Der gik 31 timer fra mit vand gik til min søn var ude. 10 timers vestorm uden pause. To epiduraler, der ikke virkede. To timers forsøg på at presse ham ud. Til sidst måtte de hive fire gange med sugekoppen, og han kom ud – med nissehue-hoved.

De første to døgn skreg han, og min kæreste og jeg græd på skift. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, eller hvad der var galt med ham. Efter besøg fra en børnelæge på 3. dagen fik vi at vide, at han havde meget ondt i hovedet pga. sugekoppen og i øvrigt var låst i nakken, så det gjorde ondt på ham, når vi drejede hans hoved. Allerede der følte jeg, at jeg havde fejlet som mor. Jeg havde ikke klaret fødslen selv, og nu var det min skyld, at min søn havde problemer.

 LÆS OGSÅ: “Det tog mig mange år at blive klar til at få endnu et barn”

Selv var jeg blevet syet og kunne ikke sidde ret op. Det gjorde det svært at amme i starten, og det var først, da min sundhedsplejerske viste mig laid-back metoden og liggende ammestillinger, at vi knækkede koden til smertefri amning for begge parter.

Jeg følte mig som den største taber

Det var vanvittigt hårdt at skulle være der så meget for et lille menneske, når jeg ikke selv havde det godt. De fleste dage sad jeg og talte timer til min kæreste kom hjem, og jeg kunne give ham vores søn, “Værsågod, han er din.” Og så stak jeg af, ud og gå en tur eller bare ind på værelset bag en lukket dør. Men jeg var samtidig meget bevidst om aldrig at lade mit barn se eller mærke, at jeg ikke havde det godt. Jeg gjorde mit allerbedste og brugte al min energi på at smile til ham, kysse ham og aldrig, aldrig vise ham, at jeg hver dag kæmpede for at holde mig oppe.

Men jeg følte mig som den største taber. Jeg havde intet job, og jeg kunne heller ikke finde ud af at være gravid, fordi jeg havde ligget og brækket mig hver dag. Dette liv var lige pludselig en meget stor kontrast til mit La dolce vita-liv i Milano, som jeg havde forladt få måneder forinden.

Langsomt mistede jeg min identitet, og da min søn var omkring to måneder besluttede jeg mig for at række ud og bede om hjælp. Jeg havde endelig indset, at jeg ikke kunne redde mig selv ud af det. Det var så åndssvagt svært for mig at bede om hjælp. For mig var det et stort svaghedstegn, at skulle indrømme at jeg ikke kunne klare det selv denne gang.

Var det en fødselsdepression?

I første omgang talte jeg med min sundhedsplejerske, der efter 8 ugers screeningen kunne konstatere, at min fødselsdepressions-score lå i den høje ende. Der var to ting, der var vigtige for mig.

For det første havde jeg brug for at møde ligesindede og mærke, at jeg ikke var den eneste i hele verden (sådan føltes det dog), der havde svært ved at være blevet mor. Jeg kom i en gruppe med andre mødre, som på den ene eller anden måde også havde behov for et sted, hvor man kunne sige sine frustrationer højt, og hvor det var okay, at man ikke syntes det var det fedeste at gå derhjemme med sit barn – det gjorde ikke en til en dårlig mor. Alle lyttede til hinanden. Jeg havde reel taletid, hvor jeg kunne få luft for det hele.

For det andet, så havde jeg brug for at have noget andet end mit barn i min barselsperiode. Jeg var gået fra nyuddannet til ledig på barsel, og jeg havde mistet al troen på mig selv, efter en graviditet plaget af daglig kvalme og opkast. Jeg har altid været meget ambitiøs, og samtidig troede jeg (måske naivt) at når jeg blev mor, så ville jeg være det lykkeligste jeg nogensinde kom til at være. Det blev jeg ikke, og skuffelsen hang tungt over hovedet på mig.

Hjælpen var tæt på

Heldigvis var min kæreste og vores familier rigtig gode til at tage Willum, så jeg kunne få nogle timer for mig selv hver uge. Jeg begyndte så småt at bygge videre på min virksomhedsidé. Det gav mig både et frirum, men også en følelse af, at jeg rent faktisk var god til noget.

LÆS OGSÅ: “Det var den mest ensomme tid i mit liv”

Min sundhedsplejerske henviste mig også til Mødrehjælpen, hvor jeg både fik timer hos en psykolog og tilknyttet en mentor, som hjalp mig med at eksekvere i forhold til at starte virksomhed. Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp, selvom jeg faktisk skammede mig over, at jeg havde brug for det.

Lige så mange gode ting, lige så meget skam og dårlig samvittighed, er der forbundet med det at blive mor. Det rammer selvfølgelig alle forskelligt, men hvis det virkelig rammer, så skal du godt nok være mentalt stærk, for at hive dig selv ud af det.

Min redning blev helt sikkert at starte mit eget projekt sammen med en fortsat søgen hen imod ikke at stille så høje krav til mig selv.