Sex og graviditet: 6 nydelsesfulde stillinger med mave

Udgivet | Senest opdateret | Af Camilla Garby-Dreyer and Anne Sofie Bysted, team momkind

Stort set hele kroppen forandrer sig i løbet af de plus/minus 40 uger, det tager at få et barn, og det vil selvfølgelig påvirke dit sexliv. Du kan opleve, at det ikke kun er den voksende mave, der står i vejen for lysten til sex, men at hormoner, træthed og kvalme også spiller en stor rolle for den manglende sexlyst.

Sex i første trimester

Du kan uden problemer have sex eller onanere i første trimester af graviditeten, hvis du har lyst til det. Nogle frygter, at sex i starten af graviditeten kan føre til spontan abort, men det afviser al forskning på området, og det er derfor ikke noget, du skal bekymre dig om.

Hormonelle forandringer som ømme bryster, ekstrem træthed eller kvalme i forbindelse med sex kan føre til mistet sexlyst i første trimester. Det er helt normalt. Giv dig selv lov til at hvile, og lad vær med at have de store forventninger til dit sexliv i denne periode. Din krop gør et kæmpe stykke arbejde lige nu.

I første trimester er maven endnu ikke begyndt at vokse, så den er i vejen, og derfor er der ingen begrænsninger på, hvilke sexstillinger du eller I kan give den gas i. Gå efter hvad der føles behageligt og rart.

Sex i andet trimester

Andet trimester bliver af nogle kaldt graviditetens honeymoon-fase, da morgenkvalmen og den voldsomme træthed for de flestes vedkommende er ovre. Du har sikkert fundet dig mere eller mindre til rette i graviditeten – både psykisk og fysisk – og måske er du blandt de heldige, der går rundt med sådan en lækker graviditets-glow.

I andet trimester er babybulen stadig ikke nået melon-stadiet, så det er relativt let at “komme til”, når lysten til sex melder sig. Mange oplever faktisk en øget sexlyst på dette tidspunkt i graviditeten på grund af den øgede blodtilførsel til kønsorganerne. Mange, men ikke alle, så hvis det ikke lige er dig, er også helt indenfor normalen.

Som livmoderen vokser, kan du måske opleve at få plukkeveer efter sex. Det er ganske almindeligt og ufarligt, så længe plukkeveerne ikke er regelmæssige eller smertefulde. Du kan også opleve, at livmoderen spænder op ved orgasme og bliver helt hård. Det hele er okay, men snak med din jordemoder, hvis du synes det gør ondt, eller det bekymrer dig.

Læs også: “Hvis bare jeg havde vidst, at sex er så meget mere end penetration”

Sex i tredje trimester

Der kan være flere grunde til, at sex i slutningen af graviditeten udfordrer Den store mave kan sætte en stopper for lysten til lagengymnastik, og det kan være sværere at finde sig til rette. Omvendt kan den øgede blodtilførsel til kønsorganerne føre til en høj libido hos dig.

Jo større maven bliver, jo mere konkret bliver forestillingen om den baby, der ligger derinde også. Nogle partnere bliver derfor nervøse for at “ramme” babyen, hvis I dyrker penetrationssex, men frygt ej – baby ligger godt beskyttet bag livmoderhals, slimprop, fosterhinder og fostervand. I kan ikke skade baby ved sex.

Måske døjer du med hævede kønslæber her i slutningen af graviditeten. Det er helt naturligt, og du er heller ikke alene, hvis der er dukket et par vulva-åreknuder eller hæmorider op down-under. Området kan både være ømt, og det kan måske også føles lidt grænseoverskridende at smide trusserne og give partner frit udsyn.

Ofte vil forandringerne omkring vulva og endetarm føles en hel del værre, end de faktisk ser ud, så hermed en kærlig opfordring til at kigge på dig selv med et intimspejl, så du kan få den del afmystificeret. Er hævelserne ømme, skal du selvfølgelig lytte til dig selv, hvad du har lyst til og har det rart med.

Kan sex skade min baby?

Du kan roligt have al den sex, du har lyst til, uden at være bekymret for at skade din baby under graviditeten. Sex øger hverken risikoen for spontan abort eller for tidlig fødsel, hvis din graviditet ellers forløber ukompliceret og normalt.

Ved komplikationer som afkortet livmoderhals, hyppige blødninger eller ved risiko for for tidlig fødsel er det en god ide at rådføre sig med læge eller jordemoder i forhold til, om det er sikkert at dyrke lagengymnastik – og i så fald, om der er nogle stillinger man bør undgå.

Ved en ukompliceret graviditet ligger baby godt beskyttet bag en lang aflukket livmoderhals og en slimprop, som forhindrer bakterier i at trænge op til baby. Desuden er baby beskyttet bag fosterhinder og fostervand, så selv den længste penis vil ikke komme i nærheden af babys hoved. Det kan du roligt fortælle din partner.

Kan sex sætte gang i fødslen?

Selvom der ikke findes videnskabeligt belæg for, at sex kan sætte gang i en fødsel, er sex ofte noget der anbefales, hvis man er gået over termin og er ivrig for at få gang i fødslen. Det skyldes primært to ting:

Mandens sæd indeholder prostaglandiner, som i høje doser er med til at afkorte livmoderhalsen og starte fødslen. Det kræver dog nogle helt andre mængder end det, der findes i mandens sæd, og derfor burde én udløsning af sæd ikke være nok til at starte en fødsel.

Den anden grund skal findes i hormonet oxytocin, som udløses ved nydelse, orgasme og interaktion med dem, vi elsker. Derfor kaldes hormonet også kærlighedshormonet og er et hormon, som vi ved, er med til at sætte fødslen i gang.

Sandheden er dog, at oxytocin ikke alene kan igangsætte en fødsel, som ikke i forvejen var klar til at gå i gang. Derfor skal man hverken frygte en for tidlig fødsel (hvis man har en ukompliceret graviditet) eller have en masse (pligt)sex blot for at sætte en fødsel i gang.

Hvis du har lyst, så giv los – og hvis du ingen sexlyst har, så lad være. Det eneste, vi kan konkludere, er, at sex ikke skader – og måske var du gået i fødsel alligevel.

Sætter orgasme gang i fødslen?

En orgasme kan ikke i sig selv kickstarte en fødsel, som ikke allerede var ved at gå i gang. Alligevel er en onani-session eller en tur på lagnerne med din partner ikke det værste, du kan gøre, hvis du er over termin og gerne snart vil føde.

Når du rammer klimaks, udskiller du nemlig hormonet oxytocin, som kan være med til at sætte gang i fødslen, hvis din krop er moden til det. Samtidig kan en orgasme også føre til nogle kraftige plukkeveer, som er med til at modne livmoderhalsen. Det gælder i det hele taget for plukkeveer i slutningen af graviditeten.

Har du lyst til sex hvad end det er med din partner eller solo, er det ikke alle stillinger, der føles lige behagelige, jo tættere du kommer på termin. Vi har samlet nogle af de dejligste sexstillinger for gravide herunder.

Gode sexpositioner i graviditeten

Der er ikke nogen sexstillinger, der er decideret farlige under graviditeten, så længe du bruger din sunde fornuft og ikke gør noget, der føles ubehageligt. Derfor kan du som udgangspunkt sagtens fortsætte dit sexliv som vanligt – både på egen hånd og med din(e) partner(e).

Når maven begynder at både fylde og tynge, kan det dog være rarest, at du undgår stillinger, hvor du ligger fladt på ryggen. Det kan nemlig give svimmelhed, kvalme og generelt ubehag, når livmoderen trykker på de store blodkar i bughulen. Desuden vil det af gode grunde være ubekvemt, hvis din partner ligger ovenpå dig og maser mod babybulen.

Ridende mama

Mange gravide synes, det er mest behageligt at være øverst og på højkant, når de dyrker sex med mave på. Det kan være variationer af, at kvinden rider partneren, men hvor I sørger for ekstra god plads til den gravide mave – fx ved, du har en tilbagelænet position.

Reverse mama

En variation af "ridende mama", hvor der er godt med plads til maven fortil.

Stående gravid-sex

En anden komfortabel og dejlig måde at dyrke sex i graviditeten på er simpelthen stående. Ihvert fald, hvis du ikke døjer med rygsmerter eller bækkenløsning. Du kan eventuelt bøje dig lidt fremad mod en væg eller et bord og have noget at støtte dig til.

Bagfra med mave

Sex på alle fire gør, at du hverken mærker tyngden af maven eller pres mod den. Her er god bevægelighed og gode muligheder for at versionere stillingen. Da kan fx tage hænder op på hovedgærdet, eller du kan lægge dig helt ned på albuerne. Hvis det føles ubehageligt at have maven ude i fuld tyngdekraft, kan det være en god idé at putte en pude eller to under maven til støtte. Gør det så behageligt for dig selv som muligt.

Oralsex

Der er intet i vejen for at modtage oralsex under graviditeten. Tværtimod kan oralsex og graviditet være et perfekt match, hvis maven gør det bøvlet at dyrke penetrationssex.

I kærlig ske

Det kan være rigtig rart at ligge på siden, når man ligger som gravid med stor mave. Især med lidt støtte under maven. Det kan være fra dynen eller en pude. Det er én af grundende til, at sex i ske også kan være en skøn måde at dyrke sex på. En anden god grund er, at I kan ligge helt tæt, og du kan blive omfavnet, uden maven bliver mast, trykket på eller er i vejen.

Oralsex og graviditet

Der er intet i vejen for at modtage oralsex under graviditeten. Tværtimod kan oralsex og graviditet være et perfekt match, hvis maven gør det bøvlet at dyrke penetrationssex. Og nej, det gør heller ikke noget, hvis du giver oralsex og sluger din partners sæd – det kommer ikke til at påvirke baby på nogen som helst måde.

Det kan især være rart at være siddende, når du modtager oralsex og er gravid. Her tynger maven ikke ned på blodkarrene, som når du ligger, og du kan selv justere din ryghældning efter behag.

Oralsex er som udgangspunkt sikkert under graviditeten, så længe man husker de almindelige retningslinjer for at forebygge seksuelt overførte sygdomme. Du skal dog være opmærksom på, at din partner aldrig bør puste luft aktivt op i skeden. Det kan lyde som en skør påmindelse, men på verdensplan er der set tilfælde af, at oralsex med pust op i skeden, har ført til luftblodpropper. Tilfældene er få, men vær hellere på den sikre side.

Analsex og graviditet

Når det kommer til analsex og graviditet er der i princippet ikke noget i vejen for at kaste sig ud i det, hvis I har lyst. Det vigtigste er, at det føles rart, og at I har blik for hygiejnen undervejs. Det anbefales i øvrigt altid ved analsex.

Mange gravide døjer med hæmorider under graviditeten, og hvis det er tilfældet for dig, er analsex nok ikke det oplagte valg lige nu. Mærk godt efter, og prøv jer evt. frem – det må endelig ikke gøre ondt eller være ubehageligt.

Er det normalt at miste lysten i graviditeten?

Du er ikke alene om at miste lysten til sex under graviditeten, hvis du har det sådan. Din krop gennemgår massive forandringer, og hvis du oven i hatten også døjer med kvalme, træthed eller bækkensmerter, er der ikke noget at sige til, hvis du ikke har lyst til sex.

Det modsatte kan også være tilfældet. Det kan også være, du netop har en øget libido, eller at du ligefrem vil betegne dig selv som gravid og liderlig. Tag det som en mulighed for at udforske din gravide krop – på egen hånd eller med en partner – og give dig selv en masse velfortjent nydelse.

Måske føler du dig lidt snydt, eller måske endda forkert, fordi du har læst de saftige historier om gravide, der oplever øget lyst til sex, og som beretter om at have endnu mere og bedre sex, end før. Begge ender af skalaen er helt normal. For de fleste vender lysten retur igen efter graviditeten, hvis den har været i dvale.

Læs også: Er du familiens blæksprutte? Er du kvinde, er svaret sandsynligvis JA

Hvis lysten forsvinder

Din partner – som forhåbentlig er forstående overfor din krops ændringer – må gardere sig med tålmodighed, hvis du ikke har lyst til sex. Både kvinder og mænd kan have svært ved at forbinde den gravide krop med sex, og det kan for begge parter være svært at følge med kroppens hastige udvikling.

Det kan også være, at din partner reagerer helt omvendt og finder din gravide krop sexet og har ekstra meget lyst til dig. Det er dejligt, hvis du har det godt med det, og din lyst matcher, og hvis ikke, kan det fremkalde svære følelser og snakke.

Hvis den ene af jer har mere lyst til sex end den anden, eller hvis en af jer ligefrem væmmes ved sex, kan det godt give nogle uoverensstemmelser imellem jer. Vid, at det er helt normalt, og forsøg at give plads til hinanden, selvom det kan vække svære følelser.

Vær åben overfor din partner og husk, at der findes mange måder at være intime på. Selv hvis du har på fornemmelsen, at “han vil have sex”, kommer der ikke noget godt ud af at have sex uden lyst. Respekter dig selv og hinanden, og udforsk andre måder at være intime på.

Onani og graviditet

Nogle kvinder oplever at have svært ved at kende kroppen i graviditeten. Det kan både være fysisk, men det kan også handle om intimitet og lyst, og at det, der plejer at virke, pludselig ikke virker længere eller føles rart.

Det kan også være, du har mere lyst end vanligt, og det skal du endelig lade dig selv nyde.

Uanset årsagen, kan onani være en god måde at bringe dig selv nydelse, og det kan også være, at det kan være en sjov og dejlig idé at kombinere vibrator og sex med din partner.

Der er ikke noget, du ikke kan gøre, hvis du har en helt normal graviditet og ikke er blevet rådet til andet af din læge eller jordemoder.

Smerte i forbindelse med sex

Uanset om du er gravid eller ej, bør du altid lytte til din krop og tage dens signaler alvorligt uden at føle skyld og skam. Sex skal ikke gøre ondt, og at presse kroppen gennem et smertefuldt samleje kan have både psykiske og fysiske konsekvenser.

Plukkeveer er derimod meget almindelige at opleve i forbindelse med sex, orgasme og graviditet. Hvis du er langt fra din terminsdato og ellers oplever en ukompliceret graviditet, er der ingen grund til bekymring, hvis du oplever, at din livmoder bliver helt hård efter samleje eller orgasme.

Bare husk, at veerne før din termin hverken må være smertefulde eller regelmæssige. Er de det, er det vigtigt, at du kontakter fødegangen eller din egen jordemoder – alt efter hvor langt du er henne i din graviditet.

Pletblødning under samleje

Blødning under graviditeten kan være skræmmende. Også selv om det kun er en lille pletblødning. Pletblødning kan dog være helt almindeligt og ganske ufarligt under graviditeten – især, men ikke kun, i forbindelse med sex.

Graviditeten gør slimhinderne mere følsomme, og man kan derfor opleve pletblødning – såkaldt kontaktblødning – i forbindelse med penetration. Det skyldes, at små blodkar i skeden eller livmoderhalsen brister. Det er ikke farligt i sig selv, men hvis blødningen bliver kraftigere eller fortsætter, skal du selvfølgelig kontakte lægen.

Urinvejsinfektion og blærebetændelse hos gravide kvinder

Husk at tisse efter sex! Du kender sikkert allerede dette råd, men det er faktisk ekstra vigtigt nu, hvor du er gravid. Urinvejsinfektion hos gravide ses hyppigt og skyldes blandt andet, at lukkemusklen i urinrøret bliver svagere. Og det giver bakterierne mulighed for at vandre op mod blæren og nyrebækkenet.

Samtidig kan du som gravid have sværere ved at tømme blæren helt på grund af trykket fra den voksende livmoder.

Det, der kan være vanskeligt ved blærebetændelse hos gravide, er, at symptomerne kan være helt anderledes end den normale “glasskår, når du tisser”-fornemmelse. Ofte vil det eneste symptom faktisk være tiltagende plukkeveer. Du skal derfor være opmærksom, hvis du pludselig oplever flere plukkeveer, end du er vant til.

Bækkenløsning og sex

Hvis du lider af bækkensmerter eller bækkenløsning, kan det være ekstra svært at finde gode stillinger, hvor du kan have sex uden at forværre dine smerter. Det handler om at finde de mest behagelige stillinger, hvor man hverken skal anstrenge sig eller lave unødvendige vrid i bækkenet.

Undgå så vidt muligt at få bækkenet ud i yderstillinger ved ikke at sprede benene for meget. Prøv i stedet stillinger, hvor du kan holde bækkenet stabilt og benene mere samlet, fx doggystyle eller at ligge i ske. Sidstnævnte kan eventuelt kombineres med en pude mellem knæene eller under maven for ekstra komfort.

Læs også: Knibeøvelser: Fysioterapeutens guide til bækkenbundstræning under graviditeten og efter..

Husk at holde bækkenbunden i form

Der er mange gode grunde til at træne bækkenbunden under graviditeten. En af grundene er, at knibeøvelser i de to første trimestre er med til at forebygge gener efter fødslen som inkontinens og nedsynkning. En ekstra sidegevinst ved at holde bækkenbunden i form er, at en stærk bækkenbund giver bedre orgasmer.

Kilder: Patienthåndbogen Sundhed.dk

Læs også

7 spørgsmål til reflekstion om sex og samliv

Sex efter fødsel – hvordan og hvornår?

Prævention efter fødsel – Hvad skal jeg vælge?

Psykologen: “Drop glansbilledet! Vi har brug for ærlige fællesskaber”