Jeg fortalte flere sundhedsplejersker, at jeg ikke havde det godt og var bange for, at jeg havde en fødselsdepression. Jeg græd hver eneste dag og turde næsten ikke gå ud i frygt for, at min datter ville græde, og jeg var især bange for, at jeg ikke slog til som mor.
Jeg var så bange for, at min datter havde taget skade af mine manglende dybe følelser. Det var først, da hun var 5 uger gammel, at jeg for første gang kunne mærke forelskelsen, og den er heldigvis kun vokset siden.
På overfladen så alt godt ud
Jeg skjulte mine elendigheder for min familie og venner. Jeg var jo ikke typen, der ikke kunne klare opgaven som mor, og alle sagde til mig ”det klarer du bare så flot”. De var fuldkommen uvidende om, at jeg egentligt havde det elendigt.
LÆS OGSÅ: “Det var den mest ensomme tid i mit liv”
Jeg burde svæve på en lyserød sky, men jeg var fanget i orkanens øje. Det var kun min kæreste, som vidste og forstod, at jeg havde det svært. Næsten alle vores samtaler omhandlede skyld, bebrejdelse, vrede og involverede ofte tårer i lange baner. Jeg bebrejdede ham for mine elendigheder og beskyldte ham for at svigte mig, men det var jo også hårdt for ham.
Det er først nu, at jeg er klar til at bearbejde den første tid som mor, og det professionelle omsorgssvigt jeg har oplevet. Den dag i dag betaler jeg selv for psykolog, da jeg ikke blev tilbudt hjælp gennem sundhedsplejersken, og min læge kunne ikke give henvisning på ”at det var hårdt, at blive mor”.
Jeg priser mig lykkelig for min kæreste, for uden ham havde jeg mistet mig selv. Han er den bedste kæreste og den bedste far for vores datter.