Da jeg blev gravid blev jeg forberedt på mange ting. Blandt andet at amningen kunne være svær. Vi kunne også risikere at barnet fik kolik. Det kunne også være, at jeg fik en kompliceret fødsel der endte i kejsersnit. Eller jeg kunne risikere at få graviditetssukkersyge. Listen var lang, men listen nævnte ikke noget om risikoen for at briste. 

Da jeg var til samtale hos en jordemoder, nævnte jeg, at jeg hvis jeg bristede, var det mit ønske, at det skulle noteres i min fødselsjournal at min kæreste skulle have hjælp til at ligge hud mod hud med vores datter. Imens jeg potentielt blev opereret. Svaret til samtalen blev, at jeg formentlig ikke skulle opereres, men at der godt kunne blive lavet et notat om det. Virkeligheden blev en helt anden for mig, og jeg endte med et efterfødselsforløb på knapt 2 år, og med en følelse af at jeg mistede kontrollen alt for mange gange. 

En lang plukve 

Den 2. maj 2020 stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest få måneder inden min 25-års fødselsdag. Vi blev nu ét af de par, der skulle være forældre til et barn, der hører til ’generation corona-babyer’. Graviditeten var ikke planlagt, så vi skulle lige lande i det, men vi var fra første sekund enige om, at den her baby, det var en ’keeper’. Og barnet var meget ønsket.

LÆS OGSÅ: Syning efter fødsel: her at alt du skal vide

Efter hvad der føltes som en meget lang graviditet ramte vi datoen 6. januar 2021. Graviditeten havde både budt på enormt meget kvalme og opkast, og et vægttab på 10 kg inden uge 20, som resultat af kvalmen. Jeg havde 6 dage til termin, og jeg havde igennem dagen haft en meget hård og udspilet mave. Dagen havde faktisk føltes som én lang plukve, og jeg havde ikke mærket vores lille pige i maven i 4-5 timer. Det samme var sket tre dage tidligere, så jeg ringede over til sygehuset. 

Igangsættelse af fødsel 

Vi kom over til kontrol, og der var ingen aktivitet. Jeg lå med CTG-apparatet i godt halvanden time, uden at jeg mærkede nogen bevægelse. Jeg blev derfor kørt til en udvidet scanning hos en læge. Hun scannede længe, og jeg husker, at panikken virkelig var begyndt at sprede sig i mig. Til sidst kiggede hun på os og bekræftede, at der var meget få fosterbevægelser. Og respirationsbevægelserne var ret svage, men blodtilstrømningen og hjerteslaget var stadig helt ok. Derfor skulle vi komme igen dagen efter, hvor vi skulle indlægges til igangsættelse. 

Jeg blev sat i gang med Angusta-piller den 7 januar om eftermiddagen. Fødslen gik i gang meget tidligt fredag morgen den 8. januar. Jeg vågnede klokken 6 med veer. Om aftenen klokken 22 var jeg 10 cm udvidet. Men selvom jeg var 10 cm åben, var var vores pige ikke helt klar til at komme ud. Hun lå langt oppe, og nu skulle 5 timers pressetid starte. Jeg skulle forsøge selv at presse hende ned, og på dette tidspunkt havde jeg haft veer i 16 timer. Jeg husker, at jeg gav alt hvad jeg havde i mig.

Epidural-blokaden havde gjort at jeg ikke kunne mærke mit ene ben. Så jeg skulle have hjælp til at hive det til mig, når jeg skulle presse. Jeg kunne mærke, at jeg efter 5 timer med pressen, ikke kunne mere. Jeg begyndte at miste orienteringen og kunne mærke at min krop ikke ville samarbejde længere. Det blev aftalt med lægen at der skulle lægges en kop. Rummet blev på ingen tid fyldt op af mennesker. Jeg blev orienteret om, at lægen ville give det to forsøg, og ellers ville vores datter blive født ved kejsersnit. På det her tidspunkt var jeg ligeglad, bare vores datter kom til verden.



LÆS OGSÅ: 20 fødendes erfaringer med kejsersnit

4-grads bristning 

Ellen kom til verden om natten den 9. januar 2021 kl. 02:56. Hun var helt perfekt, 3575 gram og 49cm og med kæmpestore øjne. Hun var elsket lige fra første møde. Jeg blev undersøgt lige efter fødslen, hvor jordemoderen tilkaldte en læge. De havde mistanke om en større bristning. De fortalte mig, at det lignede en 3-grads bristning. Disse type bristninger skal syes på operationsstuen. Så afsted til operation kom jeg. Ellen var kun 40 minutter gammel, da jeg blev kørt væk fra hende. Jeg følte, at jeg efterladte min kæreste Johannes med vores nyfødte pige. Jeg følte, at jeg allerede fejlede som mor, da jeg ikke kunne være hud mod hud med mit barn. 

Jeg husker ikke meget fra operationsstuen. Jeg var væk fra Ellen i cirka 3,5 time. Da jeg kom tilbage til hende, var det blevet morgen. Vi fik fødselsdagsbord på sengen og efterfølgende blev vi kørt op på barselsafsnittet, hvor vi blev indlagt. Jeg var i enorme smerter og fik morfin, panodil og iprener. Jeg var så træt, og samtidig var jeg lige blevet mor. Johannes var guld værd, både under fødslen, men specielt også efter. Det var ham der pludselig stod alene og skulle løfte hende for mig, skifte hendes bleer og give hende tøj på, for det måtte jeg ikke.

Efter operationen var der ikke noget personale der fortalte mig, hvor meget jeg egentlig var bristet. Eller hvad det vil sige at briste, eller hvad fremtiden bød på. Jeg blev kun fortalt at operationen var gået godt. Da vi nåede hen på eftermiddagen, begyndte jeg at plage personalet om, at jeg gerne vil hjem. Vi boede på daværende tidspunkt kun 500 meter fra sygehuset. Det brugte jeg som et argument for, at jeg jo bare kunne komme, hvis der skete noget. Til sidst sagde den ene sygeplejerske: ’’Jeg tror lige at jeg tilkalder den GynObs der er på vagt’’.

Da hun kom, havde hun en fin en model af underlivet med, og hun begyndte at tegne og fortælle. Jeg fik mange informationer nu. Det jeg husker bedst  var, at hun sagde: ’’Du skal ligge ned og amme, du må ikke sidde op. Du skal tage magnesia, så du ikke får hård mave, for det holder bristningen ikke til. Du må ikke få morfin mere, det kan nemlig give hård mave’’. Og så kiggede hun på mig og sagde: ’’Den her bristning er ikke for sjov, og det skal tages meget seriøst’’. Hun sagde, at min bristning var en 4-grads bristning. Hvor mellemkødet og endetarmsmusklen er revet helt over. Her brød jeg sammen.

Jeg var sønderknust og ville allerhelst bare hjem og være Ellens mor. Jeg lå de efterfølgende timer i hospitalssengen og snakkede med min mor. Grundet Corona, var det kun Johannes og jeg der måtte komme på stuen, og andet familie var ikke velkomne på barselsafsnittet. Johannes og min mor fik aftalt, at min mor ville flytte ind hjemme i vores lejlighed, så hun kunne hjælpe med det huslige, og med ’’plejen’’ af mig. 

Jeg husker, at jeg beklagede mig meget over smerter, og jeg prøvede egentlig bare at finde ro i at nyde Ellen og hendes første døgn i denne verden. Grundet fødselsskaderne, som der selvfølgelig var stor opmærksomhed på fra personalets side, virkede det som om, at de glemte at se Ellen amme hos mig. De spurgte mig flere gange om hun havde været lagt til. Men der var på intet tidspunkt nogen på barselsafsnittet der så hende sutte. Søndag middag fik jeg overtalt personalet til at jeg kunne komme hjem. Jeg kunne ikke holde ud at være på den mørke barselsstue mere. 

Jeg følte, at jeg fejlede som kvinde 

Da vi kom hjem, blev isbind min bedste ven, min medicin lå klar i doseringsposer, og skabene var fyldt med snacks. Jeg blev indlogeret på vores dejlige bløde sofa, der til mit held var en ret høj sofa, så det hjalp på det, når jeg skulle op og ned fra den. Som så mange andre kvinder der lige har født, så frygtede jeg første toiletbesøg, hvor der ikke kun skulle tisses. Jeg kunne mærke, at nu skulle jeg altså på toilettet, og så kom panikken. Jeg havde taget min magnesia og et brev Movicol (mod forstoppelse). Alt dette for at undgå hård afføring. Og uden at gå for meget i detaljer, så var det smertefuldt og angstfremkaldende at gå på toilettet de første gange. 

Igennem den første uge følte jeg, at jeg fejlede som kvinde. Mine tanker gik på, at jeg ikke havde kunne føde uden hjælp, og at jeg var gået fuldstændig i stykker i processen. Jeg følte, at jeg var ulækker at være i nærheden af, da jeg havde problemer med inkontinens. Derudover gik amningen virkelig dårligt, så heller ikke der oplevede jeg nogen succes som ’kvinde’. Det var ikke rart, at gå med de tanker og følelser. Jeg følte, at amningen var en vigtig del i det at være mor. Men det var en stor kamp den første måned. Da Ellen var 21 dage, valgte jeg at stoppe amningen. Og Ellen blev flaskebarn. Jeg følte, at det var et kæmpe svigt overfor Ellen. 

LÆS OGSÅ: De 5 hyppigste grunde til, at amningen går galt

Genoptræning uden effekt og et sundhedsvæsen der ikke lyttede

13 dage efter fødslen var jeg til første kontrol på sygehuset. Det var en jordemoder på gynækologisk afdeling der tilså mig. Hun skulle bare se, om bristningen helede som den skulle. I min indkaldelse stod der, at jeg måtte medbringe en pårørende. Så Johannes hjalp mig derover, og vi havde Ellen med, som lå i sin barnevogn. Da jordemoderen kaldte mig ind sagde hun, at Johannes ikke måtte gå med, da Ellen også talte som pårørende. Så jeg måtte gå alene ind til kontrol, og der begyndte jeg at græde. Jeg syntes på ingen måde at situationen var sjov. Men hun undersøgte det hun skulle, og sagde at det så pænt ud. 

En måned efter fødslen startede jeg op i rehabiliteringstilbuddet, hos en GynObs. Jeg var tydeligt øm under undersøgelsen, og jeg græd af smerter. Hun fortalte, at der var noget arvæv både indvendigt og i mellemkødet, og at det skulle masseres godt. Jeg fik instrukser i, hvordan jeg skulle massere mig selv ’’down there’’, og vi planlagde et forløb hos hende over de næste par måneder. Jeg fik derudover tilbuddet om at starte til genoptræning sammen med nogle andre kvinder der havde fået 3-grads bristninger. Ingen af dem havde 4-grads, som jeg, men jeg takkede ja. Det forløb over 5-6 tirsdage i streg, og udover et godt venskab til en af de andre mødre, følte jeg ikke rigtig, at den genoptræning gav mig så meget. 

Halvanden måneds tid efter fødslen, var jeg igen til kontrol på gynækologisk afdeling. Men denne gang hos en gynækolog. Jeg havde stadigvæk enorme smerter og tog dagligt smertestillende. Jeg fortalte, at når jeg havde masseret mig eller vasket mig når jeg var i bad, så føltes det som om, at der var lavet et sting for meget ved de indre kønslæber. Men jeg fik at vide, at det ’bare’ var arvæv, som gynækologen også havde sagt. Og beskeden var fortsat, at det skulle masseres væk, og at vi gerne måtte påbegynde samleje derhjemme, i det omfang jeg kunne holde ud. Hvilket ikke kunne lade sig gøre for os endnu. 

Det første halve år efter fødslen gik med genoptræning og 4-5 besøg på gynækologen. Derudover var der tre besøg hos en jordemoder på gynækologisk afdeling og utallige besøg på rehabiliteringsklinikken hos GynObs. Hver eneste gang fortalte jeg, at jeg ikke kunne mærke, når jeg skulle tisse, og at jeg oplevede inkontinens. Jeg fortalte også, at jeg dagligt tog smertestillende, og at det stadig for mig føles som om, at der var lavet en syning for meget. 

Men jeg fik gang på gang at vide, at det var arvæv. De nævnte allesammen, at der lige ved åbningen på ’væggen’, var et lille ’hul’ ind, men ikke, hvad der skulle gøres. Eller om det betød noget. Det med inkontinens slog de også ofte hen med, at det kunne tage op til et år at genvinde fuld kontrol. 

Arvævsmassage og et dilatorsæt

Til en kontrol hos GynObs fik jeg udleveret et dilatorsæt. Det var nærmest en dildo med 6 forskellige størrelser. De skulle bruges til arvævsmassage og til at hjælpe på vej med at få sexlivet op at køre igen. Det føltes så kunstigt og mekanisk at sidde der og få udleveret sådan en, og modtage instrukser i, hvordan jeg skulle bruge den på mig selv.

Til hver kontrol fortalte jeg alle de fagpersoner jeg mødte, at massagen virkede, når jeg gjorde det dagligt. Men når jeg gik tre dage uden, var det som dag 0 igen og meget ømt. Samleje var på ingen måde muligt for os. Jeg blev ofte mødt med kommentarer som ’’Så må du jo blive ved til det bliver bedre’’. Samtidig med, at jeg hver dag havde smerter ved operationsområdet, gjorde det, at jeg spændte, og stadig spænder enormt meget i underlivet. 

Kan man mon få en kvindelig gynækolog? 

Efter et halvt år, hvor jeg ikke følte, at der blev lyttet til mig, fik jeg en samtale med jordemoderen jeg var til 2-ugers kontrol ved. Hun tilbød mig, at jeg kunne komme til kontrol hos en kvindelig gynækolog. Jeg fik en indkaldelse til den nye gynækolog, der skulle være en kvinde. Det var tre måneder ude i fremtiden, men jeg tænkte, at så havde jeg god tid til arvævsmassage og vi kunne forsøge samleje. Men tre måneder senere, var der intet forandret i smerter, inkontinens og heller ikke i samleje. Smerterne var alt for store.

Da jeg kom ind til konsultation, var det hos den mandlige gynækolog igen. Jeg gik helt i panik og lukkede mig inde i mig selv. Jeg havde ikke lyst til at se ham, men nu var jeg her jo. Jeg endte med at gå grædende derfra, da jeg endnu engang ikke følte, at der blev lyttet. Jeg fik samme svar som ved de andre konsultationer. Jeg ringede ud på sygehuset dagen efter, hvor jeg gjorde opmærksom på deres fejl med at sende mig til en mandlig gynækolog. De undskyldte og sagde, at de godt kunne se, at det stod i min journal. Jeg fik en ny tid en måned senere. Dagen før ringede jeg derud, og rigtig nok, så var det igen den mandlige gynækolog. Dette skete endnu engang måneden efter, hvor jeg heldigvis også ringede dagen før. Jeg fik så en ny tid igen en måned efter, hvor det endelig lykkedes mig, at få en kvindelig gynækolog!

Jeg kom ind til den kvindelige gynækolog. Jeg fortalte hende min historie, og for en gangs skyld, følte jeg mig lyttet til. Da jeg fortalte, at jeg fortsat oplevede stressinkontinens, tog hun det meget alvorligt og sagde, at det skulle der følges op på, og det burde være blevet taget seriøst noget før. Da hun foretog den gynækologiske undersøgelse, sagde hun, ’’Jeg kan godt forstå at du har smerter, det ser ud til at noget af din venstre skamlæbe er syet fast i den højre side’’. Hun fortalte, at det skulle opereres og det samme skulle det lille hul inde i skedevæggen, da det også var en syning der var lavet helt forkert. Hun sagde, at det lignede en læge der har syet det, hvor det var gået lidt for stærkt. Jeg gik derfra og var så lettet og frustreret samtidigt. Endelig kunne jeg se en vej ud af de her smerter, men jeg var også frustreret over, at der skulle gå et helt år, inden jeg blev mødt af en, der tog mine smerter alvorligt. 

Stol på din mavefornemmelse 

Jeg fik en operationstid den 7. juni 2022. Tiden frem til operationsdatoen var lang. Jeg havde smerter på daglig basis, hvilket resulterede i, at jeg også kunne mærke det på mit humør, mit overskud og at jeg følte mig konstant træt. Vi var enige om herhjemme, at vi skulle tro på, at på den anden side af operationen, skulle vi nok få vores kæresteliv tilbage. Og indtil da måtte vi fokusere på, at vi var gode forældre for vores datter.

Til operationen fik jeg at vide, at jeg ville få en indkaldelse til genoptræning ved en GynObs, med en dato der lå indenfor 6 uger. Derudover ville jeg få tid til en kontrol og en ny guide i arvævsmassage. Fire dage efter operationen fik jeg et brev med en indkaldelse d. 22. september. Det var altså over tre måneder efter operationen. Jeg blev så sur. Jeg ringede straks derud og sagde, at det ikke kunne passe, at jeg skulle vente i 3,5 måned på at komme til ved en fysioterapeut, da arvævet jo helst skulle blødgøres fra uge 5. Jeg sagde, at de havde kendt til min operation i fem måneder, og at det jo ikke kunne komme bag på dem, at jeg skulle bruge en GynObs på den anden side. De beklagede meget, men der var gået noget galt i systemet. Jeg blev en uge senere ringet op og fortalt, at der var tid i Kolding i starten af juli, og det valgte jeg at takke ja til. Det var cirka 1 time hver vej, fra hvor jeg bor. 

Jeg vil have mit gamle (under)liv tilbage 

Heldigvis fik jeg på Kolding sygehus et forløb ved en fysioterapeut der var meget forstående for, at jeg var meget mærket af det sidste halvandet år. Og at nu ville jeg have ’mit liv’ tilbage, hvor jeg kunne træne, gå ture og lege med min datter uden smerter. Og have sex med min kæreste. Specielt den sidste del var noget der havde fyldt en del hos mig. Jeg følte, at der var et kæmpe tabu omkring sex efter børn. Der var ikke rigtig nogen der vil snakke om det. Det var for intimt. Det fyldte også en del hos min kæreste. Dét at skulle prøve at have sex, alt imens at han vidste, at det ville påføre så enorme smerter, det var ikke specielt sjovt for nogen af os. Det var en langvarig proces og et stort arbejde ovenpå knap to år med kroniske smerter, forkerte syninger og kraftige muskelspændinger. Heldigvis har vi, igennem det hele, været rigtig gode til at snakke sammen om det.

Smertefri og glad

Jeg har nu siden oktober 2022 været smertefri og ikke taget smertestillende i relation til bristningen. Jeg står her på den anden side i dag, med en igangværende klage til patienterstatningen, og jeg har skrevet til patientklagenævnet, hvor jeg har været til dialogsamtale med bl.a. den mandlige gynækolog. Det var sindssygt ubehageligt at sidde i det rum, men jeg er stolt af, at jeg gjorde det. Derudover har min sag været med på konference, hvor flere læger nu har vurderet, at ifølge dem, så skal jeg ikke føde vaginalt næste gang. De vurderer, at risikoen for samme bristning er alt for høj. Derudover står der i min journal, at jeg skal tilbydes ekstra tilsyn, efter eget ønske, ift. ammeopstart, hvis vi skal have en nr. 2 på et tidspunkt. 

Update, den 8. marts 2024: Patienterstatningen har tilkendt Iben en méngrad på 8%, og hun har fået udbetalt erstatning derefter.