“Jeg var bange for, at min psykiske sygdom gjorde mig ude af stand til at elske mit barn”

Udgivet | Af Camilla fra team momkind, mor til Leo Marcel på 2,5 år

Min ungdom var kaotisk. I mange år dyrkede jeg en lettere selvdestruktiv adfærd for at dulme tilbagevendende depressioner, angst og en generel følelse af “forkerthed”. Jeg gik i terapi on and off fra gymnasietiden og startede i midt 20’erne på et egentligt udredningsforløb, hvor jeg fik diagnosen ‘skizotypisk sindslidelse’. Det var på en måde fint at få en titel sat ord på mine følelser af forkerthed, men de ugentlige besøg i distriktspsykiatrien drænede mig.

Efter jeg (på magisk vis) gennemførte min kandidatuddannelse, “flygtede” jeg til Barcelona for at starte et nyt liv. Langt hen ad vejen var det en rigtig god tid, men mit catalanske eventyr endte desværre grimt, da jeg blev forblændet af en kæreste, som var en manipulerende narcissist. Oveni følelsen af ikke at slå til på jobbet samt en voksende angst for byens tæt befolkede gader, blev det dråben. Jeg blev slået tilbage til start, og min mor fløj akut ned for at hente mig. Kort tid efter hjemkomsten måtte jeg en tur forbi den lukkede afdeling på grund af selvmordstanker.

En skøn uplanlagt graviditet

Jeg forestillede mig, at det lille barn ville fylde mig op med en sådan kærlighed, at det aldrig mere skulle gøre ondt at være til.

Der gik ikke mere end et år fra den værste sommer i mit liv, til jeg stod med en pragtfuld kæreste og et styks positiv graviditetstest i hånden. Jeg blev gravid efter kun at have kendt manden i 3 måneder, men på det tidspunkt var han allerede flyttet ind hos mig. Udover forelskelsen delte vi et dybt ønske om tosomhed, nærhed og stabilitet. Graviditeten var uventet, og det var selvfølgelig helt skørt, men alligevel blev vi enige om at beholde den lille spire i min mave. Jeg forestillede mig, at det lille barn ville fylde mig op med en sådan kærlighed, at det aldrig mere skulle gøre ondt at være til.

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression – Når det gør ondt i psyken at blive mor

Jeg havde en dejlig graviditet med ganske få gener, fandt mig godt til rette i min voksende krop og glædede mig til at møde den lille fyr i maven. Familie og venner heppede på os, og jeg følte en optimisme omkring fremtiden, men det var naturligvis for godt til at være sandt. Et vikariat i det offentlige gjorde mig mere og mere presset, og filmen knækkede for mig, da jeg i mine hormoners vold konfronterede en kollega. Jordemoderen foreslog en sygemelding, hvilket egentlig passede mig helt fint.

Svangerskabsforgiftning og tju-bang-kejsersnit

Jeg var af gode grunde allerede stemplet som sårbar gravid, og i midten af tredje trimester fik de psykiske forbistringer selskab af en udfordring af fysisk karakter. Mine urin- og blodprøver viste tegn på svangerskabsforgiftning.

"Udover at være groggy og i chok over, hvor hurtigt det gik, husker jeg mest af alt en dyb følelse af skuffelse".

I retrospekt tog jeg det forbavsende roligt, da det over få uger gik i den forkerte retning. I uge 36 begyndte jordemoderen at flirte med ideen om en igangsættelse, da værdierne fra mine blodprøver så faretruende ud. På det tidspunkt mærkede jeg stadig ingen symptomer, men insisterede alligevel på at overnatte på hospitalet til observation, da mit tunge korpus ikke længere orkede de daglige ture til hospitalet med offentlig transport. Samme aften følte jeg mig lidt flad à la influenza. Der blev taget en ekstra blodprøve, og kl. 3 om natten blev jeg vækket og fik testet reflekserne. Da mine ben gik i spasmer, fik jeg beskeden, “din søn skal ud NU!” Min kæreste, som havde set fodbold og drukket bajere med drengene, nåede lige ind på operationsstuen, før det gik løs. Jeg følte mig i gode hænder og var overraskende fattet under indgrebet, ligesom helingstiden har været overkommelig…i hvert tilfælde fysisk.

LÆS OGSÅ: Maven efter kejsersnit – her er alt, du skal vide

Jeg fældede en tåre af bar lettelse, da jeg hørte Leos første lyd, men der var ingen kærlighed ved første blik. Udover at være groggy og i chok over, hvor hurtigt det hele gik, husker jeg mest af alt en følelse af skuffelse – antiklimaks. Den lille lå på mit bryst, da vi blev flyttet op på barselsgangen, men det føltes mere akavet end magisk. Jeg havde en oversized t-shirt rullet op under hagen, fordi det hele var gået så stærkt, og så var der det klamme kateter og de væmmelige venedrop i hænderne.

En ulidelig indlæggelse

Vi var indlagt i en uges tid, men det føltes som en uendelighed. Den konstante udskiftning af sygeplejersker frustrerede mig helt enormt, og det hjalp ikke på amningen, at nogen havde vildt godt tag på mine bryster (så at sige), mens andre ubehjælpsomt smed et par ammebrikker i min retning. Jeg ville bare hjem, men der var ærligt talt flere dage, hvor jeg ikke havde lyst til at tage min nyfødte søn med.

Rent instinktivt oplevede jeg fra day 1 et behov for at beskytte det lillebitte, skrøbelige barn. Han var (og er) så utrolig smuk, og jeg ønskede ham alt det bedste i livet, men i den første tid kunne jeg på ingen måde forene mig med tanken om at skulle være hans mor.

Udskrivelsesmødet fra helvede

Der blev arrangeret et udskrivelsesmøde med blandt andre en sygeplejerske fra distriktspsykiatrien, en sagsbehandler fra kommunens familieafdeling og vores tidligere jordemoder. Oplevelsen kan bedst beskrives som en kombination af skole-hjem-samtale, eksamen og et jobinterview. Vi følte os komplet umyndiggjort, som vi sad der med 2,5 kilos afkom i armene, mens “de voksne” stillede kritiske spørgsmål og satte vores forældreskab i system. Jeg har aldrig følt mig så lille.

Senere har det virkelig bragt mit pis i kog, når sagsbehandlere og diverse sundhedsfaglige typer har spurgt, “hvad har I brug for?” Det viste sig nemlig hurtigt, at det var en ganske sparsom pallette af tilbud, vi fik stillet til rådighed. Der gik ged i vores økonomi, da min kæreste havde fået dårlig rådgivning fra SU-kontoret, da han skulle overtage min barsel, mens jeg gik på sygedagpenge. Det var en kæmpe stressfaktor, og vi var flove over at skulle låne penge af vores forældre. Da vi bad vores daværende sagsbehandler om hjælp til at komme på ret køl, blev vi venligst henvist til selv at klikke ind på borger.dk eller ringe til kommunens ydelseskontor. Jamen det var jo lige netop DET, vi havde brug for hjælp til! Det var den slags, som vi ikke magtede!

Hvilken hjælp kunne vi så egentlig bede om? Jo, der var f.eks. mulighed for flere besøg i hjemmet, hvor denne her psykolog fra spædbarnspsykiatrien kunne iagttage og sågar filme min interaktion med Leo med henblik på at give feedback til, hvordan jeg bedre skulle klare hverdagen. Vi blev i forvejen stressede over besøg i hjemmet. Ekstra overvågning? Tak men ellers tak!

Forstå mig ret, jeg er all for indberetningspligt og børnefaglige undersøgelser. Ethvert samfund bør gøre sit ypperste for at undgå at børn mistrives. Jeg er også helt med på, hvorfor der blev igangsat en undersøgelse, der skulle sikre, at min dreng ikke blev svigtet af en psykisk ustabil mor. Det var den eneste rigtige beslutning fra myndighedernes side, men det gjorde ikke situationen mindre smertefuld for os.

Selvskade og tude-trilleture

Tidligere har jeg tyet til selvskade i særligt stressede situationer, hvor jeg mister kontrollen. Det er en underlig oplevelse af ikke at kunne være tilstede i min krop, der giver mig trang til at slå mig selv hovedet, kradse eller skære i huden. Denne trang opstod ofte, når Leo ikke kunne få ordentligt fat i mit bryst eller af andre årsager skreg helt utrøsteligt. Og jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg helt panisk prøvede at skjule de selvforskyldte blå mærker i panden, forinden et af de utallige besøg fra spædbarnspsykiatrien. Det var så dumt.

Hver gang han sov, bekymrede jeg mig for, når han vågnede og skulle have mad igen. I flere tilfælde måtte jeg ringe til min kæreste og få ham til at køre hjem med barnevognen, mens jeg stortudende gik i den modsatte retning. Vi var utrolig heldige, at vi kunne være sammen på barsel, ellers tør jeg ikke tænke på, hvordan det kunne være gået.

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktioner – Psykologens guide til smerte i moderskabet

I et særligt grimt øjeblik, da det yndige lille væsen var et par måneder gammel, sagde jeg noget utilgiveligt til min allerede tyndslidte kæreste. Hvis Leo skulle vokse op uden sin mor, måtte han aldrig føle, at det var hans skyld. Det skulle min kæreste med et knust hjerte sidde og love mig. Udover at have dårlig samvittighed over for min søde dreng, er jeg helt ødelagt over, at jeg kunne bede min søns far om noget så skrækkeligt.

Indberetninger, børnefaglige undersøgelser og rend-mig-i-røven

Jeg gik i en særlig mødregruppe for kvinder, der på den ene eller anden måde havde det svært i moderskabet. Det var guld værd, og jeg havde reelt set ikke ønske om andet fra kommunens side, da fællesskabet i gruppen gav mig den nødvendige støtte og opbakning. Her var altid to sundhedsplejersker til stede, hvilket det meste af tiden føltes rart og trygt. Filmen knækkede, da de skulle sende en udtalelse om mig og min søn til kommunens familieafdeling. Det blev en mavepuster, der ramte mig hårdt i den spinke smule selvtillid, jeg på daværende tidspunkt havde opbygget i forhold til rollen som mor.

De kritiserede bl.a. det faktum, at min søn (nu omkring 5 måneder) ikke blev ulykkelig, når jeg forlod rummet i længere tid ad gangen – mere specifikt en dag, hvor vi mødre havde førstehjælpskursus i et tilstødende lokale. Desuden bemærkede sundhedsplejerskerne, at Leo ikke var tilstrækkelig opsøgende i forhold til øjenkontakt. Det var svært, da vi på det tidspunkt troede alt var godt og var glade for, at vores dreng generelt var meget smilende og tryg blandt forskellige mennesker. Den lillesmule selvtillid jeg havde fået i rollen som mor blev slået tilbage.

Den udtalelse blev der så aldrig fulgt op på. Da sundhedsplejerskerne i den næstkommende tid roste min og Leos udvikling, bad jeg indtrængende om, at de sendte en opdateret udtalelse til kommunen. Om de gjorde det, ved jeg ikke. I hvert tilfælde skulle der gå et halvt års tiden, før vi hørte så meget som et pip fra dem igen…og det var så per e-Boks, hvor vores femte og sidste sagsbehandler tilsyneladende prøvede at rydde op på sin forgængers skrivebord.

I slutningen af 2019 kunne man i nyhederne læse historier om rod i sagsakterne hos lige netop Frederiksberg Kommunes familieafdeling. Det betød bl.a., at mange forældre der behøvede hjælp ikke fik det – eller fik det for sent. For vores vedkommende betød det, at vi fortsat var inde i systemet, selvom vi endelig var begyndt at trives i rollen som forældre.

Det var ubehageligt og på en måde invasivt at have en åben sag liggende uden at vide, hvornår man næste gang blev indkaldt til en samtale. Efter halvandet år blev der sat et endeligt punktum, efter juniors pragtfulde pædagoger var blevet bedt om at sende en udtalelse. De så Leo som en glad, nysgerrig og total alderssvarende unge, mens min kæreste og jeg blev beskrevet som gode, engagerede forældre. Vi græd af lettelse og åbnede en flaske.

Den forsinkede kærlighed

Jeg var bange for, at min psykiske sygdom gjorde mig ude af stand til at elske mit barn. Siden jeg blev diagnosticeret, har jeg ofte haft svært ved at skelne mellem, hvad der er naturlige reaktionsmønstre, og hvad der er symptomer på psykisk sygdom. Dengang ville jeg fandeme gerne have vidst, at det også sker for nybagte mødre uden psykiske diagnoser, at de kan miste besindelsen i ren afmagt og få lyst til at skride fra det hele. Jeg ville også ønske, at bare én af de utallige fagpersoner havde forsikret mig om, at det er NATURLIGT at græde efter akut kejsersnit, at ammeproblemer er NORMALT, og at den der magiske tilknytning ikke behøver at være umiddelbar.

Lidt efter lidt kom de heldigvis, de der altoverskyggende følelser af kærlighed, hvor man er klar til at sætte ild og vand i bevægelse for sit afkom. Jeg tror min dreng var 9-10 måneder gammel, før jeg for første gang oplevede den der altomfattende varme i hjertet. Frem til det tidspunkt havde jeg været utrolig glad for ham, og både min kæreste og jeg var altid stolte af den fine, milde og meget smilende baby. Det føles helt forkert, at jeg på et tidspunkt ikke kunne lide at være Leos mor. I dag fortæller jeg ham hver dag, at jeg elsker ham helt op til månen og stjernerne, og – det meste af tiden – føler jeg mig faktisk som en rigtig god mor.

Fremtidsdrømme og risikoafvejning

I løbet af de seneste par måneder er jeg blevet skruk, hvilket måske ikke kan komme som en overraskelse med et job hos momkind. Min kæreste bløder lige så langsomt op for ideen, og vi er begyndt at tale om, hvornår vi mon skal i gang med projekt lillebror/lillesøster, men den er SÅ svær. Udover at vi gerne vil give knægten søskende, vil vi gerne prøve at gøre det “rigtigt” og opleve en baby-tid uden indgriben fra myndighederne. Samtidig er vi skidenervøse.

Vores lille trekløver har det jo lige så godt. Junior stortrives, jeg hviler i mig selv og er symptomfri, vi har det dejligt som par og ELSKER at være Leos forældre. Hvorfor sætte det på spil ved at introducere et spædbarn? Hvad hvis historien gentager sig selv?

Uanset om vi tør tage chancen eller ej, står én ting klart – Leo Marcel var det hele værd, og vi ville med allerstørste selvfølgelighed gennemgå den helt enormt stressende spædbarnstid igen for hans skyld.

Læs også

”Lægen mente, det var noget jeg bildte mig ind pga. min diagnose”

”Jeg skammede mig over, at jeg havde brug for hjælp”

“Det var den mest ensomme tid i mit liv”

“Jeg kunne simpelthen bare ikke finde manualen til vores eget barn “