Jeg tog fat i min veninde (den erfarne mor med to børn) og spurgte, om hun ikke også mente, at Frida så lidt underlig bleg og gul ud i hovedet?? Hun tøvede, men sagde at jeg måske lige skulle vække hende og sikre mig at alt var i orden, for jo, hun var faktisk lidt gul, blå og bleg. Jeg var bange og rystede Fridas arm og klappede hende lidt på kinden. Der skete ingenting. ”Prøv lige at tage hende op”, sagde min veninde, der nu også var blevet bange.
Og jeg tog hende ud af dynen og op til mig. Heldigvis vågnede hun, men stor-skreg (klart, hun er blevet vækket og er ude af sin varme dyne, oppe i frostgrader, med kun en body på).
Vi var lettede, men angsten havde stadig fat i os. Jeg grinede nervøst, men min veninde var så god, og sagde, at hun godt kunne forstå, jeg havde fået et chok, selvom der nok ikke var andet på spil end en dyb lur. Så hun foreslog, jeg skulle gå hjem og amme, og se om hun fik lidt farve i kinderne igen. Og så ringe til lægen hvis ikke. Jeg lagde Frida i barnevognen igen og gik hjemad med hurtige skridt. Men Frida faldt i søvn igen på to sekunder, så snart hun blev puttet under dynen.
I mit hoved kunne hun ligeså godt være bevidstløs og virkelig syg, så jeg gik endnu engang i totalt alarmberedskab, tjekkede hendes vejrtrækning og prøvede at holde hende vågen, mens jeg løb så hurtigt jeg kunne tillade mig med en barnevogn på en befolket vej, hjemad. Et mystisk syn, vil jeg tro.
LÆS OGSÅ: “Vi havde så svært ved at få hende, så jeg må ikke blive vred på hende”