“Det værste var, at underretningen blev serveret som en hjælp”

MomStories
7 min.
Skrevet af en anynom mor til en 6 måneder gammel datter

Jeg har haft en depression for tretten år siden og en for ni år siden. I forbindelse med at mine kæreste og jeg var ved at gå fra hinanden i 2018, oplevede jeg en konstant ængstelighed, som gjorde at jeg i en periode tog noget medicin mod angst. I den forbindelse snakkede jeg også med en psykiater et par gange uden at få noget særligt ud af det. Jeg opdagede først senere, at han i min journal havde givet mig en diagnose: “forstyrret personlighedsstruktur uden specifikation”. Det lyder som en ‘skraldespandsdiagnose’, og da jeg ikke føler mig som andet end hvad jeg selv vil betegne som ‘psykisk sårbar’, tænkte jeg ikke så meget mere over det.

Samtaler og særlige støttetilbud

Da jeg blev gravid, fik jeg tilbudt ekstra samtaler med jordemoder og sundhedsplejerske pga. mine tidligere depressioner. Dette var jeg glad for. Derudover besluttede min kæreste og jeg at gå hos en psykolog sammen og hver for sig – ikke fordi der var noget galt, men fordi vi ville forberede os bedst muligt. I den forbindelse kom vi til at tale om min diagnose, og min psykolog foreslog at jeg evt. kunne høre, om der var mulighed for at deltage i gruppeterapi på hospitalets psykiatriske ambulatorium. Efterfølgende var jeg til en samtale med en læge. Hun syntes imidlertid ikke at jeg passede så godt ind på et gruppeterapihold, både fordi jeg var gravid, og fordi jeg ville være væsentligt bedre stillet end de øvrige deltagere. Da jeg heller ikke følte synderligt behov, blev vi enige om, at jeg selv kunne tage kontakt, hvis jeg senere udviklede et behov for støttende samtaler. Jeg fik dog aldrig brug for dette, og mit forløb blev efter aftale lukket tre måneder efter fødslen.

Jeg siger da gerne ja tak til ekstra hjælp, for at min nyfødte datter kan få den bedst mulige start på livet.

Det at jeg havde været til denne samtale gjorde, at jeg fik mulighed for at få ekstra støtte af en psykolog og en sygeplejerske. Jeg blev præsenteret for dette tilbud på hospitalet. Det lød jo godt. Selvom jeg tænkte, at jeg godt kunne klare mig uden, sagde jeg alligevel ja, for sådan er jeg. Jeg siger da gerne ja tak til ekstra hjælp, for at min nyfødte datter kan få den bedst mulige start på livet. Jeg gav udtryk for, at vi jo bare kunne lade være med at bruge det, hvis vi ikke følte behov. Herefter kom vi til en indledende samtale. Her snakkede vi igen om, at vi ikke nødvendigvis syntes, at vi havde behov for tilbuddet, men at vi jo altid kunne afslutte det efter nogle måneder.

Hurtig udskrivelsessamtale oven på en hård fødsel

Jeg havde en meget lang latensperiode på ca. en uge inden fødslen. Om natten fik jeg så mange smerter og stort set ingen søvn, så da jeg endelig skulle føde, var jeg helt udkørt, træt og bange. Heldigvis gik det over, så snart min datter kom til verden. Vi havde ikke behov for hjælp til noget med vores datter på barselsgangen – alt gik fint.

Der var ikke ÉN, der gjorde os opmærksom på, at det ikke var noget, vi selv kunne bestemme.

Da jeg havde haft kontakt til min jordemoder i forbindelse med den hårde uge op til fødslen, blev vi indkaldt til en udskrivelsessamtale. Dette var lidt grænseoverskridende. Der sad ca. seks mennesker og kiggede på os (sundhedsplejerske, jordemoder, sygeplejerske, psykologen + to sagsbehandlere fra kommunen). Alt var jo godt, så der var ikke så meget at snakke om.

Da min familie og jeg skulle flytte til en anden kommune få måneder efter, gav min kæreste og jeg under denne samtale udtryk for, at vi gerne ville starte på en frisk og ikke havde lyst til at oplysninger om, hvad vi fejlede (min kæreste har også lidt af depressioner for en mange år siden) skulle følge os til den nye kommune. Vi er selv ret gode til at søge om hjælp, hvis vi har behov for det. Vi oplevede stor forståelse for dette fra de deltagende i mødet. Der var ikke ÉN, der gjorde os opmærksom på, at det ikke var noget, vi selv kunne bestemme.

Stress og ængstelighed i flytterod

Min datter var fra starten en sund, rask og glad pige. Hun tog på og udviklede sig, som hun skulle. Det faldt mig overraskende naturligt at være mor, og jeg har heldigvis ikke følt mig i nærheden af deprimeret på noget tidspunkt. Da hun var 2 måneder gammel, begyndte vi at pakke ned og gøre klar til at flytte. Flytningen var lidt af en omvæltning for mig. Udover at bo flere uger i flytterod, så skulle jeg sige farvel til søde naboer, familie og venner samt mit dejlige job i den by, vi flyttede fra. Samtidig begyndte min datter sat have mindre behov for at hænge på mig, så jeg skulle lige finde mig til rette i en ny måde at være mor på, hvor hun godt kunne ligge og pludre lidt selv. I forbindelse med alt dette følte jeg mig meget presset. Jeg mærkede det som en følelse af stress og ængstelighed i kroppen. Samtidig blev jeg mere bange for vuggedød og måtte tjekke til min datter flere gange under hendes middagslur. Min kæreste foreslog, at jeg tog en snak med psykologen, som vi var blevet tilknyttet, og det gjorde jeg så. Sjældent har jeg fortrudt noget så inderligt…

Min stress og ængstelighed gik heldigvis over igen, da vi fik lagt en god plan for flytningen, og jeg kunne begynde og glæde mig til det nye hus, som vi havde købt. Min datter virkede ikke til at være påvirket af situationen. Hun smilede sig igennem hele flytningen.

Er en underretning ikke noget man sender, hvis man ser et barn mistrives?

Det kom derfor som noget af en overraskelse for mig, da sygeplejersken og psykologen kontaktede mig og fortalte, at nu ville de sende en underretning til min nye kommune. Hertil overraskede det mig, da jeg ikke kunne få lov at takke nej til dette. Jeg var helt målløs følte mig holdt for nar. Vi havde hele tiden haft indtryk af, at deres hjælp var et tilbud, og at jeg til enhver tid kunne afslutte forløbet. Desuden havde de kun været forbi en 2-3 gange, hvor min datter sov det meste af tiden, og den sidste gang var tre uger forinden – altså før jeg følte mig stresset. Jeg forstod ikke, hvordan de på det grundlag kunne vurdere, at det var nødvendigt med en underretning. Er en underretning ikke noget man sender, hvis man ser et barn mistrives? Og hvorfor mon de ikke bare ringede til min sundhedsplejerske, som jævnligt havde med min datter at gøre?

Underretning på ukorrekte oplysninger

Det værste var, at underretningen blev serveret som en hjælp. Jeg blev utrolig ked af, at man ikke stolede på, at jeg selv kunne vurdere, om jeg havde behov for hjælp eller ej. Der følte jeg, at min selvstændighed som mor blev taget fra mig, nærmest inden jeg overhovedet var faldet til i rollen.

Ja jeg var ved at dø af skræk, men til efterfødselssamtalen forsikrede min jordemoder mig om, at det var helt normalt!

Jeg troede, at historien ville ende her, men da jeg modtager underretningen til gennemlæsning, ser jeg, at min sag er blevet vurderet på baggrund af ukorrekte oplysninger. Udover at der var smurt tykt på – fx stod der, at jeg havde haft et angstanfald i forbindelse med fødslen. Ja jeg var ved at dø af skræk, men til efterfødselssamtalen forsikrede min jordemoder mig om, at det var helt normalt! Andre steder havde de opdigtet ting om mig. Ifølge underretningen har jeg haft et langt behandlingsforløb på hospitalets psykiatriske ambulatorium. Sandheden er, at jeg ikke har modtaget nogen former for behandling. Jeg har talt med en læge en enkelt gang, men det kan vel næppe kaldes et langt behandlingsforløb?!

Jeg blev enormt såret over, at man i det mindste ikke kunne skrive en fornuftig underretning baseret på sande oplysninger. Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke, om det havde set anderledes ud – om der overhovedet var blevet sendt en underretning afsted, hvis sagen fra start af var blevet vurderet ud fra korrekte oplysninger. Heldigvis blev underretningen rettet til efter mine indvendinger, men sendt afsted det blev den…

En cementeret sag i systemet

Nu er jeg så flyttet til min nye kommune og er allerede “en sag” i deres system. Jeg har døjet med mavepine og har mange aftener haft svært ved at sove. Jeg var bange for, at jeg skulle tvinges til endnu et “tilbud”. Jeg følte intet behov for dette. Vi blev heldigvis hurtigt indkaldt til et videomøde, hvor den flinke sagsbehandler lyttede til vores historie og med det samme lukkede sagen.

Hvis min datter fx ikke trives i en periode, hvilket der jo kan være mange årsager til, skal jeg så trækkes igennem hele møllen igen?

Jeg er selvfølgelig glad for, at sagen blev lukket, men den vil jo aldrig forsvinde. Så længe jeg bor i kommunen vil der stå et sted i systemet, at jeg har en psykisk diagnose, og at der har været indsendt en underretning – også selvom jeg ingen symptomer har længere. Hvis min datter fx ikke trives i en periode, hvilket der jo kan være mange årsager til, skal jeg så trækkes igennem hele møllen igen?

Jeg har haft øjeblikke, hvor jeg tvivlede på, om jeg er en god nok mor, siden min familie skulle udsættes for dette. Den tanke har jeg dog fået banket ud af hovedet igen for helt ærligt, så er jeg en fantastisk mor, og min lille pige stortrives på trods af flytning og en – i en kortere periode – stresset mor.

Efterfølgende har mine veninder fortalt mig lignende historier om stress og ængstelighed i forbindelse med at blive mor første gang, og jeg har læst historier på momkind. Jeg kan se, at jeg har reageret fuldstændig som mange andre mødre.

Jeg forstår godt, at man i nogle tilfælde er nødt til at indberette familier for at undgå at børn mistrives. Men jeg undrer mig over, at man ikke vejer det op mod, hvor stor en stressfaktor det er at udsætte en nybagt familie for sådan en underretning. Jeg føler lidt, at man sendte den “bare for at gøre det”.

Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have sagt nej tak til “tilbuddet” fra starten af. Jeg ville faktisk slet ikke have fortalt nogen på hospitalet eller i kommunen om mine psykiske sårbarheder. Jeg ville i stedet have brugt min fantastiske sundhedsplejerske noget mere og have snakket med min egen psykolog.