”Vi vil anbefale en sædefødsel” siger afdelingsjordemoderen. Jeg ligger på briksen, omringet af kitler, høj på lattergas men også rystende af veer og angst. Det, der indtil nu havde været en helt udmærket fødsel, har taget en drejning. For den datter, jeg snart skal møde, er på vej ud med numsen først.
”Ligger hun korrekt?”
Min intuition havde sagt mig, at hun lå omvendt. Det var noget med sparkene. Noget med den måde, min mave var formet på. Til konsultationerne op til termin havde jeg spurgt min jordemoder om det. Ikke bare én gang, men 3 gange: ”Ligger hun korrekt?”. Det mente jordemoderen, at hun gjorde.
Det mener den jordemoder, der tager imod os på Riget også. Men hun henter en håndscanner for at være “800% sikker”. Det er hendes ord. Hun siger noget om, at det nok er en hindeblære, hun kan mærke, og hun viser os scanningsbilledet. ”Det skal se rundt ud, for så er det et hoved. Ser det ikke rundt ud?” Tjo … hun kunne have scannet min knæskal, og vi ville stadig have set en baby. I min journal bliver der skrevet ”hindeblære”.
Fucking forbandede ikke-eksisterende hindeblære!
Den næste jordemoder, vi møder på fødegangen, henter også en håndscanner. Der bliver ikke sagt noget, hverken fra hende eller mig. Jeg tror efterhånden, at det er normalt, at man igennem fødslen bliver scannet igen og igen.
Otte centimeter og et utal af kradsbørstige veer senere vil en jordemoderstuderende sætte gang i tingene. Mens jeg suger i lattergassen, som gjaldt det mit liv, vil hun prikke den omtalte hindeblære. Jeg har det for vildt, megahøj og megaglad, jeg er ovenpå, og jeg glæder mig sådan til at møde min baby.