D. 3. november 2023 var dagen, hvor jeg tog de første Angusta tabletter. Det var fredag, og dagen forinden var min mand Malthe og jeg kørt afsted til Aalborg. Det hele startede egentlig om mandagen, da jeg lå på en briks i Thisted og en jordemoder trykkede fingrene ned i min mave rundtomkring vores datter.

Hun er lidt lille, sagde hun og hun smilede til mig, men jeg så kun rynkerne imellem hendes øjenbryn. Hun synes jeg skulle scannes, for en sikkerhedsskyld. Jeg var jo heller ikke så stor, men det var nu bedst sådan.

Jeres datter er ca. -37% IUGR

Tre dage senere lå jeg igen på en briks, nu i Aalborg og en sonograf flyttede grundigt en rund scanner rundt på min mave. Hun havde ingen bekymrede rynker, men er varmt smil. Hun spurgte, om vi var klar over det. Over hvad? At hun var så lille, vores datter.

På daværende tidspunkt følte jeg mig ikke klar over noget som helst andet, end at jeg vidste, at jeg var gravid. Jeg begreb endnu ikke fødslen eller kendsgerningen om, at der ville komme et barn. Begreb jeg at hun var lille? Ja og nej. Jeg forstod, og var faktisk lettet over, at jeg sandsynligvis ikke skulle føde noget stort barn.

Forstod jeg, hvad det betød at føde et lille barn? Overhovedet ikke. Og sammenlignet med den virkelighed, vi levede i den kommende måned, var der virkelig ikke noget som helst begribeligt ved at få tallene: jeres datter er ca. -37% IUGR.

Mulighed a eller mulighed b?

De bad mig overnatte på Aalborg Universitetshospital. Der lå jeg så, torsdag aften, i hvidt hospitalstøj og spiste en tunsandwich fra en automat. Malthe måtte køre hjem.

Fredag morgen kom lægen ind, og hun fremlagde mulighed a og b. Fød dit barn, så skal det være nu. Behold hende lidt endnu, og regn med et kejsersnit.

Hele weekenden gik med tabletter, som skulle modne mig, ballonkateter, som skulle udvide mig, hinde sprængning og til sidst et ve-drop med et oxytocinlingnende stof, som alt sammen skulle få min krop til at føde. Det var sådan det føltes: min krop fødte. Jeg faciliterede blot.

Fødslen i sig selv var, som den var. Jeg havde overgivet mig til hvad som helst, med det vigtigste mål i sigte: at føde min datter i live.

En fødsel i alle retninger

Kl. 9. En sygeplejerske fjernede ballonen, som i et døgn havde siddet og udvidet og trykket, imens blod dryppede ned ad mit ben. Hun stak noget op, som sprang hinden til livmoderen, og vi blev henvist til en fødestue, hvor vi mødte Helena.

Fødslen gik i alle retninger. Først gik den ingen steder, min krop var umoden, min livmoder uforberedt og mine fødselshormoner ikke-tilstedeværende. Helena lagde et drop i min hånd med syntetisk oxytocin.

Syntetisk oxytocin anvendes til at give mere kraftfulde veer for at undgå, at fødslens hastighed sænkes. Min fødsel skulle helst gå hurtigt, for at undgå, at vores datter blev for presset af fødslen.

Ulempen er, at syntetisk oxytocin ikke kan komme forbi blod/hjerne-barrieren, og derfor ikke har samme beroligende effekt som den egenproducerede. Måske var det manglen på organisk oxytocin som gjorde, at jeg slet ikke var med.Veerne var uoverkommelige, og jeg var nærmest klar til at bede om det kejsersnit, jeg ikke ville have. Alt ramlede. Jeg fik feber, testede positiv for streptokokker og imens den syntetiske oxytocin pumpede ind i min højre hånd, fik jeg intravenøst bredspektret antibiotika i den anden.

6 timer og 2 cm

Der var nu gået 6 timer. 2 cm. Der skete ikke noget, min krop ville ikke og jeg tænke, at min datter nok heller ikke ville. Jeg følte, at jeg var ved at omkomme af veerne, samtidig med at ingenting skete, så jeg bad om lattergas. Jeg fik lattergas kl. 17 og 17:25 lå hun på mit bryst.

Der stod en hær af læger klar. De gav hende ilt. De installerede hurtigt en sonde, så hun kunne få den næring, mine bryster ikke kunne give hende. De var heller ikke klar.

De tog hende med, Malthe fulgte efter. Jeg havde mistet 1 liter blod og min livmoder var træt. Et hold af sygeplejersker forsøgte på skift at pumpe og få den til at trække sig sammen. Smerterne var uudholdelige og jeg kunne knapt nok rejse mig i et døgn uden at det svimlede.

Kl. 22. Ankom jeg til intensiv-stuen og kiggede ind bag kuvøsens dække. Der lå hun, vores datter.

Den første tid på neonatal

De næste 4 uger blev brugt på neonatal med sonde og slanger. Vi skulle finde os tilrette i vores nye midlertidige tilstedeværelse, som ikke havde nogen udløbsdato, og vores datter, som nogle dage lå under blåt lys i en kuvøse med alt for store bleer og en maske for øjnene.

Takket være verdens bedste sundhedspersonale og kærligste sygeplejersker, som fik os til at føle os mødt som mennesker, kom vi derfra med Lovis i favnen.

Det er det vildeste og største jeg har begået, at bære, føde og nære min datter Lovis. Hjemkomsten er et helt andet kapitel. I dag er Lovis 1 år og 4 måneder. Hun er stadigvæk et lille barn, men hun er helt præcis, som hun skal være.