En onsdag aften i juli går vandet – 3 uger før termin, men jeg er klar til det største øjeblik i mit liv. Jeg har virkelig glædet mig til den her fødsel og mødet med min førstefødte.
Jeg ringer til fødegangen, som siger, at jeg bare skal prøve at sove. Så jeg går slukøret i seng.
Vi hopper et døgn frem, hvor der intet sker, til trods for at jeg får piller der skal sætte veerne i gang. Jeg er nu placeret på en fødestue, og de giver mig ve-stimulerende i drop. Veerne bliver så kraftige og ukontrollerede, at det ender med en ve-storm, og jeg skriger efter en epiduralblokade, som jeg ellers havde svoret, at jeg ikke skulle have. Efter halvandet døgn siger jordemoderen til mig, at jeg er klar til at føde vores søn, og vi bare venter på presseveerne, som snart kommer – behøver jeg at sige, at de selvfølgelig udeblev?
Jeg skal presse ham ud – uden at have presseveer
Der samler sig efterhånden en stor skare af jordemødre, sygeplejersker, læger, børnelæger, studerende og andet sundhedsfagligt godtfolk på stuen. De konstaterer, at min søn ligger som stjernekigger, og de vil anbefale, at jeg presser ham ud uden presseveer. Det prøver vi, men det bliver kun til et par forsøg.
Der strømmer flere mennesker ind på stuen og de siger, at de nu er klar til at hive ham ud med sugekop, og ellers ryger jeg akut på operationsbordet. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to forsøg var fuldstændig forfærdelige, og det lykkedes ikke, at få vores søn ud. Det lykkedes dem kun at få trukket ham lidt længere ned. Så alt imens en jordemoder går i gang med at skubbe min søn “tilbage”, vil en studerende klippe tøjet af mig, for nu skal det gå stærkt. Jeg ligger på sengen, mens de løber afsted med mig mod operationsstuen.