Jeg har fortalt og skrevet min historie mange gange. Alligevel må jeg ind i mellem stoppe op for at være i mine følelser, når jeg dykker ned i tristheden og sorgen fra dengang. For den er der stadig. Ikke længere rå og intens, men som et underliggende spor af melankoli, der stadig kan skabe en klump i halsen.

Jeg føler selv, at jeg er blevet stærkere af de tre aborter, min mand og jeg gik igennem i 2013 og 2014. Men jeg ved også, at jeg er heldig, at mit sind ikke gik i stykker. Det var tæt på. Jeg er også meget bevidst om, at jeg er heldig, at jeg i dag kan sidde og skrive min historie med et barn afleveret i skole og en anden i børnehave. Det er ikke alle historier om gentagne aborter, der ender på den måde.

Da alarmklokkerne begyndte at ringe

Reelt begyndte alarmklokkerne først at ringe efter anden abort. Den første var ren tekstbog. Biokemisk graviditet med blødning ganske få dage efter glæden ved den positive test. Det var ikke sjovt, men vi rystede det relativt hurtigt af os og så fremad.

Anden gang var værre… Jeg var i 9. uge og skulle til første graviditetsbesøg hos lægen. Vandrejournalen lå klar på skrivebordet, klar til at blive udfyldt. Vores lægehus var udstyret med en scanner, og både min mand og jeg så frem til at se det lille hjerte banke. Der var bare ikke noget. Intet hjerte, intet tydeligt foster. Kun en sort plamage på skærmen. Vores læge brugte lang tid på at lede, men måtte til sidste give det triste budskab. Samme dag sendte hun os videre til en gynækolog, der bekræftede, at jeg havde haft en ‘missed abortion’. Fosteret var dødt, men min krop troede stadig, den var gravid.

LÆS OGSÅ: ”Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig”

Vi var i chok. Og jeg havde intet forsvar mod gynækologens himmelråbende mangel på empati. Oplevelsen var i sig selv forfærdelig, men hendes kolde professionalisme gjorde kun det hele meget værre. Hun affærdigede alle bekymringer og spørgsmål. Alt var jo helt normalt. Det var jo faktisk kun anden gang. Ingen grund til at tage sådan på vej over det. Så stod vi der på trappen – kostet ud ad døren med en medicinsk abort i tasken. Stadig i chok og med tusind ubesvarede spørgsmål.

Samme aften tog jeg de tabletter, der skulle sætte min krop i gang med at udstøde graviditeten. Efter en halv nat sammenkrummet af smerter på toilettet uden skyggen af blødning endte jeg på sygehuset. En læge rensede for størknet blod, der sad i klemme, og det fik sat gang i blødningen. Lægerne var tilfredse. Nu var alt fint. Og mens min krop langt om længe reagerede efter bogen, lå jeg i en hospitalsseng på en stue med to fremmede kvinder og var ulykkelig. Sygeplejerskerne klappede mig akavet på benet, og lægerne negligerede endnu engang den sorg og bekymring, jeg følte. For hvorfor var det gået galt igen? Havde jeg gjort noget forkert? Hvorfor ville min krop ikke holde på de små liv?

Bekymring og tvivl

Jeg var 31, da vi fik vores første barn. Det havde ikke været lige til højrebenet at blive gravid, og vi måtte igennem en kortere fertilitetsbehandling, før det lykkedes. Og selvom det var ingenting i forhold til, hvad andre går igennem, havde processen været fyldt med bekymring og tvivl.

Det har aldrig været et drive for mig at blive mor. Langt op i 20’erne var jeg virkelig meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle have børn, men da jeg mødte den rigtige mand, blev beslutningen pludselig meget nemmere. Alligevel var det ikke nemt at blive mor, og jeg brugte næsten et år på at tilpasse mig rollen og knytte mig rigtigt til det lille væsen, der pludselig var blevet en del af vores liv. Så da vi tog beslutningen om nummer to, var den meget velovervejet og bundede i et dybfølt ønske om at få et barn mere.

Og nu lå jeg så der, alene på sygehuset, med alle spørgsmålene og bekymringerne. Alene med min sorg over at have mistet et lille barn. For selvom jeg kun var to måneder henne, så havde jeg allerede knyttet stærke bånd til den lille. I det sekund jeg så to streger på testen, havde jeg allerede skabt en forestilling om vores fremtid med lige netop den lille baby. Og det havde jeg nu mistet. Og pludselig blev sorgen efter den første abort også forstærket.

Jeg følte, at min krop havde fejlet

Fysisk blev jeg hurtigt klar igen, men jeg kæmpede med sorgen. Jeg blev ved med at få at vide, at alt var normalt. At jeg jo bare var en ud af fire. I prøver bare igen. Så hvorfor var jeg så så ked af det? Hvorfor kunne jeg ikke slippe sorgen? Det eneste, jeg tænkte på var at blive gravid igen. Og samtidig var jeg hundeangst for at blive det. For hvad nu hvis det skete igen? Oplevelserne fra scanningen og natten med den medicinske abort blev ved med at gå i ring i mit hoved. Jeg kunne ikke slippe følelsen af, at jeg både var blevet svigtet af sundhedsvæsenet, men også at min egen krop havde fejlet.

Jeg havde utrolig svært ved at tale om mine følelser med andre end min mand. Delte jeg endelig mine tanker, blev jeg ofte i bedste mening mødt med ord som ”I har jo allerede et barn heldigvis” eller ”Det er helt normalt, op på hesten igen”. Jeg endte med at skamme mig over min reaktion, og jeg følte, at min krop var uduelig, når den nu ikke kunne finde ud af det, kvinder over hele verden klarer hver eneste dag. Til sidst måtte jeg have professionel hjælp for at komme igennem de svære følelser.

Frygt for at miste igen, endnu en abort og et sidste forsøg

Et år efter stod jeg igen med en positiv test i hånden. Selvom jeg følte mig stærkere mentalt, var de første uger fyldt med frygt. Alle tegn fra min krop blev overanalyseret. Var det et jag? Hvorfor har jeg ondt i hoften? Føltes det vådt forneden? Jeg tjekkede konstant for blod i trusserne og havde svært ved at være fuldt til stede mentalt med min datter.

LÆS OGSÅ: “Vi havde så svært ved at få hende, så jeg må ikke blive vred på hende”

Jeg blev fulgt tæt hos en fertilitetsjordemoder med scanninger. Mine to tidligere aborter havde trods alt ført en henvisning med sig, og jeg var lykkelig for at blive scannet uge for uge. Alt så godt ud. Hjerteblink, fosterudvikling, stigende hCG. Lige indtil en nat i 10. uge, hvor jeg vågnede med smerter og blødning.

Igen knækkede min verden og gik i stå. Det eneste, jeg var fuldt bevidst om, var, at jeg under ingen omstændigheder ville have en medicinsk abort igen. I stedet fik jeg en kirurgisk, som muligvis var nemmere fysisk at komme igennem, men også var voldsom psykisk. Blot på en anden måde. Ganske kort tid efter blev jeg gravid igen. På det tidspunkt havde jeg truffet en uhyggeligt svær beslutning om, at det var sidste gang. Jeg ville give det ét forsøg til. Én graviditet mere. Lykkedes det ikke, ville vi være en familie på tre.

Skæbnen ville det anderledes, for det lykkedes. Og 9 måneder senere – i oktober 2015 – kom Liv til verden ved et planlagt, udramatisk kejsersnit.

Skrevet af Christina Lassen-Andersen forfatter til: Tabte Drømme - kvinder og spontan abort