte at købe pomfritter, inden jeg mødte på arbejde (kl. 08.30!!). I uge 8 var jeg nede. Komplet nede. Jeg havde prøvet at tage mig sammen, komme på arbejde – alene at få bukser på var komplet umuligt. Jeg kastede op fra kl. 04 om morgenen, til kl. 23.00 om aftenen. Jeg lå på badeværelsesgulvet og prøvede at sove mellem opkastninger.

”Tag en kiks”

Min kæreste googlede graviditetskvalme og kom med diverse dameblads-tips ”spis lidt, men ofte”, ”tag en kiks”, ”hold dig hydreret” – men det stod hurtigt klart, at vi var langt ude over kikse-niveau. De røg op hurtigere end de kom ned.

Jeg skulle bæres i bad. Jeg har aldrig i mit liv været så syg, og så længe. Perioden i første trimester står noget sløret for mig, og jeg husker ikke helt hvornår vi hørte om syndromet Hyperemesis Gravidarum. Det er et fænomen som rammer 0,5 – 2% af gravide og basically går ud på at have ekstrem og nonstop kvalme og opkastninger. Det havde jeg.

Det var ekstremt isolerende

Jeg kan fortælle uendelige beretninger om hvor latterligt elendig jeg var, og hvordan mine bagerste tænder fik syreskader, og at jeg kastede så ofte op at mine slimhinder gav mig blodnæse samtidigt. Men mest af alt har jeg lyst til at fortælle, hvor vanvittigt isolerende det var.

Jeg lå ned i et koldt, mørkt rum i flere måneder – sygemeldt, ude af stand til at mødes med mine veninder. Flere gange måtte jeg melde afbud til regelmæssige graviditetsundersøgelser eller kaste op i bilen på vej til eller hos lægen. Min vidunderlige læge var dog hurtig til at forstå omfanget og stod klar med juice og åbent vindue.

Jeg frygtede, at hun ville tage skade

Hold kæft, hvor var jeg ked af det. Ked af, ikke at kunne glæde mig, ked af at have det dårligt og ked af ikke at tænke mere på babyen. Jeg fokuserede bare på at overleve.J eg frygtede, at hun – den lille ælling derinde – kunne tage skade, eller at jeg ikke ville være nok forbundet med hende, når hun kom. Er det ikke det, ”den søde ventetid” bør gå med? Strikke, ae maven og synge for babyen?

 LÆS OGSÅ: ”Jeg havde aldrig troet, min verden ville krakelere på grund af graviditet”

Jeg følte mig meget alene, selvom min kæreste virkelig var SÅ god og sej. Men midt i al elendigheden skulle jeg indimellem også høre fede sætninger som: ”jeg havde altså også kvalme, jeg spiste bare nogle kiks og sådan”. Til det vil jeg bare sige: ”skønt at kiksen fungerede for dig, men hvis jeg skal høre mere om de fucking kiks, så slår jeg snart tænderne ind i munden på dig!”.

Puf! Så var kvalmen væk!

Hyperemesis er ikke morgenkvalme. Og vigtigst af alt: Alles graviditeter (og babyer) er forskellige. Alle mødre er så pisse seje, at jeg ikke fatter det. Det er ikke en konkurrence, og man er ikke alene!

Og hvad vores historie angår, så fødte jeg den dejligste, kæreste, mildeste, lille babypige Karla – fuldstændig sund og rask. Det var uendelig kærlighed fra hun klaskede op på mit bryst og gryntede. Kvalmen? Den stoppede 15 minutter efter, hun kom ud til os.