“Jeg kan ikke komme op. Jeg kan ikke aktivere mine mavemuskler. De er væk!”

MomStories
7 min.
Skrevet af Michella, mor til tvillingepiger på 2,5 år. Michella blogger om rectus diastase, fertilitetsbehandling, langtidsamning og andre facetter af moderskabet på @filippaophelia.

Forleden læste jeg min første fysioterapeut-journal efter vores tvillingers fødsel i december 2018. Og tårerne trillede. ”Michella har svært ved at trække vejret”, ”hun kan ikke stå op eller gå i længere tid”, ”hun får ondt af at løfte sine babyer”, ”hun har mange smerter i mave, ryg og lænd.” Det er ikke køn læsning, og det bringer mig tilbage til en tid med ekstreme smerter, stor ensomhed og en voldsom frygt for fremtiden.

En tvillingemors mave

Da jeg først blev gravid med Filippa og Ophelia frygtede jeg, hvor meget jeg ville tage på. Jeg var rædselsslagen for strækmærker – især fordi jeg allerede få måneder inde i graviditeten kunne se, at jeg ville blive meget stor.

Min mave voksede hurtigt, og lidt ligesom gravide Barbie, der kun havde en bule på en afgrænset cirkel af maven, så udviklede min graviditetsmave sig også sådan. Bagfra havde jeg stadig talje – forfra var jeg gigantisk.

Så jeg begyndte at lede efter eksempler på, hvordan en tvillingemors mave kunne se ud efter graviditeten. Ikke fordi jeg kunne gøre noget ved min egen, men for at forberede mig på fremtiden. Og nok lidt fordi jeg håbede, at de alle sammen ville være flade som pandekager med perfekte sixpacks og pæne navler.

Bevares – mange så helt fantastiske ud bagefter, men jeg fandt også nogle super seje tvillinge- og trillingemødre, der ærligt viste deres temmelig ødelagte maver frem. Løs og rynket hud, strækmærker og brok var en fast del af opskriften. Og så beskrev de noget, jeg aldrig havde hørt om før. Delte mavemuskler. Rectus diastase.

Allerede fra omkring femte måned af graviditeten var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var her, jeg var på vej hen. Jeg viste min mand billederne, og han forsøgte at berolige mig med, at jeg jo ikke kunne vide, at det ville blive så slemt. Men jeg kunne mærke, at det ikke var godt.

Dullernes fødsel

Efter syv uger med veer fødte jeg mine duller ved planlagt kejsersnit midt i december. Jeg havde holdt på dem helt til 37+0, og de vejede henholdsvis 2600 og 3100 gram. De havde heldigvis slet ikke brug for hjælp. Men det havde jeg!

michella nyfødte tvillinger

Da kirurgen skulle lave kejsersnittet, fortalte hun begejstret, at hun kun havde set én kvinde med en mave, der var større end min, og hun havde fået trillinger et par måneder forinden. Kirurgen refererede selvfølgelig til fantastiske Maria Jørstad (@triplets_of_copenhagen), som jeg ivrigt fulgte, fordi hun havde født præcis tre måneder før mig og ærligt fortalte om sin rectus diastase.

I tiden efter fødslen kunne jeg ingenting. ALT gjorde ondt. Og som maven stille og roligt faldt ned igen, kunne jeg begynde at se skaderne.

Min vejrtrækning var overfladisk, fordi jeg ikke kunne aktivere musklerne godt nok til at få luften helt ned i lungerne.

Bittesmå strækmærker overalt. En navle der nu sad på venstre side af maven. Store strækmærker hen over skambenet. Rynket og løs hud. Og ingen funktion af mine mavemuskler. Jeg kunne ikke løfte mig fra sengen eller komme op fra gulvet. Jeg kunne ikke stå op og lave mad, fordi min mave ikke kunne holde mig ordentligt oprejst. Min vejrtrækning var overfladisk, fordi jeg ikke kunne aktivere musklerne godt nok til at få luften helt ned i lungerne.

En uforstående, bagatelliserende læge

Det føltes som om, at mine organer væltede rundt inde i min mave, de gjorde i perioder vanvittig ondt, og når jeg lå ned, kunne jeg se dem bevæge sig under den løse hud. Jeg kunne se min puls og tarme pulsere og boble under overfladen. Jeg var i syv sind, da jeg bestilte tid til lægen – jeg kunne jo ikke engang bære mine babyer op på 1. sal til min undersøgelse. Det hele føltes så uendelig uoverskueligt.

rectus diastase michella

Min svigermor mødte mig foran lægehuset og trillede med pigerne, mens jeg med en god portion viden erhvervet fra Instagram og Google-søgninger gik op for at bede om en henvisning til en specialist i rectus diastase.

”Alle kvinder er kede af deres maver efter, at de har født…”
Det var min ældre mandlige læges kommentar, da jeg med tårer i øjnene fortalte, hvordan jeg havde det. Jeg måtte insistere på at blive undersøgt.
”Ja, den er selvfølgelig lidt medtaget efter en gemelli-graviditet”, konstaterede han tørt ved første øjekast, mens jeg lå på briksen.
”Prøv at løfte benene”, fortsatte han.
”Det kan jeg ikke”, svarede jeg.
”Så sæt dig op i stedet”, forsøgte han.
Og så hylede jeg. Jeg kunne knap nok få ordene over mine læber.
”Det er jo det, jeg siger til dig. Jeg kan ikke komme op. Jeg kan ikke aktivere mine mavemuskler. De er væk!”

Svigtet af sundhedsforsikringen

Efter at have guidet ham igennem hvad jeg fejlede og informeret ham om, hvilken ekspert jeg skulle have henvisning til, gik jeg hjem og ventede på min indkaldelse. Da den endelig tikkede ind i min e-Boks, var der to måneders ventetid. Jeg besluttede, at den tid skulle bruges på at komme i gang med genoptræning.

Jeg kontaktede en fysioterapeut med speciale i graviditets- og efterfødselsskader, og så kontaktede jeg selvfølgelig min sundhedsforsikring, Danica Pension, for at få hjælp til dække omkostningerne. Men her blev jeg, som så mange andre kvinder, afvist – hele tre gange over halvandet år – med begrundelsen, at alle skaderne var efterfødselsgener. Efter en større medieafsløring af P1’s Ole Hall anerkendte Danica Pension, at de havde handlet ulovligt, og min sag ligger nu hos Ligebehandlingsnævnet, som skal tage stilling til erstatningsniveauet.

Jeg følte mig så alene med mine smerter og følelser om min krop.

Først ønskede jeg hjælp til genoptræning af de delte mavemuskler. Et halvt år senere kontakte jeg igen Danica for at få hjælp til de store ryg- og lændesmerter, der desværre følger med en rectus diastase. Og til sidst kontaktede jeg dem, da jeg blev akut indlagt og fik beskeden, at jeg havde fået myoser i underlivet. Alt sammen forårsaget af rectus diastasen, fordi der ikke er noget, der holder på min overkrop. Og alt sammen forværret af, at jeg ikke fik den hjælp, jeg så desperat havde brug for. Men ud over det fysisk hårde i de oplevelser, så blæste det til en voksende følelse af ensomhed, uretfærdighed og angst.

michellas mave med babyhænder

Jeg følte mig så alene med mine smerter og følelser om min krop. Efter halvandet års fertilitetsbehandling skulle jeg jo bare være taknemmelig for, at vi havde fået to sunde, raske og vidunderlige børn. I stedet græd jeg, hver gang jeg så mig selv i spejlet. Jeg havde ondt konstant.

Når jeg vågnede om morgenen tog jeg mig selv i at ligge helt stille et par sekunder, hvis ikke jeg mærkede smerter, bare for at nyde følelsen af ikke at føle noget. Jeg lavede mine genoptræningsøvelser, men havde svært ved at finde plads til dem i en hverdag med arbejde og to små børn. Når de endelig sov, var jeg så udmattet, at jeg knap nok orkede at snakke med min mand.

Det er noget, jeg ikke vidste, før mine mavemuskler gav op; det æder din energi at have ondt hele tiden. Det tager dit overskud, og gør din lunte kortere. Og du bliver helt vildt træt. Det eneste, der måske er mere trættende, er at skulle sige højt, at du har ondt. Den del øver jeg mig stadig på, for selvom jeg ikke har lyst til at være til gene og et brokkehoved, så er det utrolig svært for min mand at forstå, hvor meget det fylder i min hverdag, hvis jeg går og putter med det.

En fortsat kamp

I dag kæmper jeg fortsat med mit nye liv med rectus diastase. Jeg er blevet godkendt til operation, fordi jeg efter genoptræning fortsat har et mellemrum mellem mine mavemuskler, der er 8 cm bredt på det bredeste og 15 cm langt. Men fordi vi stadig drømmer om flere børn og igen er gået i gang med fertilitetsbehandling, må jeg vente nogle år. Anbefalingen fra plastikkirurgisk afdeling er, at jeg skal vente til yngste barn er tre år, fordi det bliver en hård genoptræning.

Min mave buler som hos en gravid i 6. måned, min hud er rynket og hænger, og navlen ligner Bedstemor Piletræ fra Pocahontas.

Jeg har stadig ondt hver eneste dag – men man kan heldigvis vænne sig til meget. Jeg kan ikke længere huske en hverdag, hvor jeg ikke har ondt. Så jeg nyder de dage, hvor smerterne er lidt mere overskuelige. Og de dage, hvor jeg hverken kan holde ud at stå, sidde eller ligge ned, bander jeg langt væk.

Jeg kæmper også stadig med mit udseende… Min mave buler som hos en gravid i 6. måned, min hud er rynket og hænger, og navlen ligner Bedstemor Piletræ fra Pocahontas. Inden jeg fik dullerne, havde jeg en flad og veltrænet mave. Jeg blev gift i bar mave på en strand på Seychellerne. Sammen med mine små meget velsiddende bryster var det mit absolutte yndlings-feature. Så det føles ondt, at jeg har mistet den og – ligesom alle andre kvinder, der har ammet i 2,5 år – selvfølgelig også mine bryster.

amning michella

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slutte fred med min mave, men jeg prøver hver eneste dag. Og så minder jeg mig selv om, at det er okay at være ked af det, jeg har mistet, selvom jeg er taknemmelig for det, jeg har fået. For det er ikke en enten eller. Og jeg skal forhåbentlig stadig leve i denne krop i mange årtier frem som kvinde og ikke kun som mor.

 

LÆS MERE OM MAVEN EFTER FØDSLEN:

Rectus diastase – fysioterapeutens guide til delte mavemuskler efter fødslen

Delte mavemuskler efter fødsel – 5 skånsomme øvelser

Maven efter kejsersnit – her er alt, du skal vide

5 gode råd: Sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

Fysioterapeutens tips – Om oxytocin og træning efter kejsersnit