Min rejse ind i moderskabet var ikke smuk eller yndefuld. Den var ikke indhyllet i jordfarvede, økologiske tekstiler, følelsen af at have fundet mening med livet eller uudtømmelig kærlighed til mit barn. Den var snarere et hviskende råb om genkendelse, mangel på ilt og en smertefuld halten op ad Mount Everest. I klipklappere. Og med vabler mellem tæerne.

Da de lagde hende på mit bryst for første gang, troede jeg dog, at det ville blive én lang uforstyrret kærlighedshistorie. For himlen åbnede sig over os og jeg græd så inderligt af glæde, som jeg aldrig før eller siden har gjort. Min datter, Ellen, var et ønskebarn og efter en farlig graviditet uden for livmoderen og derefter en vanskelig graviditet med hende, var både hendes far og jeg opløste af taknemmelighed og ufortyndet lykke, da hun endelig kom til verden ved akut kejsersnit.

Synet blev sløret af glædestårer, når jeg i timerne efter fødslen så ind i hendes mørke øjne og hun knugede de lyserøde, bittesmå fingre næsten mekanisk rundt om min pegefinger. Hun var en tro kopi af mig og jeg følte, at mit hjerte nu bankede uden for min krop. Men da babyboblen brast og hverdagen gjorde sit indtog, græd jeg også af udmattelse, desperation og skam over hvilken mor, jeg viste mig at være.

Jeg er en ”fyldig kvinde i ånd og væsen,” som en kær forfatterkollega engang bedyrede i en sen nattetime på det stamværtshus, hvor jeg, før jeg mødte min mand og blev mor, blandt andet levede livet. Sorgløst, på det nærmeste. I hvert fald uden særlig mange bekymringer, der ikke kunne løses ved hjælp af en internetforbindelse eller et opkald. Eller en flaske rosé. Men så skete livet, kærligheden, et fastforrentet lån og to streger på graviditetstesten. På kort tid gik mit liv fra at centrere sig om mig selv, politik, samfund, æstetik, dybe samtaler og nydelse i enhver afskygning til at handle om at pleje en anden, etablere rutiner, holde ud, slå til, tilbyde endeløs opofrelse og finde hoved og hale på mig selv midt i stilheden og ensomheden. I øvrigt under en dødelig pandemi.

Moderskabet kom ikke naturligt til mig. Før fødslen havde jeg set for mig, hvordan jeg skulle blive lysende kærlig, svøbe mig i farvestrålende, løst tøj, smide amme-BH’en og indtage den næste del af tilværelsen med selvsikre skridt i Birkenstock og med min unge på hoften. Jeg skulle elske og rumme mit barn, så det sjaskede og alle omkring mig skulle hyle af fryd og tænke ”nøj, hvor kommer det naturligt til hende!” Men det modsatte skete. Jeg udviklede mig ikke til dét, jeg vel skulle blive. Jeg følte snarere, at jeg var i afvikling. Min hjerne stod stille. Min personlighed holdt pause. Jeg sad i timevis på legetæppet og følte ingenting andet, end at jeg var gået i stå indeni. Jeg var grå, klædt i min mands mest slidte træningstøj, med rander under øjnene og gylp i nakkehåret. Jeg rystede tankeløst og med lukkede øjne modermælkserstatning sammen, vaskede stofbleer, gik åndsfraværende bag barnevognen i en grim, hullet vinterfrakke og med tårer på kinderne. Jeg var gået i stykker. Og jeg var sikker på at alle andre end mig tænkte væsentlige tanker, smilede til deres barn døgnet rundt, fik gode idéer, skålede i krystalglas, elskede med deres kærester og sov om natten. At de kunne trække vejret helt ned i maven. Og at de elskede at være spædbarnsmødre hele tiden. Lige indtil min mand overtog barslen.

For hvert skridt, jeg tog væk fra huset, nåede ilten længere og længere ned i mine lunger og for hver samtale, jeg førte med et andet, voksent menneske, fordoblede kærligheden til min datter sig. For hver varme kop kaffe, jeg nåede at drikke, følte jeg mig – tår for tår – som mig selv igen. Og som en rigtig mor, samtidig med at jeg også var mig. Pludselig kom overskuddet til at se op fra mine egne skosnuder og til – for første gang siden barslen blev hverdag – at betragte udsigten. Den fyldige kvinde fra tidligere vendte langsomt tilbage og i dag hamrer jeg mine Birkenstock hårdt i asfalten. Med min datter på hoften. Og tit og ofte helt uden BH på. For jeg var ikke i afvikling dengang; jeg var i udvikling. Jeg skulle bare helt op på Mount Everest, før jeg kunne se det. Og jeg er blevet præcis dét, jeg skal være nu. Jeg er Ellens mor. Jeg tænker tanker, får min datter til at skrige af grin, får idéer og sover om natten igen. Ja, selv det frække gør min mand og jeg også, hvis vi da ikke er for trætte.

Fortællingen om at mødre helst vil være sammen med deres børn hele tiden og at man for guds skyld skal “huske at nyde det, for om lidt er det jo slut”, blev min nemesis, da jeg gik hjemme med Ellen. ”En dag vil du savne det her,” sagde velmenende, ofte ældre kvinder til mit opkogte ansigt. ”Nej, jeg vil ikke, Inge. Jeg vil ikke savne at gå ind i et andet rum og skrige ned i en pude,” svarede jeg. Til mangt en seniorborgers overraskelse. Jeg følte mig så afsondret, glemt og usynlig i de måneder, jeg holdt mit barn i live og mig selv oven vande alene i vores stue. Endda under en pandemi, der forskansede folk endnu mere, end en normal barsel gør i forvejen.

Når jeg, næsten filmisk, gled ned af køkkenlågerne med åndenød og rystende hænder, så kunne jeg ikke bruge den berøringsangst, der omhyller det rigtig svære ved at blive mor, til noget som helst. Når jeg lå vågen om natten og lyttede til hendes åndedræt, fordi en stærk mor-kemi holdt mig vågen, så følte jeg mig ikke genkendt. Når jeg om dagen havde PTSD-agtige reaktioner, når hun igen og igen vågnede efter kun 20 minutters lur, så følte jeg mig snydt. Jeg lærte aldrig at sove når baby sover, for jeg var skudt af på kaffe og Panodiler for at hænge minimalt sammen til endnu en dag alene med et barn, der udviste samme temperament og afsky for sutter, barnevogne og autostole, jeg som spæd selv havde udvist. Så jeg tømte opvasker, vaskede tøj, skrubbede gylp og grød af højstolen og gulvet. Det tog tid at lære, at jeg kun eksisterede for mig selv, når hun endelig sov til natten og mit parforhold ændrede sig til et soldater-agtigt makkerskab for øjnene af mig.

LÆS OGSÅ: ”Det var den mest ensomme tid i mit liv”

Skammen var allestedsnærværende. For elsker jeg da ikke mit barn? Vil jeg være fri eller vil jeg bare have lidt fri? Oftest var det Inge’rne, der sendte mig ud over kanten. Inge’ere i alle aldre i virkeligheden. For jeg fik sværere og sværere ved at lyve pænt, når jeg blev spurgt, hvordan det gik med at være mor. Men mange var ikke klar til at høre sandheden og næsten alle havde glemt, hvor sindssygt det er i det første halve til hele år, når man er splinterny mor. Særligt den slags mor, der havde meget at savne fra før, livet overgik fra at handle om en anden. 

Derfor har jeg lagt vægt på genkendelsen i den bog, jeg har skrevet, som handler om det første år som mor. Og på at man ikke er alene, hvis man som jeg, føler sig overvældet af moderskabets tyngde. Bogen handler mindst af alt om baby, for der er så mange gode forfattere, der har taget sig af bøgerne om babyer og børneliv. Min bog handler derimod om mødre. Det kan man som (ny) mor godt komme til at savne; noget, der kun er til én selv. Man får uendelig meget, når man bliver forælder, men man mister også noget. Og det må ikke være én selv. Jeg ved det, for jeg forsvandt selv i en periode og det var forfærdeligt.

LÆS OGSÅ: Psykologen: “Drop glansbilledet! Vi har brug for ærlige fællesskaber”

At få børn er, baseret på min egen erfaring, en midlertidig, men kærlig selvudslettelse, man velvilligt møder op til hver eneste dag. Og sådan skal det sikkert være, men når intet rigtigt kan forberede én på hvor intenst, det kan være at blive mor, så kan vi i hvert fald genkende hinanden, støtte hinanden og klappe højlydt, når vi hver især gør vores bedste igen og igen. Nye mødre har på en måde brug for lige så meget pleje, som det lille, nye barn har – på en måde. Plejen skal bare komme i form af ovenstående, synes jeg. Og så selvfølgelig snacks, hjælp til husholdning og fraværet af fordømmelse, når kvinder, som jeg selv, fortæller, hvor sindssygt svært alt det nye kan være.

At blive mor til Ellen er det mest meningsfyldte, jeg på rekordtid tvangsmodnede til at kunne varetage. Og det var som sagt ikke spor yndigt, imens jeg travede op ad mod bjergets tinde, som du ved nu. Men du godeste, hvor er der smukt heroppe nu.

Majbritt Maria Lundgaard, har skrevet bogen: ”Så sagde vi du var moren – En søvnløst (k)ærlig fortælling om det første år”.