Det startede med en nakkefoldsscanning med dårlige tal – nemlig 1:35. Vi blev derfor anbefalet moderkagebiopsi og fik tid til dette. Moderkagebiopsien mislykkedes dog pga. mine tarme, som lå i vejen.

Vi fik ny tid ugen efter, men denne gang blev der opdaget talrige hæmatomer (blodansamlinger red.) i moderkagen, og derfor turde lægen ikke udføre biopsien. Jeg syntes at kunne se på ham, at han ikke troede på den her graviditet.

Fostervandsprøve og ventetid

Jeg måtte derfor vente til uge 17 og få en fostervandsprøve, hvilket gik fint. Dog var de 10 dage et helvede af ventetid og ikke nok med det, så skete der en laboratoriefejl, der gjorde at svaret heller ikke kom på “sidste dagen”. Jeg havde en scanning dagen efter, for at tjekke op på hæmatomerne, og lægen var så sød at tjekke svaret – som desværre ikke var kommet endnu.

Han scanner mig, fortæller at hæmatomerne fortsat er der, men at der umiddelbart ikke er flow – hvilket er godt. Da vi afslutter, kan han se, at der er kommet svar på prøven. Jeg bliver ramt af akut hjertebanken, koldsved og angst. Svaret var: en sund og rask pige. Jeg faldt næsten sammen af lykke og gik grædende derfra, dog glædestårer.

Den efterfølgende tid kommer der flere scanninger for at holde øje med hæmatomerne, og ved hver scanning er der nye fund. Flere hæmatomer, lakuner, og løsrivelse af et stykke af moderkagen. Dog følger hun sin udvikling inde i maven, og hjertelyden er normal – hun er en sej lillesøster.

Nye komplikationer og en plan om kejsersnit

Desværre opdager de tidligt en foranliggende moderkage: placenta prævia. Den rykker sig ikke, og jeg får at vide, at jeg skal have kejsersnit. Det har jeg dog prøvet før, da storesøster havde uopdaget UK-position (lå med numsen ned red.) ved fødslen, så det forløb kender jeg.

De følger moderkagen, både med flow, hæmatomer og placenta prævia. Jeg får at vide, at der er flere risici forbundet med dette. Blandt andet placenta accreta, som (grundet mit tidligere kejsersnit) er risikoen for at moderkagen vokser ind igennem arret og evt. ind i livmodervæggen – i værste tilfælde i omkringliggende organer. De syntes at kunne se, at det er ved at ske hos mig.

Det kan ende ud i stor, alvorlig blødning ved kejsersnittet og muligvis forårsage, at man må fjerne livmoderen for at undgå, at jeg forbløder. Alt dette får jeg at vide løbende og jeg bliver mere og mere ængstelig. Jeg får at vide at jeg skal være påpasselig med aktivitet og tunge løft, da der er risiko for store blødninger, jo længere hen jeg kommer. Jeg har desuden, på det tidspunkt, en 2-årig som ikke forstår situationen, og ikke forstår hvorfor mor ikke kan/må løfte hende mere – hvorfor jeg konstant også har dårlig samvittighed.

Vi dropper sommerferie i udlandet, men tager en uge i sommerhus på Djurs. På tredje dagen, midt om natten, kommer første blødning.

“Der er blod overalt”

Jeg vågner ved 2-tiden og fornemmer, at jeg er våd mellem benene. Jeg skynder mig ud på toilettet og ser med stor forskrækkelse, at det er blod. Jeg når kun at stå der i ca 20 sekunder og pludselig siger det plask. En kæmpe blodpøl rammer gulvet. Der er blod overalt på gulvet og overalt på mig. Det ser voldsomt ud. Jeg henter min mand, Kristian, og vi ringer 112.

Der kommer først en lægebil, og herefter kommer jeg med ambulancen, A-kørsel direkte til Skejby. Jeg er fyldt op med angst.

Heldigvis viser det sig, at hun har det godt, og at blødningen er fra mig. Jeg er indlagt i 3 dage, og må først udskrives når blødningen er helt stoppet. Efter hjemkomsten er jeg, om muligt, mere inaktiv og forsøger at slappe af og give kroppen ro. Jeg har rigtig mange plukkeveer.

Det går egentlig fint – lige indtil præcis 3 uger efter, igen om natten. Jeg vågner med samme følelse af at være våd. Jeg ved denne gang hvad det er, så jeg ligger lige i 10 sekunder og mentalt forbereder mig på dét, jeg ved, der skal til at ske. Jeg rejser mig, og mærker hvordan det løber ud af mig. Jeg ser en stor blodplet på lagenet og skynder mig ud til Kristian, som sover i et andet rum. Jeg mærker hvordan det fortsat løber ned ad benene, og hvordan det drypper på gulvet hele vejen. Jeg vækker ham, og plask, endnu en stor pøl på gulvet. Jeg lægger mig ned og ringer til fødegangen, som jeg har fået besked på. Hun ringer 112, og kort efter er de her. A-kørsel til Kolding.

De tjekker hjertelyden, og heldigvis har hun det fortsat godt. Jeg får lungemodnende behandling, og de ser blødningen an ift. om hun skal ud. Heldigvis går det stille i sig selv, og vi afventer.

En mental prøvelse

Jeg får dog at vide, at jeg skal videre til Odense, da det er her, de er specialister i kejsersnit til placenta prævia med obs placenta accreta. Da jeg bliver indlagt her, får jeg at vide, at jeg nok ikke skal forvente at komme hjem før hun er ude, da risikoen for endnu en blødning er for stor. Jeg knækker helt sammen, da jeg synes det er mentalt hårdt at være adskilt fra min store datter og alt det derhjemme. Får tilknyttet en psykolog og mange gode snakke med de søde sygeplejersker, og jeg forsøger at acceptere situationen.

Indlæggelsen bliver dog ikke så lang, da jeg præcis 1 uge efter bliver ramt af endnu en blødning. Igen om natten. Sygeplejersken holder øje med blødningen og hjertekurven. Desværre fortæller hun mig, at det ikke kun er blod, men også vandafgang. Jeg ringer derfor efter Kristian, da det vil tage ham over 1 time at køre over til mig i Odense. Heldigvis er situationen stabil, og de afventer til dagsteamet møder ind, så hele placenta prævia-teamet er samlet.

Et kejsersnit i uge 33+1

Der bliver planlagt kejsersnit den dag, og 33+1 kommer vores datter til verdenen. Med gråd og flot vægt på 2215 gram. Jeg når kun lige at se hende, hvorefter hun og Kristian forsvinder i et andet rum, alt imens jeg bliver lappet sammen.

Det er forfærdeligt at ligge der, uvidende om hvordan ens datter har det, og hvor hun er.

Heldigvis sender Kristian et billede, hvor hun ligger på hans bryst. Så lille, så fin og fyldt med ledninger og CPAP.

Jeg møder hende først flere timer efter, og ser kun hendes baghoved, da jeg er sengeliggende og ikke kan rejse mig pga. kejsersnittet.

Hun ligger på neonatal, og da reglen i Odense er, at man ikke må sove på neonatal, bliver jeg kørt 2 etager op til barselafsnittet og må tilbringe natten der. Uden mit barn.

Endelig får jeg lov til at se hende

Dagen efter får jeg hende første gang op til mig, og ser hende ordentligt. Endelig.

Dog meget kort – for der går der ikke længe før vi får at vide, at vi skal overflyttes til Kolding. Min mand i vores bil, vores datter i babylance og jeg selv i ambulance. Så egentlig ser jeg hende først rigtigt igen sent om eftermiddagen den dag. Dog har de helt nybygget afdeling i Kolding neonatal, og derfor er det familierum. Vi kan derfor alle være samlet, og vores store datter kan endelig komme på besøg efter nogle dage.

Desværre bliver jeg ramt af spinal hovedpine efter epiduralen, og jeg har i alt 5 dage, hvor jeg ikke kan andet end at ligge. Hverken bære mit barn, skifte ble eller noget som helst andet. På femtedagen tager jeg imod en blood patch (behandling der afhælper spinal hovedpine red.) til trods for min kæmpe angst for endnu en dårlig epidural-oplevelse. Men helt mirakuløst virker den perfekt og hovedpinen forsvinder. Jeg kunne nu være mor og passe mine børn – og mig selv.

Vi var indlagt i 3,5 uge på neonatal og 2 ugers THO (tidligt hjemmeophold red.), hvorefter vi blev udskrevet helt. Hun trives i dag og følger sin udvikling rigtig fint, trods sin tidlige ankomst til verdenen.