Jeg har haft travlt de seneste mange, mange år. Jeg sprang ud som selvstændig erhvervsdrivende i 2016 som 28-årig. Min kæreste havde bakket mig op og støttet mig i alt, hvad jeg havde af drømme. Jeg havde travlt med ALT andet end børn. Jeg vidste godt, at det var hans største ønske, at vi skulle være forældre, og jeg ønskede det også selv – på et tidspunkt.

I løbet af 3 år med fuld fart på, får jeg åbnet to skønhedsklinikker. Det kører bare derud af. Jeg arbejder stort set alle døgnets timer. Min mand og jeg bliver gift to måneder efter klinik nr. 2 åbner i 2019. Det er et stort fælles projekt at få åbnet en klinik mere, og jeg bruger hele vores første bryllupsopsparing til lokaler og indretning. Jeg lover ham, at vi skal i gang med børn efter vores bryllupsrejse

Jeg bliver gravid for hurtigt!

Da jeg trives bedst med at være i kontrol og vi nu har aftalt, at vi skal være gravide, stopper jeg på prævention og downloader en fertilitets app. Og så tænker jeg: nu tager det nok cirka 6 måneder. Der går 14 dage, så står jeg der på badeværelset med en positiv test. Jeg går i chok!

Jeg græder totalt uhæmmet og er bange og ked af det. For graviditeten kom alt for hurtigt! Jeg har en konstant følelse af, at jeg vil miste barnet. For det kan jo ikke passe, at jeg er blevet gravid i allerførste forsøg.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var så vred på mig selv og rasende på kejsersnittet”

Men efter den ene og anden scanning (vi købte en del ekstra selv) er hun bare derinde! Totalt livlig og fin. Så nu er det altså nu, og hverdagen fortsætter i fuld fart. Med ligeså mange arbejdstimer og pres, for nu har jeg travlt inden termin.

Jeg har en god graviditet og jeg føler mig ikke bange for at føde eller for rollen som mor. Så jeg bevarer mit fokus på mine forretninger, de 2 første “babyer”, som jo ikke må lide under graviditeten.

Corona rammer og alt ramler

Jeg begynder at forestille mig min fantastiske fødsel. Med hyggelige LED-lys i vinduerne på en fødestue med badekar og meditationsmusik. Vi har gjort hjemmet babyklar og påbegyndt pakning af taskerne til hospitalet.

Da jeg så småt nærmer mig barsel og begynder at skrue tempoet lidt ned, der rammer så corona! Mit livsværk er truet! Vi bliver tvangslukket! Jeg er i chok, stresset, ked af det. Jeg er endelig blevet klar til at gå fra, og nu risikerer jeg at miste mine klinikker, mit personale og ikke mindst min rolige barsel.

 LÆS OGSÅ: “Det stod klart, at min kæreste ville gå glip af sin datters fødsel”

Vores sidste del af graviditeten fyldes med corona-kaos og nye forbehold. Mit 32 ugers lægetjek må jeg ikke komme til pga. hoste, og da jeg kommer ugen efter, bekræfter lægen, at vores lille pige ikke har vendt sig. Jeg bliver rigtig ked af det, men håber på at et vendingsforsøg vil løse problemet. For jeg drømmer om en fødsel med MIG i kontrol. Ikke en risikabel sædefødsel eller endnu værre et kejsersnit! For har man rigtig født, hvis man får et kejsersnit? Er man så ligeså meget kvinde og ligeså sej en mor?

Vandet går fem uger før termin

To uger inde i corona-lockdown og 5 1/2 uge før termin har hun ikke vendt sig. Jeg skal til jordemoder om tre dage. Jeg arbejder stadig og er i gang hele dagen. 30 minutter efter jeg er kommet hjem går vandet – som om en vandballon sprænger i vores stue. NEJ, tænker jeg bare! Ikke nu! Jeg er alene hjemme, hun ligger forkert og jordemoderen har i telefonen sagt, at hvis vandet går skal jeg ligge mig ned og hentes i en ambulance. Så det gør jeg! Grædende og panisk for at navlestrengen klemmes og vi mister vores pige.

Jeg bliver hentet og kørt til Hvidovre, hvor de tager imod mig stille og roligt. Jeg kommer ind til undersøgelse og alt virker fint. Alle er dygtige og søde og jeg kan selv vælge, om jeg vil føde hende i sædestilling eller ved akut kejsersnit. Jeg får fakta om begge fødsler og hvad det indebærer af risici. Jeg vil ingen af delene! Jeg får tid til at tænke, men kan ikke beslutte mig. Jeg har masser af tid endnu, siger de. Der går en time måske to. Så kalder min mand efter jordemoderen. Han synes, at jeg har veer meget ofte. Vi har ikke været til fødselsforberedelse, som var aflyst pga. corona, så hvad ved vi?!

En sædefødsel? Jeg tør ikke!

Hun mærker mig, og jeg er fuldt udvidet. Altså 10 cm! Og jeg er stadig i akut modtagelsen. Vi har travlt nu, siger hun. Der er grønt fostervand og baby overvåges og skal ud. Beslutningen om kejsersnit tager jeg instinktivt, da jeg mærker presseveerne bruser ind over mig. Det her kan jeg ikke klare! Jeg føler mig usikker, jeg ved ikke om jeg kan finde ud af at føde og for fanden hvor gør det ondt! Og hvad hvis hun ikke kommer ud i live?! Frygten og ansvaret er altoverskyggende. Fødselslægen og jordemoderen får mig til at bekræfte beslutningen om kejsersnit, de er søde og gør alt hvad de kan for at berolige mig og støtte mig i mit valg.

 LÆS OGSÅ: ”Jeg føler mig som en kujon, der var for svag til at føde min datter”

På ingen tid er jeg kørt til operationsstuen. Jeg husker, at jeg skriger hele vejen derhen. Der er vildt mange mennesker tilstede, og jeg har hele tiden presseveer. Endelig får jeg bedøvelsen i ryggen og jeg bliver rolig. De har taget over – ansvaret for vores pige er ikke længere kun mit. Alle smerterne forsvinder. Selve kejsersnittet går både hurtigt og super tjekket. Vores datter er sund og fin, men jeg ser kun med fra sidelinjen og føler mig nærmest udenfor og snydt for oplevelsen af min datters fødsel. At se hende komme ud, holde hende og nyde hende.

Adskillelsen er det sværeste

Min mand tager med hende til neonatal afdelingen kort tid efter. Jeg er misundelig og ked af det. Jeg skal syes sammen og på opvågningen, før jeg kan komme med. Dét gør ondt! For jeg vil være hos min lillebitte pige.

Det er klart det værste ved kejsersnittet. At være totalt alene i flere timer på opvågningen separeret fra mit nyfødte barn. Alene på en stue, hvor jeg skal kunne løfte begge mine ben. Hvilket jeg konstant tester i de næste timer – før jeg endelig må køres op til min nybagte familie.

I dagene efter er jeg i totalt konflikt over, om jeg gjorde det rigtige. For jeg havde jo næsten allerede født hende! Og der fulgte en følelse af utilstrækkelighed med ikke at kunne gennemgå en “normal” fødsel. Men nu hvor jeg ser på min smukke datter er jeg glad for, at jeg gjorde hvad der føltes mest sikkert for mig og hende.

Jeg synes ikke, at helingen havde stor betydning eller gjorde voldsomt ondt. Men følelsen af at fødslen gik forkert fylder meget. En underlig blanding af skam og skuffelse.

Var det et forkert valg at føde ved kejsersnit?

Jeg føler næsten, at oplevelsen og æren ved fødslen blev taget fra mig. Samtidig har jeg udefra oplevet stor forståelse for mit valg. Fødselslægen gentog det flere gange for mig, mens jeg blev syet sammen. At jeg skulle stole på, at jeg havde taget den rigtige beslutning.

Jeg gør en dyd af at sige, at jeg har FØDT hende ved kejsersnit. Og være stolt af det! Og jeg bliver stadig mega stødt, hvis nogen kalder det andet end en fødsel. Mit ar generer mig på ingen måde.

Min angst for at tage forkerte valg, miste kontrollen og for at miste hende er der endnu. Men det følger nok med det at blive mor. Uanset måden jeg fødte hende på. Jeg vil gerne fokusere på at være en stolt mor og acceptere at jeg ikke kan kontrollere eller forudse alting.