Hæmorider og graviditet: De 5 bedste råd til dig der er gravid
Udgivet | Senest opdateret | Af team momkind
Hvad er en hæmoride egentlig? Hvorfor er vi som gravide ekstra udsatte for at få dem? Og hvad er de bedste tips og tricks til at komme af med dem?
Rigtig mange kvinder oplever at få hæmorider i løbet af graviditeten. Vores egen spørgeskemaundersøgelse fra 2021 viste, at ca. 33% af alle gravide har en eller flere hæmorider i deres graviditet (momkind survey, 2021). Det er bare ikke noget, vi taler særlig meget om. Hæmorider er heldigvis relativt lette at forebygge og behandle. Her er vores fem bedste råd.
Hvad er en hæmoride?
Ja, lad os lige få det på plads. En hæmoride er det samme som en åreknude – altså en udposning af blodårer i endetarmen. De fleste hæmorider sidder oppe i endetarmen og kan ikke ses, men nogle gange ”poser de ud” og kan ses ved endetarmsåbningen.
Hæmorider efter deres størrelse og placering i 4 grader:
- Grad 1 bløder kun, buler ikke ud og ses ikke ved endetarmsåbningen.
- Grad 2 buler ud, når du presser, men glider tilbage af sig selv.
- Grad 3 buler ud konstant, og må skubbes ind på plads.
- Grad 4 buler ud og lader sig ikke skubbe på plads (sjælden tilstand).
Hvorfor er jeg som gravid ekstra udsat for at få hæmorider?
Gravide har større tilbøjelighed til at få hæmorider, fordi den gradvist voksende livmoder trykker mere og mere ned i bækkenet. Og så øges presset mod blodkarrene ved endetarmen, ligesom tilbageløbet af blod fra bækkenet bliver sværere.
LÆS OGSÅ: Hæmorider efter fødsel: Her er de 5 bedste råd
Dertil kommer, at gravide ofte bøvler med hård mave og forstoppelse, som bl.a. skyldes hormonelle forandringer. Når det er svært at komme af med afføring, kommer vi selvfølgelig til at presse lidt ekstra meget, når vi så endelig kommer på toilettet – og ladies, det gør kun ondt værre.
Hvordan ved jeg, at jeg har en hæmoride?
Hæmorider findes i et område, hvor vi ikke kigger så tit. Måske opdager du først hæmoriden en dag, hvor du er på toilettet. Så sidder man der og tørrer sig og tænker: ”hey, der er da noget, der føles liiidt anderledes!?” Hæmorider kan svie, klø eller ’brænde’. De bløder indimellem lidt ved toiletbesøg, hvilket især gælder hvis afføringen er rigtig hård og knoldet.
De 5 bedste råd mod hæmorider
Hvis du har fået besøg af hæmoriderne, kan du selv gøre følgende:
1. Drik vand og spise fibre
Forstoppelse og hård mave gør situationen meget værre, hvis du allerede har fået en hæmoride. Så husk at drikke rigelige mængder væske – og helst vand. Det hjælper også på forstoppelse at spise fiberrig kost, såsom grønsager, frugt, rugbrød, fuldkornspasta og havregryn.
Du kan også drysse müsli, havgregryn eller hørfrø på yoghurten og ’spice den op’ med et par svesker, figner eller abrikoser. Tørret frugt indeholder godt med fibre, og så smører og fedter de tarmen. Men ikke for meget – for der er også meget sukker i.
2. Bevæg dig
Måske ikke din favorit aktivitet for tiden, og vi kender det. Motion kan synes at være en helt umulig udfordring, når man har kvalme, er dødsens træt eller døjer med en af de mange andre klassiske graviditetsudfordringer. Men prøv alligevel at få rørt dig, da fysisk aktivitet direkte går ind og påvirker mave-tarmsystemet. Når du motionerer passerer maden nemlig hurtigere igennem systemet, sådan at mindre væske forsvinder undervejs. På den måde vil afføringen være mindre hård og nemmere at komme af med.
Har du ikke overskud til løb og fitness, er det helt i orden. Dyrk den motion, du orker. Det kan være helt fint at få pulsen op med en gåtur i et rask tempo, ligesom rengøring og havearbejde også i en vis grad stimulerer tarmmuskulaturen.
3. Gode toiletvaner – giv dig tid!
Hvis du kan mærke, at du skal på toilettet, så gå på toilettet. Ikke noget med at vente. Hvis du går og holder dig for lang tid, vil tarmene simpelthen trække væske ud af afføringen, og det kan føre til forstoppelse. Hård mave, forstoppelse og hæmorider går ofte hånd i hånd, så det handler om at komme problemet i forkøbet.
Når du så sidder der på kummen, er det vigtigt, at din holdning er i orden. Korrekte arbejdsstillinger er nemlig ikke kun relevante på kontoret! Du får en bedre udtømning af tarmen, hvis du sidder let foroverbøjet med fødderne placeret på en lille skammel.
Træk vejret dybt og giv dig god tid på toilettet. Slap af. Hastværk er lastværk. Skynder du dig for meget, kommer du måske ikke ordentligt af med afføringen, og det kan gøre situationen bliver værre.
Giv numsen et koldt og lindrende skyl bagefter med en intim skylleflaske
4. Lav venepumpeøvelser og massér din mave
Lav venepumpeøvelser for at sætte gang i blodomløbet i dit bækken. Læg dig på ryggen, bøj benene, sæt fødderne i gulvet og løft bækkenet op og ned, vug frem og tilbage, så længe det føles okay. 30-60 sekunder er fint. Tag en slapper og gentag så øvelsen et par gange.
LÆS OGSÅ: Underlivsprolaps efter fødsel: Hvad kan du gøre?
Når du alligevel ligger der, så tag lige et par minutter, hvor du masserer din mave. Lav med dine hænder langsomme strøg med uret, rundt om livmoderen hvor tarmen ligger. Træk vejret dybt og mærk at du slapper af i muskulaturen.
5. Giv den en ”trykker”
Ja, det er også en mulighed, simpelthen at trykke hæmoriden tilbage på plads – skulle du have fået en. Læg dig på siden i sengen. Sæt en finger på den og skub den forsigtigt ind bag ringmusklen. Knib herefter sammen. Det letter her og nu og kan muligvis holde hæmoriden væk et stykke tid.
Kan jeg få medicin mod hæmorider?
Du kan få lindrende behandling i form af hæmoridesalver og -stikpiller enten i håndkøb eller med recept fra lægen, og derudover findes der en række naturlige midler til behandling af hæmorider. Mange kvinder sværger f.eks. til enebærsalve, ligesom aloe vera skulle hjælpe på den smertefulde, brændende og kløende fornemmelse.
Går hæmorider væk af sig selv?
Heldigvis vil de fleste kvinder opleve, at hæmorider under graviditeten går i sig selv efter fødslen, når presset i bækkenet ophører. I mellemtiden handler det om at lindre generne ved at følge ovenstående råd, måske tage et smut forbi apoteket og dulme smerterne ved at lægge en kølepose i trussen.
I særligt svære tilfælde skal der et mindre kirurgisk indgreb til. Alt efter hvor slem hæmoriden er – og hvor langt oppe den sidder – kan du få en såkaldt “elastikpåsætning” eller operation i fuld narkose, hvor blodforsyningen til hæmoriden stoppes og den overskydende slimhinde syes fast på tarmvæggen.
Husk, at du aldrig bør være flov over at kontakte lægen, hvis du døjer med hæmorider eller andre gener i understellet. Det er HELT normalt!
Testet og godkendt af mødre
Adgang til vores fællesskab
Altid hurtig levering!
Fri fragt ved køb over 599 kr.