En onsdag aften i juli går vandet – 3 uger før termin, men jeg er klar til det største øjeblik i mit liv. Jeg har virkelig glædet mig til den her fødsel og mødet med min førstefødte.

Jeg ringer til fødegangen, som siger, at jeg bare skal prøve at sove. Så jeg går slukøret i seng.

Vi hopper et døgn frem, hvor der intet sker, til trods for at jeg får piller der skal sætte veerne i gang. Jeg er nu placeret på en fødestue, og de giver mig ve-stimulerende i drop. Veerne bliver så kraftige og ukontrollerede, at det ender med en ve-storm, og jeg skriger efter en epiduralblokade, som jeg ellers havde svoret, at jeg ikke skulle have. Efter halvandet døgn siger jordemoderen til mig, at jeg er klar til at føde vores søn, og vi bare venter på presseveerne, som snart kommer – behøver jeg at sige, at de selvfølgelig udeblev?

Jeg skal presse ham ud – uden at have presseveer

Der samler sig efterhånden en stor skare af jordemødre, sygeplejersker, læger, børnelæger, studerende og andet sundhedsfagligt godtfolk på stuen. De konstaterer, at min søn ligger som stjernekigger, og de vil anbefale, at jeg presser ham ud uden presseveer. Det prøver vi, men det bliver kun til et par forsøg.

Der strømmer flere mennesker ind på stuen og de siger, at de nu er klar til at hive ham ud med sugekop, og ellers ryger jeg akut på operationsbordet. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to forsøg var fuldstændig forfærdelige, og det lykkedes ikke, at få vores søn ud. Det lykkedes dem kun at få trukket ham lidt længere ned. Så alt imens en jordemoder går i gang med at skubbe min søn “tilbage”, vil en studerende klippe tøjet af mig, for nu skal det gå stærkt. Jeg ligger på sengen, mens de løber afsted med mig mod operationsstuen.

Er min søn død!?

De fortæller kort, at de nu laver hullet til at tage ham ud, men så går hele verden i stå for mig. Det næste jeg husker er, at jeg skriger og græder “Er han død? Er han død? Fortæl mig det nu?!?!?!” Min søn ligger nemlig fuldstændig livløs med en APGAR score på 0 ovre ved lægens bord. Sygeplejersken, som jeg råber ad, aer mig blidt i håret og siger “De gør, hvad de kan…” Samtidig hører jeg, den læge der skal få styr på min krop bede en studerende om at hente blod. Den studerende løber ud af stuen, men jeg får aldrig tilført blod, for han kommer retur tomhændet.

 LÆS OGSÅ: ”Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig”

Efter 10 minutter får de liv i min søn. Jeg når kun at se ham et kort øjeblik, inden farmand og søn bliver sendt til neonatal. Jeg går ud som et lys – min krop lukker ned. Jeg vågner endelig efter ca. 4 timer og vil se min søn. Jeg ligger paradoksalt nok på barselsgangen, mens min søn ligger på neonatal med CPAP – helt alene. Jeg bliver kørt sengeliggende til hans krybbe, og får ham at mærke for første gang. Det var det største – jeg græd af lettelse. Både han og jeg var i live.

Jeg kan ikke holde mig vågen. Jeg har mistet rigtig meget blod, og min krop er udmattet. Jeg bliver derfor igen kørt væk fra min søn, for først at blive genforenet med ham ca. 18 timer efter hans fødsel. Man siger at barnets første timer udenfor morens mave er altafgørende – og der ligger mit dyrebareste helt alene i sin krybbe.

Lillesøsters fødsel – endnu et kejsersnit

Da vi tog en beslutning om, at vores søn skulle være storebror, var jeg derfor ikke et øjeblik i tvivl. Jeg skulle ikke gennemgå den fødsel en gang til, så jeg ville have et planlagt kejsersnit.

Lillesøster i maven ville det dog anderledes. 4 uger før termin vågner jeg med styrtblødning og bliver hentet med ambulance. Jeg er skrækslagen igen. De får mig beroliget på fødegangen, for alt er okay med lillesøster i maven. Jeg er på det her tidspunkt i aktiv fødsel, så de spørger om jeg vil føde.

Jeg overvejer kraftigt at give det et forsøg med at føde naturligt. Følelsen af, at jeg er blevet snydt for en fødsel, sidder i mig – jeg ønsker brændende en normal fødsel, men jeg har også en kæmpe frygt for, at ende i fuld narkose, som vil blive alternativet, hvis jeg igen mislykkes et forsøg på en naturlig fødsel. Jeg tør ikke risikere, at jeg ikke skal møde min datter i det øjeblik, hvor hun kommer ud, så jeg ender med at blive rullet “semi-akut” til operationsbordet – fuldstændig samme operationsstue som for et par år forinden.

 LÆS OGSÅ: ”Under hele kejsersnittet troede jeg, at der var noget galt”

Jeg græder uhæmmet og hulker så meget, at de har udfordringer med at lægge blokaden i ryggen. Jeg føler mig igen som en fiasko. Min krop kan ikke engang bære min datter i 9 måneder, og jeg tør ikke sige ja til at føde hende normalt. Heldigvis går alt helt anderledes og heldigvis skriger lillesøster i det øjeblik, hun kommer ud af maven. Alt er godt.

Ufrivillig kejserinde

Jeg blev ufrivilligt en kejserinde, og jeg havde utrolig svært ved at forene mig med, at det var endt sådan. Jeg benægtede en efterfødselsreaktion med min førstefødte, som jeg først har måtte erkende meget senere. Det var et gigantisk nederlag for mig, at jeg ikke kunne føde mit barn – en tom følelse. Det er jo for pokker det, som kvinder er skabt til – hvorfor kunne jeg nu ikke engang gøre det?!

Jeg ved dog også, at det ikke definerer mig. Hverken som menneske eller mor. Kejsersnit gør mig ikke til en dårligere mor – naturen ville mig det bare anderledes. Og jeg har efterhånden forenet mig med, at arret på maven er der, og det er en del af mig og min identitet, men det har ikke været let at komme hertil.