Azadeh Houshmand-Øregaard

Læge og IBCLC-certificeret ammevejleder

Azadeh Houshmand-Øregaard er læge, Ph.D. og IBCLC-certificeret ammevejleder – men hun er også en mor, der selv har mærket, hvor udfordrende amning kan være. Hendes interesse for amning blev født ud af hendes egne oplevelser med et kompliceret ammeforløb, hvor hun savnede kvalificeret hjælp. Den oplevelse gjorde det vigtigt for hende at skabe et rum hvor hun kunne gøre en forskel for andre mødre.

I dag arbejder Azadeh på at gøre videnskabelig og evidensbaseret viden om amning mere tilgængelig. På sin Instagram-profil, maelkevejen.nu, deler hun ærlige, opmuntrende råd og praktiske tips, der gør det lettere at forstå, hvad der sker med kroppen og babyen under amningen. Hun har også bidraget som ekspert i adskillige podcasts, hvor hun videreformidler sin viden om amning.

I 2023 udgav Azadeh Ammebogen – en omfattende guide til amningens mange aspekter, fra babys trivsel og stramt tungebånd til ammestop og de følelsesmæssige sider af at amme. Det er en bog til mødre, der ønsker at dykke ned i både det praktiske og det psykologiske omkring amning – og som måske bare har brug for en venlig stemme, der siger: "Du gør det godt.". Azadeh brænder for at give mødre de redskaber og den viden, de har brug for til at navigere deres ammeforløb med større selvtillid og ro.