Da jeg blev mor for første gang i 2006, var jeg på alle måder en meget velforberedt mor. Jeg havde læst rigtig mange bøger, havde hele mit ungdomsliv passet andres børn – først som barnepige og senere mere professionelt i mit virke som pædagog, og jeg havde selvfølgelig deltaget i de fødselsforberedelseskurser, jeg kunne inden fødslen. Jeg var bare virkelig klar til at blive nogens mor.

Rose kom i den koldeste vinter i 2006, og min mand og jeg var så lykkelige. Hun var på alle måder helt perfekt, og vi nød hvert et sekund sammen med hende. Måske lige bortset fra en hård ammestart, som blev en længere historie – en kamp, som vi dog vandt!

Suttede på tommelfinger

Da hun var omkring fem måneder gammel, begyndte hun at sutte på sin tommelfinger. Min første indskydelse var, at det var noget skidt, for den ville jo være meget svær at hænge op på suttetræet i BonBon land, når hun blev 3 år. Desuden havde et af de børn jeg havde passet som ung, suttet på tommelfinger til hun blev 12 år, og den situation ville jeg jo nødig sætte min egen datter i.

Så jeg tog kontakt til sundhedsplejersken, der anbefalede mig, at jeg snuppede “pløkken” som den senere kom til at hedde, og gav hende sutten eller noget legetøj i stedet. Den anvisning fulgte jeg 24 timer i døgnet i 14 dage. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Efter de 14 dage havde jeg totalt ødelagt hendes evne til at berolige sig selv og i stedet for bare at lægge sig til at sove, skulle hun nu have hjælp hver gang hun skulle falde i søvn. Tingene udviklede sig stille og roligt til, at hun også skulle have hjælp undervejs i søvnen – hele natten, under hendes lure – hele tiden.

Jeg ammede hende i søvn. Det virkede, men det blev over tid ret krævende, og de hyppige opvågninger begyndte at få betydning – ikke kun for hende, men i særdeleshed også for mig selv og min mand. Amning var blevet en betingelse for at kunne falde i søvn OG for at kunne sove videre under de lette opvågninger.

Noget måtte der gøres

Så jeg kastede mig ud i en længere research for at finde redskaber til at hjælpe min datter til at sove mere selvstændigt. Jeg læste alt hvad der kan læses om søvn på dansk og på engelsk og kæmpede en brav kamp for at få hul igennem til søvn-magien…som udeblev.

Jeg husker stadig hvordan min krop var i totalt alarmberedskab – klar på at træde til ved det mindste grynt, lyd, kald, gråd. Jeg var så most, at jeg ikke kunne tænke på andet end søvn, jeg kunne ikke tale om andet end søvn og jeg førte udførlige log skemaer for at holde styr på taktik og fremskridt – eller mangel på samme.

Når min datter skulle lære at sove, så skulle det være med tryghed og tillid i behold. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at hun skulle græde det mindste i processen. At sove skal jo være noget trygt, rart og dejligt. Og den ambition holdt mig i gang.

 LÆS OGSÅ: “Da det var værst, var det dødsgråd i alle hans vågne timer”

Da jeg havde trænet søvn intenst i 6 måneder og var kommet fra amning i søvn til en løsning, hvor vi kunne ligge sammen med vores datter på vores seng, mens hun faldt i søvn – var det kun en lille succes for os. Denne løsning betød nemlig, at vi skulle ligge der i en time eller mere, mens hun nev os i den tynde hud under armen! Og suttede på sin PLØK forresten… (den vane var nemlig ikke forsvundet i mit forsøg 6 måneder tidligere). DOH…. Utrolig vedholdende barn vi havde fået os, det var der ingen tvivl om. Og hun havde stadig brug for hjælp under hver eneste lette opvågning om natten 10-12 gange per nat.

En ny metode

På det her tidspunkt stødte jeg på en amerikansk metode, som passede rigtig godt med mine værdier, men som samtidig også havde fokus på børnenes personlighed. Metoden lærte mig, at gråd er børnenes måde at kommunikere på og møder vi dem med anerkendelse og forståelse, så er det okay og helt naturligt, at de giver udtryk for deres følelser, behov og meninger.

Så længe vi er der, trøster og hjælper dem, vil de forblive trygge, og de vil vide, at vi altid hjælper dem, når de har brug for det. Men samtidig forstod jeg også, at for at ændre vores datters søvnassociation, var jeg nødt til at gøre det mere præcist for hende, hvad der var meningen. At man ikke kan ændre vaner for viljestærke, vedholdende og temperamentsfulde børn ved at blive ved med at gøre det samme som man altid har gjort, eller ved at forsøge gradvist at luske nye ritualer ind af bagvejen.

 LÆS OGSÅ: ”Jeg skammede mig over, at jeg havde brug for hjælp”

For børnene opdager det. Og så gør de os opmærksomme på, at de har opdaget det og ikke synes det er en fed ide. Og hvis vi der, hopper tilbage til de gamle rutiner, så kommunikerer vi til børnene, at det kan lade sig gøre, at hoppe tilbage til det gamle – eller måske opfinder vi en ny “ hovsa-løsning” i forsøg på at få ro i lejren. Og så kører møllen igen – måske nu bare med et andet fortegn. Resultatet er, at vi er lige vidt.

Da jeg forstod dette, gik der mindre end en måned, så faldt vores datter selv i søvn i sin egen seng og sov trygt og godt der hele natten med kun almindelig behov for hjælp i ny og næ, hvis hun havde drømt, var syg eller lignende.

En større lettelse, tror jeg aldrig tidligere jeg havde oplevet på egen krop. Hvor stor betydning vores søvn har på os og vores trivsel er efter min mening stærkt undervurderet. Og da jeg stod der, lettet, stolt og glad og min datter sov trygt var min første tanke: “Det her må jeg kunne hjælpe nogen andre med!”

Det handler ikke om utrygge børn

I 2007 gik jeg live med den første version af sovecoach.dk og jeg har siden hjulpet over 2000 familier med at skabe gode sovevaner for deres børn.

Jeg har med egne øjne set og med egen krop oplevet på tætteste hold, hvad mangel på søvn gør ved os. Og jeg bliver så ærgerlig, når velmenende råd til forældre lyder, at de skal vente på at tingene løser sig selv – at udfordringerne kun er et spørgsmål om, at man skal give barnet den tryghed, som det har brug for – så længe det nu tager.

Jeg har i de 12 år jeg har beskæftiget mig med søvn, mødt meget få utrygge børn. De har alle meget kærlige, velmenende, ambitiøse, anerkendende forældre, der gør alt hvad der står i deres magt for at gøre børnene trygge. Min erfaring er, at det i langt højere grad handler om en trekløver af:

• Børnenes PERSONLIGHED
• De VANER vi har fået etableret
• Den TVIVL, som mange af os har

Jeg tror på det kan lade sig gøre at hjælpe børn til at udvikle gode søvnvaner uden at give afkald på den anerkendelse, tryghed og tillid, som vi ønsker vores børn skal vokse op i.

Kilde: Sovecoach