Hæmorider

Kindness for your behindness!

Graviditet er desværre mere end spændende scanninger og hyggelige spark i babyhulen. Du kan som bekendt støde på en bred vifte af graviditetsgener i den langsommelige tid frem til termin. Blandt de mest udbredte – og desværre mest tabubelagte – af slagsen er hæmoriderne. 

Hvad virker mod hæmorider?

For at komme hæmorider til livs skal du spise fibre, drikke store mængder vand og forbedre dine toiletvaner. Der findes både stikpiller, salve og creme mod hæmorider, ligesom du kan have stor gavn af at dulme smerterne med køleposer eller koldt vand fra bruseren eller i en skylleflaske.

Et andet middel mod hæmorider er TID. En hæmoride kan nemlig være en aldeles genstridig størrelse.

Virker salve og creme mod hæmorider? 

I skrivende stund findes der desværre ikke en hæmoride creme der virker sådan, at den får hæmoriden til at forsvinde pist væk. Til gengæld vil de forskellige præparater, som du bl.a. kan finde i håndkøb på apoteket, behandle de væmmelige smerter, som hæmoriderne forårsager. 

Hvad er hæmorider?

Vi har allesammen “puder” af væv med blodkar, der findes i slutningen af ​​endetarmen. De skal være der, da de sammen med den indre og ydre ringmuskel kontrollerer afføringen. Når disse venebundter bliver forstørrede, “poser ud” og giver gener i forskellig grad, karakteriseres det som hæmorider.  

Faktisk er hæmorider en slags åreknuder (varicier), som er udvidede blodårer, der ligger lige under huden og buler ud. De findes typisk på lår og lægge, men man kan også risikere at få vulvaåreknuder – altså åreknuder på kønslæberne, når man er gravid. 

Har jeg hæmorider?

Hvis du har vedvarende smerte, svie og/eller kløe ved numsehullet, så vil årsagen med stor sandsynlighed være hæmorider. Det er mere udbredt end som så – vi taler bare ikke om det! Mange gravide får hæmorider, mens andre får hæmorider i forbindelse med fødslen.

Ubehag omkring anus er dog ikke altid ensbetydende med, at du har fået en hæmoride. Irritation i numsen kan også sagtens skyldes en rift, som f.eks. kan opstå, hvis du døjer med hård mave og har haft ekstremt svært ved at komme af med nummer 2. Her er det vigtigt at bruge en håndbruser eller skylleflaske i forbindelse med toiletbesøg for at undgå infektion.

5 symptomer på hæmorider

  • Kløe
  • Svie
  • Hævelse
  • Ømhed
  • Blødninger 

Hvordan føles en hæmoride?

Hæmorider kan genere på forskellige måder og på forskellige tidspunkter. Nogle vil måske kun opleve svie i forbindelse med afføring, mens andre mærker hæmoriden som en mere eller mindre konstant kløe i numsen. 

Følelsen af en hæmoride vil i høj grad afhænge af, hvor den er placeret. Nogle vil f.eks. opleve, at hæmoriden “popper ud”, når de skal af med afføring, hvorefter den så kan trykkes tilbage indenfor anus. Andre får  fremfaldende hæmorider, som konstant hænger udenfor, og de kan afklemmes med voldsom smerte og hævelse til følge. Det er også det man kalder en indeklemt hæmoride).

Hvordan ser hæmorider ud?

En udvendig hæmoride ligner en hævet rød klump, der kommer ud af endetarmsåbningen. Nogle er mere hårde end andre, og størrelsen kan også variere kolossalt. Du kan se den, hvis du bruger et lille spejl til at undersøge området. Kønne er de ikke, og det kan ikke tilrådes at søge på “billede af hæmoride” midt i aftensmaden.  

indeklemt hæmoride

Mens en ydre hæmoride kan ses som knudrede klumper udenfor numsehullet, vil en indre hæmoride snarere have form som en dråbe eller knop. 

Størrelsen kan også variere en hel del. Mens nogle er nærmest usynlige kan andre hæmorider vokse sig så store som abrikoser. 

Hvorfor får man hæmorider?

Kort sagt kan hæmorider opstå, når der over længere tid er øget tryk på analkanalen. Grunden til, at mange gravide og fødende får hæmorider er, at det voksende barn øger presset på tarmsystemet, mens hormoner og jerntilskud kan medvirke til hård mave og forstoppelse. 

5 årsager til hæmorider

  • Overvægt
  • Forstoppelse
  • Hyppig diarré
  • Graviditet og fødsel
  • Jævnlige tunge løft

Hvordan behandler man hæmorider?

Først og fremmest vil behandling af hæmorider bestå i at købe en hæmoridecreme der virker mod kløe, svie osv. Samtidig med at du lindrer generne, skal du være obs på din kost ved at spise flere fibre og drikke store mængder vand, så det bliver nemmere at gå på wc.  

I de fleste tilfælde vil udposningerne i endetarmen gå i sig selv med tiden, og i så fald vil der ikke være brug for yderligere behandling. MEN

Hvordan fjerner man hæmorider?

I særligt svære tilfælde skal der et mindre kirurgisk indgreb til. Alt efter hvor slem hæmoriden er – og hvor langt oppe den sidder – kan du få en såkaldt “elastikpåsætning” eller operation i fuld narkose, hvor blodforsyningen til hæmoriden stoppes og den overskydende slimhinde syes fast på tarmvæggen.

Men kan/må man prikke hul på en hæmoride, ligesom når man popper en stor bums? NEJ. Det ville være en rigtig dårlig ide, da der vil komme en god portion blod, og du risikerer en slem infektion i området. 

For en god ordens skyld, må vi hellere understrege, at behandling af hæmorider ikke er noget, der skal ordnes hjemme på stuegulvet. Du kan naturligvis fint behandle symptomer ved f.eks. at ændre kost- og toiletvaner og bruge hæmoridesalve fra håndkøb.  bruge du ikke bør ty til kreative løsninger i hjemmet. 

Hvornår skal jeg søge læge?

Du bør ikke udskyde lægebesøget, hvis hæmoriden giver anledning til store gener i dagligdagen. Der er ingen skam i at få hæmorider, og din læge vil uden tvivl være stødt på dem før. 

Hvis du kun er en smule generet og har god gavn af isbind og cremer fra håndkøb, kan du fint udskyde lægebesøget og se tiden an. Oplever du derimod konstant smerte og evt. blødninger fra anus, er det bare med at komme afsted. 

Er hæmorider farlige?

De fæle udposninger i endetarmsåbningen kan genere helt afsindig meget, og det kan se skræmmende ud, når der kommer blod på wc-papiret, men hæmorider er heldigvis ikke farlige.   

Smitter hæmorider?

Hæmorider smitter ikke. Du kan være helt rolig – i hvert tilfælde på det punkt! Her er ikke tale om en kønssygdom, så det er altså ikke sådan, at din partner får hæmorider på sin penis, hvis den lige skulle komme til at strejfe en hæmo eller to. 

Godt at vide om blod i afføringen og hæmorider

Hæmorider er en af de mest almindelige årsager til blødninger fra endetarmen. Springer en hæmoride, er det ikke nødvendigvis farligt i sig selv, men risikoen for infektion skal man ikke kimse af. Det er helt forståeligt, hvis du bliver skræmt af at se blod i toilettet, især hvis du er gravid og frygter en spontan abort.

Hvad er forskellen på indvendige og udvendige hæmorider?

Når vi taler indre eller ydre hæmorider henvises der selvsagt til placeringen i forhold til anus. Om hæmoriden hænger udenfor eller ej gør ikke umiddelbart nogen forskel i forhold til valg af behandling, da du fint kan smøre den samme salve til hæmoride udenfor og indenfor endetarmsåbningen.

Sidder hæmoriden meget højt oppe er stikpiller ofte en bedre løsning.  

Er det hæmorider eller analkræft?

Hvis du har den mindste smule tvivl, om det du mærker er hæmorider eller kræft i endetarmen, så er det bare med at komme afsted til lægen. Hellere et besøg for meget end et besøg for lidt. Det samme gælder, hvis det føles som om der er en knude i brystet. 

Hvis du ammer, kunne en brystknude meget vel være en genstridig mælkeknude, hvilket er ganske ufarligt, men en vedblivende frygt for cancer skal tages alvorligt. Det gælder både brysterne, numsen og mistænksomme modermærker for den sags skyld. Som mødre er vi ofte rigtig gode til at reagere på selv det mindste udslæt på børnenes små kroppe, men husk også at passe på dig selv, mama!