Tidligt om morgenen, torsdag den 19. marts 2020, vågner jeg ved, at jeg har sivende fostervand. 40 timer senere kommer min datter til verden. Grebet af panik prøver jeg at få fat i min kæreste, der på det tidspunkt arbejder som maskinmester i udlandet. Aftalen var, at han skulle være hjemme senest den 30. marts, da jeg havde termin den 4. april.

Fødsel under lock-down

Danmark var lukket ned pga. coronavirus, og der var ingen flyafgange, som han kunne komme hjem med. Det stod klart, at min kæreste ville gå glip af sin datters fødsel, og jeg skulle klare det alene. Jeg måtte finde en indre styrke frem for min egen, min datters og min kærestes skyld. Jeg havde heldigvis min storesøster ved min side, og hun var min klippe gennem fødslen.

LÆS OGSÅ: Corona-bekymringer: Her er de 3 bedste råd til forældre

Planen var, at jeg skulle føde på en privatklinik i Slagelse, hvor aftalen er, at den tilknyttede jordemoder følger med og tager imod barnet, hvis den fødende skal overflyttes til sygehuset under fødslen.

Da jeg havde sivende fostervand i mere end 24 timer, måtte jeg desværre ikke føde på privatklinikken, men skulle i stedet føde på sygehuset. Pga. coronavirus og en eventuel smitterisiko kunne min jordemoder fra privatklinikken ikke tage med som tidligere lovet.

Om natten tager jeg ind på sygehuset for at få en hindeløsning. Jeg skal ringe til en jordemoder for at blive lukket ind af hovedindgangen, og pga. smitterisiko må min søster ikke komme med mig. Derfor ligger jeg alene på en modtagerstue i 2 timer – igen pga. coronavirus. Adskillige timer senere kommer min datter til verden. Min søster klipper navlesnoren, men det burde være min kæreste. Faren til min datter. Et par timer efter bliver min datter og jeg kørt på barselsgangen og får stue 8. Fra da af var jeg alene med hende, indtil min kæreste kom hjem 2 måneder senere. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville blive de hårdeste måneder i mit liv, hvor tvivl, tårer og magtesløshed var en del af hverdagen.

Når virkeligheden rammer

Her sad jeg alene hjemme i min stue med min få dage gamle datter. Det var ikke helt gået op for mig, at jeg var blevet mor, og at jeg skulle klare det alene. De første par uger som nybagt mor gik godt, og jeg følte, at jeg havde overskud, men så ramte virkeligheden, og jeg faldt mere og mere fra hinanden.

Under normale omstændigheder ville sundhedsplejersken komme på besøg, men pga. coronavirus skulle min datter og jeg komme til hende i et kommunalt lokale. Dertil skal det tilføjes, at jeg havde 4 forskellige sundhedsplejersker, da de kørte en form for vagtskifte under lock-down.

Jeg husker tydeligt den første sundhedsplejerske, der ringede til mig, efter at jeg havde født. Vi skulle aftale dato og tid for første besøg, og jeg forklarer hende grådkvalt om min situation. Alene, ked af det og usikker. Hun prøver at få ro på mig, men da hun i røret fortæller mig, at der er andre, som også står alene med deres barn, boblede det indeni mig. Jeg får vredt sagt, “hvad kan jeg bruge det til”, mens tårerne triller ned af kinderne.

Jeg blev hverken set eller hørt. Ikke én af de sundhedsplejersker, jeg snakkede med, hørte mig. Det var den største mavepuster at blive mor. Jeg var ikke længere den, jeg engang var. Jeg eksisterede ikke andre steder end indenfor hjemmets fire vægge og havde i den grad en identitetskrise.

Den første tid med min datter var hård. Jeg lukkede ikke nogen ind i mit hjem de første 5 uger, og den eneste måde jeg kunne vise hende frem på, var i døren når mine nærmeste kiggede forbi. For hvem skulle passe på hende, hvis jeg blev syg? Jeg var jo alt hun havde. Derfor isolerede vi os, og det tror jeg i den grad gjorde min sindstilstand værre.

Jeg fortalte flere sundhedsplejersker, at jeg ikke havde det godt og var bange for, at jeg havde en fødselsdepression. Jeg græd hver eneste dag og turde næsten ikke gå ud i frygt for, at min datter ville græde, og jeg var især bange for, at jeg ikke slog til som mor.

Jeg var så bange for, at min datter havde taget skade af mine manglende dybe følelser. Det var først, da hun var 5 uger gammel, at jeg for første gang kunne mærke forelskelsen, og den er heldigvis kun vokset siden.

På overfladen så alt godt ud

Jeg skjulte mine elendigheder for min familie og venner. Jeg var jo ikke typen, der ikke kunne klare opgaven som mor, og alle sagde til mig ”det klarer du bare så flot”. De var fuldkommen uvidende om, at jeg egentligt havde det elendigt.

 LÆS OGSÅ: “Det var den mest ensomme tid i mit liv”

Jeg burde svæve på en lyserød sky, men jeg var fanget i orkanens øje. Det var kun min kæreste, som vidste og forstod, at jeg havde det svært. Næsten alle vores samtaler omhandlede skyld, bebrejdelse, vrede og involverede ofte tårer i lange baner. Jeg bebrejdede ham for mine elendigheder og beskyldte ham for at svigte mig, men det var jo også hårdt for ham.

Det er først nu, at jeg er klar til at bearbejde den første tid som mor, og det professionelle omsorgssvigt jeg har oplevet. Den dag i dag betaler jeg selv for psykolog, da jeg ikke blev tilbudt hjælp gennem sundhedsplejersken, og min læge kunne ikke give henvisning på ”at det var hårdt, at blive mor”.

Jeg priser mig lykkelig for min kæreste, for uden ham havde jeg mistet mig selv. Han er den bedste kæreste og den bedste far for vores datter.