Hvor længe kan modermælk holde sig?

Udgivet | Senest opdateret | Af Celina Albaek, team momkind

Som ammende mor skal man holde tungen lige i munden, når det kommer til håndtering af modermælk, og det er ikke ligefrem en bekymring du har brug for oveni tricky ammestillinger, ømme brystvorter og brystpumpe-besvær!

Derfor har vi samlet en helt konkret guide, der svarer på spørgsmål som, hvor længe kan modermælk holde sig?, og hvordan opbevarer man sin udpumpede mælk?

Hvor længe kan modermælk holde sig i køleskabet?

Fra det øjeblik du har pumpet færdig og placeret flaskerne med de dyrbare dråber i køleskabet, skal modermælken gerne bruges indenfor tre dage. Hvis din hygiejne er i top, og du følger rengøringsanvisningerne for pumpeudstyret til punkt og prikke, kan mælken dog holde sig i op til 5 dage.

Det er altid en god ide at skrive dato og tidspunkt på det mælk, der skal opbevares til senere, ligesom det naturligvis er smart at lave lugte-testen ved tvivl, om mælken stadig er god. Dårlig modermælk lugter surt – stort ligesom en komælk, der har været åben i for lang tid.

Hvor længe kan modermælk holde sig i fryseren?

Hvis du har en høj produktion og derfor har en hulens masse modermælk tilovers, er det en god ide at fryse modermælken ned. Holdbarheden i fryseren er hele 6 måneder, og hvis du er skarp til at sterilisere brystpumpen og opbevaringsposerne, stiger holdbarheden ved nedfrysning af modermælk til hele 9 måneder.

Hvor længe kan modermælk holde sig ved stuetemperatur?

Udpumpet brystmælk kan holde sig hele 4 timer ved stuetemperatur, og det er jo rigtig godt at vide, når den lille skal på tur med far, passes af bedsteforældrene eller af andre grunde ikke har adgang til brystet i et stykke tid. Sørg dog for at holde den udpumpede mælk væk fra direkte sollys.

Opbevaring af modermælk

Modermælk opbevares bedst i køleskabet eller fryseren, og du bør skrive dato på beholderne, så du ikke kommer til at servere dårlig mælk for junior. I køleskabet er det bedst at sætte mælken bagerst på nederste hylde. Her er nemlig tilstrækkeligt koldt i forhold til andre steder i køleren, hvor temperaturen kan svinge.

Hvad angår opbevaring af modermælk skal du desuden skrive dig bag øret, at man ikke bør putte nypumpet (lun) mælk i en beholder, der allerede rummer afkølet mælk. Det anbefales, at du kun samler flere små portion mælk i samme flaske/opbevaringspose/Tupperware, når de har samme afkølede temperatur.

Hvad kan jeg opbevare modermælk i?

Både plast, glas og silikone kan bruges til opbevaring af modermælk. Du skal bare sørge for at undgå materiale, som indeholder BPA eller andre hormonforstyrrende stoffer. For at være på den sikre side (og gøre det nemt for dig selv) kan du købe opbevaringsposer, der er særligt udviklet til formålet.

Fryseposer til modermælk kan købes i store kvantiteter, og brands som Medela og Lansinoh har gjort det ekstra nemt for den trætte mor ved at udvikle adaptorer, der lader dig pumpe direkte ned i de fine mælkeposer. De fleste mærker har en kapacitet på 180-200 ml.

Tupperware eller andre plast-beholder kan også fint fungere til opbevaring af modermælk, og hvis du har dem i forskellige størrelser kan det blive nemmere at finde plads, hvis du har en lille tætpakket fryser.

Endelig skal nævnes den lidt mere kreative løsning: du kan fryse modermælk i isterningeposer! Så har du små mundrette portionsanretninger klar til baby – lige til at tage op.

Det siger sig måske sig selv, at man skal være varsom, når væske nedfryses. Du har sikkert prøvet at hælde vand fra isterningebakken på gulvet. Det er bare slet ikke sjovt, hvis du har brugt mange kræfter på udpumpning, og din beholder så revner i fryseren.

Nedfrysning af modermælk

Både hvad angår opbevaring i køleskabet og fryseren gælder det om at få den nyligt udpumpede mælk ind i kulden med det samme. I fryseren skal du gerne placere dine beholdere med modermælk bagerst, men uden at røre fryservæggene, da temperaturen er mest stabil her.

Det kan være, du naturligt nok tænker, at man ikke må blande nyligt udpumpet modermælk ned i en frossen portion. Men det kan man faktisk godt! Her skal du bare være obs. på, at den “nye” mælk skal afkøles i køleskabet, inden du tilføjer den til den frosne portion i fryseren.

LÆS OGSÅ: De 6 vigtigste typer ammetilbehør

Måske du er tilbøjelig til at fylde helt op til kanten i de beholdere, der skal i fryseren, men det er en dårlig ide – den frosne modermælk vil nemlig udvide sig lidt. Du bør kun fylde dine beholdere cirka ⅔ op. På de opbevaringsposer, der er særligt udviklet til opbevaring af modermælk, er det markeret med en streg.

Optøning af modermælk

Der findes flere måder at optø modermælk på, men nogle er mere skånsomme end andre. Den bedste løsning fra frost er at lade mælken optø i køleskabet natten over, og her er det godt at vide, at mælken kan holde sig i cirka 24 timer.

Ellers gælder det, at du bør optø modermælk i et vandbad. Det går kort sagt ud på, at placere sutteflaske eller anden foretrukken beholder i en gryde eller skål med lunkent – aldrig kogende varmt – vand. Måske du skal udskifte vandet fra tid til anden, når den kolde mælkebeholder nedkøler vandbadet.

Alternativt kan du optø beholderen med modermælk ved at holde den under varmt rindende vand fra hanen. Her skal man huske at rotere flasken, så man får det varme vand fordelt på hele beholderen, og alt mælken bliver jævnt optøet.

Hvis du bruger en metode som vandbad eller en anden direkte optøning af frossen modermælk, så skal det bruges kort tid efter, og eventuelle rester skal kasseres efter den lille har spist.

Fordelene ved en langsom optøning er, at flere af modermælkens immun-forstærkende stoffer og et højt fedtindhold bibeholdes. Høje temperaturer som f.eks. opstår, når man opvarmer modermælk i mikroovnen kan ødelægge nogle af de naturlige anti-infektiøse stoffer i mælken.

Opvarmning af modermælk

Et vandbad er et godt valg til nænsom opvarmning af modermælk. Det foregår på samme måde som ved optøning. Du kan f.eks. koge vand i en gryde, fjerne det fra varmekilden og lade det køle lidt ned inden du putter sutteflaske eller anden beholder i. Brug ikke kogende vand til opvarmning af modermælk.

En anden fiks måde at give brystmælk en hurtig opvarmning er at holde sutteflasken ind under rindende vand. Her bør du starte med koldt vand og gradvist introducere varmere vand, indtil mælken får en god stuetemperatur.

Du kan naturligvis også føle dig fristet til at køre opvarmning af modermælk i mikroovnen. Flere studier viser dog, at opvarmning i mikroovn kan ødelægge mælkens immun-forstærkende stoffer og dets enzymer.

Uanset hvordan du vælger at opvarme mælken, bør du altid ryste sutteflasken, så fedtet og temperaturen fordeler sig jævnt. Og ligesom det gælder for flasker med modermælkserstatning, skal du altid tjekke med håndledet eller lillefingeren, at mælken er lunken, men ikke varm.

Hvis den optøede mælk smager eller lugter dårligt

For enkelte mødre sker det, at brystmælken kan smage lidt af sæbe eller få en metallisk bismag, hvilket skyldes det fedtnedbrydende enzym lipase, som hjælper den lille til at fordøje mælken. Hvis du følger de gængse hygiejneråd, så er det ikke skadeligt at servere mælk med denne bismag, men nogle babyer med fintfølende smagsløg vil sætte næsen i sky og nægte at drikke modermælk med bismag.

Skoldning af modermælken fjerner det ildelugtende enzym lipase, så bismagen forsvinder. Du skolder modermælk ved at opvarme på kogepladerne indtil der kommer tydelige bobler i kanterne af gryden. Mælken må dog ikke nå kogepunktet.

Ved skoldning skal du huske at afkøle mælken, inden den kommes i køleskabet eller fryseren eller bliver serveret for junior. Her kan du f.eks. hælde mælken over i en beholder og sætte den i et vandbad med køligt vand eller isterninger.

Hvis der er tale om en decideret stank af sur mælk, så skal din modermælk altid kasseres.

Læs også

Sutteteknik hos nyfødt: Sådan sikrer du at baby sutter korrekt

Ammevejlederens 5 gode råd til amning

Langtidsamning – fordomme og fordele

Ammevejlederens 5 gode råd til amning