Det var en kold januarnat i 2015, vi besluttede, at jeg skulle stoppe med at tage p-piller. Vi havde været til fest, var nok lidt fulde, og kun lige trådt ind ad døren til vores fælles lille lejlighed, da snakken faldt på fremtiden og børn. Vi sad på vores seng og havde aldrig talt om det at få børn sammen før.

Men hvorfor egentlig ikke bare gøre det nu? Stoppe med p-pillerne og lade naturen gå sin gang? Sådan blev det. Og jeg har ikke taget en p-pille siden.

Naturen gik ikke sin gang

Da der var gået fire måneder og jeg endnu ikke var blevet gravid, begyndte jeg at undre mig. Hvorfor skete der ikke noget? På min fødselsdag i april forestillede jeg mig, hvordan jeg næste år da måtte have en baby i mine arme. Jeg havde på ingen måde fantasi til at forestille mig, hvordan det ikke skulle blive tilfældet…

Men månederne gik og da det blev sommer, fyldte tankerne så meget, at jeg måtte have afløb. Så jeg begyndte at google i forsøget på at finde svar på alle mine tanker. Og her åbnede sig en verden for mig om fertilitetsproblemer. Om sygdomme og nedsat sædkvalitet, om udebleven ægløsning.

Jeg fandt ud af, man kunne købe ægløsningstests, så jeg kunne se præcis hvornår, der var allerstørst chance for at blive gravid. Ægløsningstestene blev min tro følgesvend de næste mange måneder – på toilettet på arbejdet, på ferien. Men stadig uden resultat.

Jeg begyndte så småt at fortælle min kæreste Mikkel om de ting, jeg havde læst på Google. At man kunne få hjælp, og at det faktisk anbefales at søge hjælp, hvis man ikke selv var blevet gravid inden for et år. Han slog det hen med, ”vi skal nok bare lige prøve lidt mere” og ”jeg har også været lidt stresset på det sidste”.

Men jeg kunne ikke udholde uvisheden længere. Jeg havde brug for at vide, at jeg ikke fejlede noget alvorligt. Så jeg tog til egen læge, som dog sendte mig ud af døren ligeså hurtigt som jeg var kommet ind. Hun ville ikke undersøge mig, før hun havde undersøgt Mikkel. Det var alligevel næsten altid mandens sædkvalitet, den var gal med, sagde hun.

”Ekstremt nedsat”

Som den januarnat i 2015, hvor vi besluttede os for at vi ville være forældre, sad vi nu igen på vores seng. Denne gang i en anden, større lejlighed. Med plads til baby, skulle det være. ”Ekstremt nedsat” lød dommen. Mikkel havde fået taget en sædprøve, og det så ikke godt ud. Der skulle et mirakel til, hvis det skulle lykkedes os at lave en baby uden hjælp.

Det var en barsk besked at få for Mikkel. Men for mig var det en kæmpe lettelse. Endelig vidste jeg, hvad der var galt, og jeg kunne tage action. Nu kunne vi finde en fertilitetsklinik og komme i gang.

Jeg var glad på deres vegne, men…

Jeg havde min første inseminering kort før min 30 års fødselsdag. Det var denne dag, jeg havde forestillet skulle gå med barsel og barnevognstrilletur i forårsvejret. Sådan blev det ikke. Til gengæld var mine veninder nu begyndt at få børn. Jeg var glad på deres vegne, måske endda ekstra glad, fordi jeg vidste hvilket mirakel sådan en baby var. Men det konfronterede mig også med svære tanker; Hvad hvis jeg aldrig får et barn? Hvorfor skal det være så svært for os? Det gjorde mig enormt fortvivlet.

Den første inseminering gav intet resultat. Heller ikke den næste.

 LÆS OGSÅ: ”Intet hjerte, intet tydeligt foster. Kun en sort plamage på skærmen”

Klinikken anbefalede os i stedet for at gå videre til ICSI, også kaldet microinsemination. Her tager man æg ud af kvinden, vælger dén sædcelle, der ser allerstærkest ud og skyder den ind i ægget, før man sætter det tilbage i livmoderen. Man kan ikke få meget mere hjælp end det. Jeg tænkte, at nu måtte det da lykkes. Hvis ikke det skulle gøre mig gravid, så vidste jeg ikke hvad…

Havde jeg ikke flere chancer nu?

Første ICSI gik godt. De fik fine æg ud, som de lykkedes at befrugte og der blev også sat et lille fint æg tilbage i min livmoder, som desværre ikke blev siddende. Vi var optimistiske.

Anden ICSI behandling gik værre. Ingen af de befrugtede æg delte sig som de skulle, og de kunne derfor ikke sætte et æg op.

Vi gennemgik også en tredje ICSI uden resultat, og ved den fjerde havde min krop en total nedsmeltning. Trods utallige sprøjter med hormoner og ægstimulerende medicin producerede min krop ikke længere æg. Ved ægudtagningen var der simpelthen ingen æg. INGEN. Lægerne begyndte at tale om for tidlig overgangsalder, og jeg gik i panik. Var det dét? Havde jeg ikke flere chancer nu?

Dette er den mængde sprøjter der går til ét reagensglas-forsøg. Man stikker sig op til 3 gange dagligt. Så jeg har taget 5 x denne mængde sprøjter.

Giver livet mening uden børn?

Jeg var alene på klinikken den morgen, jeg fik den besked. Jeg tog faktisk alle mine lægeaftaler alene uden Mikkel. Sorgen over ikke at kunne få børn havde vokset sig så stor i mig, at jeg gjorde alt for ikke at forholde mig til den.

Jeg fortalte aldrig om det til min arbejdsgiver eller mine kollegaer. Ikke engang min egen mor fik besked. Derfor kunne jeg heller ikke overskue, at forholde mig til, at Mikkel skulle forholde sig til det. Men den morgen, ville jeg ønske han havde været der. Jeg var knust.

Jeg sendte en mail til min chef om, at min hund var begyndt at kaste op, og jeg måtte blive hjemme(!), tog en taxa hjem og lå i sengen resten af dagen. Jeg var så ked af det, som jeg aldrig har været før.

Jeg har hørt nogle beskrive, at ufrivillig barnløshed er ligeså stressende som at få en kræftdiagnose. Da jeg heldigvis kun har prøvet det ene, skal jeg ikke kunne sige, om det er rigtigt, men for mig var det at få børn en eksistentiel livskrise. Hvordan kunne jeg få et meningsfuldt liv uden børn? Hvem er jeg, hvis jeg ikke er nogens mor? Jeg havde aldrig forestillet mig andet.

Endnu en fødselsdag… og morgenkvalme

Det var på dette tidspunkt – 6 forsøg og lidt over et år inde i fertilitetsbehandlingen, at vi havde nogle meget alvorlige snakke om donoræg, donorsæd og adoption. Vi var fast besluttede på, at vi ville blive forældre – men hvor langt ville vi gå? Hvor langt kunne vi gå?

Vi besluttede os dog for at give det et sidste forsøg på fertilitetsklinikken, inden vi sadlede om. Klinikken havde tilbudt os en gratis behandling som plaster på såret for det seneste mislykkedes forsøg. De skruede op for hormondosis, fik 7 æg ud hvoraf to af dem blev sat tilbage i min livmoder.

LÆS OGSÅ: Akupunktur og fertilitet – det skal du vide

Det var kort før min 31 års fødselsdag. Knapt 2,5 år efter, at vi havde besluttet os for, at vi ville være forældre. Jeg glemmer ikke den fødselsdag lige foreløbigt, for det var allerførste gang, jeg mærkede morgenkvalmen. Mikkel var stået tidligt op og havde lavet et flot morgenbord til mig. Jeg kunne ingenting spise.

Jeg var gravid!

Præcis to uger før min fødselsdag, havde vi haft vores sidste besøg på fertilitetsklinikken. De hormoner jeg havde taget i mit sidste ICSI-forsøg gjorde, at jeg ikke ville kunne tage en normal graviditetstest, fordi den ville blive positiv uanset hvad. Jeg kunne derfor kun se om jeg var gravid på baggrund af en blodprøve, som jeg skulle have taget af en sygeplejerske på klinikken. Vi havde tid en fredag morgen kl. 8.30.

Det her er alle de test jeg tog, for at være sikker på, at jeg var gravid.

Da prøven var taget, skulle vi vente i venteværelset i 20 meget lange minutter, før der var svar. På det her tidspunkt var jeg overbevist om, jeg ikke var gravid, for jeg mærkede ingenting anerledes. Den der følelse om ‘at nu er den der’ som nogle kvinde beskriver – den havde jeg slet ikke.

LÆS OGSÅ: “Vi havde så svært ved at få hende, så jeg må ikke blive vred på hende”

Da svaret kom, kaldte de mig ind bag den åbne receptionsskranke og viste mig det positive resultat – uden Mikkel. Det var en super underlig oplevelse, fordi det var så uofficielt og fordi de kun fortalte det til mig. Så det var faktisk først, da vi kom ud af klinikken, at vi lige kunne kigge hinanden i øjnene og snakke om, hvad vi lige havde fået at vide. Derefter tog vi begge på arbejde som enhver anden dag. Kæmpe antiklimaks.

Men jeg var gravid. Endelig! JEG VAR GRAVID!