”Jeg havde aldrig troet, min verden ville krakelere på grund af graviditet”

Udgivet | Af Charlotte, gravid for første gang

Ønskegraviditet i første forsøg; og så væltede kvalmen mig

Jeg er førstegangs-gravid i 15. uge – en ønsket og planlagt graviditet med min fantastiske kæreste. Jeg blev gravid i første forsøg, og vi har til tider været en smule flove over, hvor nemt det var for os, når vi ved, at andre kæmper måneder og år for deres store drøm.

Allerede i uge 6 oplevede jeg kvalmen komme snigende, og da det kun blev værre og jeg samtidig oplevede at blive enormt usikker på min krop, valgte jeg tidligt i forløbet at indvie min leder og nærmeste kollegaer i den glædelige nyhed.

Heldigvis stod sommerferien for døren, og jeg kunne ikke vente med at komme ned i gear og nyde et par ugers fri med min kæreste. Men ferien blev hurtigt forvandlet til et helvede.

Jeg brugte hele min ferie i sengen eller på sofaen, med hovedet i en brækspand eller langt nede i toiletkummen. Jeg kunne ikke holde maden i mig, og levede af saltstænger og neutral yoghurt i flere uger. Al den mad min kæreste serverede for mig skubbede jeg væk.

Til sidst røg jeg til lægen og fik udskrevet kvalmestillende medicin samt en to ugers sygemelding. Jeg havde vildt dårlig samvittighed overfor mine kollegaer, men samtidig var jeg angst for at vende tilbage efter de to uger, for helt ærligt kunne jeg ikke stå på mine ben uden at kaste op.

Den fysiske udfordring blev psykisk

Da jeg kom tilbage på job igen oplevede jeg, at mine kollegaer var glade for at se mig, og jeg blev konstant mødt af den velmenende kommentar “Har du fået det bedre?”. Jeg kunne ikke svare. For selvom jeg havde sluppet den kvalmestillende medicin og var begyndt at kunne holde maden i mig, så havde jeg absolut ikke fået det bedre.

I de foregående syv uger havde jeg ikke kunne præstere på mit job som jeg plejede, i privaten stod min kæreste for ALT, og jeg var blevet veninden, der aflyste aftaler og meldte fra til arrangementer. Oven i hatten begyndte jeg at få migræneanfald hver eneste dag på mit job, jeg lå søvnløs i timevis hver nat med tankemylder, og jeg oplevede at jeg havde svært ved at forstå beskeder/opgaver på mit job.

Jeg havde intet overskud, vrissede af min kæreste og begyndte at græde næsten dagligt. Jeg følte mig kun til besvær og ude af stand til på nogen måde at glæde mig over livets største gave inde i maven.

Jeg har aldrig været så tynget af skam. For hvorfor er jeg ikke lykkelig og stråler ligesom alle andre gravide gør? Hvorfor kan jeg ikke passe mit arbejde? Passe mit forhold, mine veninder og mig selv?

 LÆS OGSÅ: “Jeg lå på badeværelsesgulvet og prøvede at sove mellem opkastningerne”

Inden nakkefoldsscaningen drømte jeg om, at der skulle være tvillinger i maven, for så ville det være overstået med én enkelt graviditet – to børn på en gang, bum! Der er kun en enkelt i maven. Og selvom det er rigtig godt, kunne jeg ikke lade være at føle mig skuffet over tanken om, at jeg engang i fremtiden skal igennem samme tur igen for et barn nummer to.

Disse tanker tyngede mig med skam, for tænk engang, at jeg ikke engang kunne glæde mig helt ustyrligt over, at der var et barn med arme og ben og lav risiko for kromosomfejl. Jeg skulle lige vende den til en skuffelse, pinligt!

Skamfuld diagnose – en graviditetsdepression

På en eller anden måde havde jeg vendt det hele imod mig selv. Jeg har altid været meget pligtopfyldende, arbejdsom og perfektionistisk. Min kæreste har ofte lidt en smule under mine krav i hjemmet, og på mit job har jeg glædeligt taget ekstra vagter når det var nødvendigt. Nu lod jeg hjemmet flyde, lavede fejl på mit job og lod sms’er, beskeder og mails være ulæste og ubesvaret.

En kollega spurgte mig på et tidspunkt “Er du overhovedet glad for at være gravid?”. Det kunne jeg ikke svare på. I stedet for begyndte jeg at græde. Jeg blev igen rigtig flov, og samtidig syntes jeg, det var så svært at indvie min kæreste i mine tanker og følelser. For han var jo glad og lykkelig – præcis som han skulle være.

Jeg endte igen hos min læge, som igen sygemeldte mig, men denne gang med beskeden om graviditetsdepression og stress symptomer pga. et for stort pres. Jeg har aldrig været så tynget af skam. For hvorfor er jeg ikke lykkelig og stråler ligesom alle andre gravide gør? Hvorfor kan jeg ikke passe mit arbejde? Passe mit forhold, mine veninder og mig selv?

Jeg føler, at jeg har lang vej endnu. Men jeg har besluttet mig for at være åben omkring, hvordan en graviditet også kan se ud og føles.

Mine veninder og bekendte har altid været lykkelige i deres graviditet. Bevares, nogle enkelte har da haft udfordringer – f.eks. med bækkenet, men det lyserøde billede, som ofte bliver malet af en gravid kvinde, kan jeg slet ikke genkende.

Skamfuld diagnose – en graviditetsdepression

På en eller anden måde havde jeg vendt det hele imod mig selv. Jeg har altid været meget pligtopfyldende, arbejdsom og perfektionistisk. Min kæreste har ofte lidt en smule under mine krav i hjemmet, og på mit job har jeg glædeligt taget ekstra vagter når det var nødvendigt. Nu lod jeg hjemmet flyde, lavede fejl på mit job og lod sms’er, beskeder og mails være ulæste og ubesvaret.

En kollega spurgte mig på et tidspunkt “Er du overhovedet glad for at være gravid?”. Det kunne jeg ikke svare på. I stedet for begyndte jeg at græde. Jeg blev igen rigtig flov, og samtidig syntes jeg, det var så svært at indvie min kæreste i mine tanker og følelser. For han var jo glad og lykkelig – præcis som han skulle være.

Jeg endte igen hos min læge, som igen sygemeldte mig, men denne gang med beskeden om graviditetsdepression og stress symptomer pga. et for stort pres. Jeg har aldrig været så tynget af skam. For hvorfor er jeg ikke lykkelig og stråler ligesom alle andre gravide gør? Hvorfor kan jeg ikke passe mit arbejde? Passe mit forhold, mine veninder og mig selv?

Jeg føler, at jeg har lang vej endnu. Men jeg har besluttet mig for at være åben omkring, hvordan en graviditet også kan se ud og føles.

Mine veninder og bekendte har altid været lykkelige i deres graviditet. Bevares, nogle enkelte har da haft udfordringer – f.eks. med bækkenet, men det lyserøde billede, som ofte bliver malet af en gravid kvinde, kan jeg slet ikke genkende.

Jeg vil ud af min skam – kan jeg bryde tabuet?

Graviditet er ikke en sygdom, og milliarder af kvinder har født børn i årtusinder. Sådan har jeg altid tænkt. Så jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi, forestillet mig, at min verden ville krakelere på grund af en graviditet.

 LÆS OGSÅ: “Det er okay at hade graviditeten og samtidig elske sin baby”

Jeg er ikke engang blevet mor endnu. Kan jeg klare den opgave, når jeg ikke engang kan klare at bære barnet? Selvfølgelig nager frygten for at udvikle en efterfødselsdepression også. Jeg er midt i min sygemelding, og jeg er ikke engang halvvejs i min graviditet. Jeg går og suger min mave ind, for jeg kan ikke affinde mig med. at der er en bule. Jeg føler at jeg har lang vej endnu. Men jeg har besluttet mig for at være åben omkring hvordan en graviditet også kan se ud og føles.

Det tabu, som jeg oplever at føle på egen krop, vil jeg gerne være med til at bryde. Jeg vil ikke være flov og fyldt med skam, hvis jeg i min næste graviditet får det på samme måde.

Jeg har dog stadig svært ved at række hånden ud og bede om hjælp. Dog oplever jeg, at de få mennesker, som jeg har indviet i min situation er enormt forstående og støttende. Jeg øver mig hver dag på at acceptere, at situationen er som den er lige nu. 

Læs også

Graviditet og inkontinens: De 3 bedste råd til dig der er gravid

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid

Gravid med feber: Her er de 3 bedste råd

Hæmorider og graviditet: De 5 bedste råd til dig der er gravid