Nu var det nu. Vi var blevet gift, havde købt hus og netop overstået en omfattende renovering af selvsamme. Jeg fik min spiral fjernet i januar og allerede i april dukkede der to fine streger frem på den tidlige test. Tænk at det skulle gå så nemt. Indtil det så ikke gjorde mere.

Grebet af en omsorgsfuld læge

En fredag formiddag på arbejdet gik jeg på toilettet og da jeg tørrede mig, var papiret fyldt med blod. Det føltes som om min hjerne kortsluttede i det øjeblik. Jeg var egentlig ikke i tvivl om, hvad der skete og som en zombie, vaklede jeg ud i storrumskontoret igen. Jeg satte mig ved min computer og forsøgte at arbejde, men måtte hurtigt kapitulere. Jeg hev min nærmeste kollega ind på et nærliggende kontor og fortalte det som det var.

Hun gav mig et kram, sendte mig hjem og stak mine andre kollegaer en historie om, at jeg pludselig havde fået hovedpine.

Jeg skulle til 1. graviditetstjek ugen efter, så jeg ventede med at tage til læge indtil da. Jeg havde på forunderlig vis fået booket aftalen direkte ved lægen og ikke ved sygeplejersken, og jeg kunne fornemme, at han var lidt irriteret over det. “Så du er så gravid?” sagde han, mens han lukkede døren, og jeg svarede “Ja, det tror jeg så ikke jeg er mere”.

I samme sekund skiftede stemningen fra irriteret til omsorgsfuld og han greb mig fuldstændig. Empatisk informerede han mig om, at det jo desværre ikke er unormalt at en graviditet går til tidligt i graviditeten, men at han ville gerne tjekke det med blodprøver – også for at have det dokumenteret i fald det skete igen, for man har ret til udredning, hvis man har tre på hinanden følgende graviditetstab.

Tilbage på sporet – troede jeg

Blodprøverne efterlod ingen tvivl om, at jeg i hvert fald ikke var gravid mere. Det ramte mig hårdere end jeg havde troet. Jeg var jo ikke så langt - men jeg var allerede knyttet til drømmen om en januar-baby. Heldigvis blev jeg gravid allerede inden jeg overhovedet fik min cyklus tilbage. Vi var tilbage på sporet. Nu med en marts-baby.

Dagene gik, og pludselig sad jeg igen ved lægen – denne gang korrekt booket ved sygeplejersken. Jeg fik den famøse gule kuvert med hjem og begyndte så småt at slappe af. Indtil jeg i august en torsdag aften i 10. graviditetsuge begyndte at bløde. Weekenden igennem blødte jeg on/off og skiftede hele tiden imellem håb og håbløshed.

Jeg havde fået taget første blodprøve fredag og anden mandag. Jeg arbejdede hjemme tirsdag da svaret tikkede ind på MinSundhed, som vi jo alle var blevet vante til at tjekke takket være good ol ‘rona. Jeg vidste godt, hvad svaret var, for samme morgen havde min krop udstødt fostret. Alligevel ramte det mig som en hammer og jeg brød grædende sammen.

“Der var nok noget galt med barnet”

Denne gang havde vi nået at fortælle det til vores forældre og et par venner. Velmenende kom flosklerne. “Der var nok noget galt med barnet”. “Det var nok meningen”. Og så selvfølgelig den med statistikken, at hver fjerde graviditet jo går til grunde inden uge 12. Der er bare det ved det, at ingen, der står med en positiv graviditetstest, forestiller sig, at det lille liv er sygt, eller at man ender som en del af en kedelig statistik.

Herefter fulgte et langt forløb, hvor jeg i flere måneder efter pletblødte, og jeg blev til sidst sendt til scanning for at se om der sad rester af væv tilbage i livmoderen. Det gjorde der heldigvis ikke, og vi fik besked på at vente med at prøve igen, til jeg havde fået min cyklus. igen. Den kom først i november. Da den endelig kom, blev jeg så lettet. Min krop var ikke ødelagt. Og nu kunne jeg endelig begynde at se fremad igen.

To nye streger

I mellemtiden havde jeg udnyttet ventetiden til at få taget celleskrab, så der var styr på det inden vi igen gik i gang. Desværre havde jeg celleforandringer og blev henvist til et udvidet celleskrab, der resulterede i en henvisning til keglesnit. Ugen inden keglesnittet var de der så. De to streger. Jeg måtte ringe og aflyse indgrebet (og heldigvis for det, skulle det vise sig). Jeg turde næsten ikke tro det.

Jeg var ængstelig, træt og konstant på overarbejde mentalt. Jeg var ret plaget af ligamentsmerter og mærker konstant efter om de mon mærkes farlige. Var både bange for at gå på toilettet af frygt for at finde ud af, at jeg blødte, samtidig med at jeg hele tiden havde behov for at tjekke.

Men dagene gik. Og det blev de ved med. Jeg kom endnu engang op til sygeplejersken og kom hjem med den gule konvolut. Vi kom til nakkefoldsscanning og jeg åndede lettet op, da jeg så det lille liv, der ægte lå inde i min mave.

Forstå mig ret, jeg var stadig meget bange, og fulgte alle retningslinjer for gravide. Var så bange for at skade babyen i min mave, hvis jeg spiste noget eller gjorde noget forkert. Da jeg et par uger senere fik influenza tog min mand og jeg efterfølgende til en tryghedsscanning. Alt så godt ud, og nu kunne vi endda se, at der var en lillebitte dreng, der lå derinde.

Du må gerne glæde dig

Jordemoderen var enormt sød, og bad mig huske, at jeg også gerne må glæde mig. Et råd jeg tog til mig, og som jeg vil opfordre alle, der oplever graviditetstab at følge. Man stopper ikke med at være bange for at miste. Men man kan insistere på glæden. Købe babys første bamse. Bygge rede. Tale om navne. Bare glæde sig.

Det viste sig at min graviditet pludselig var af den komplicerede slags og i uge 30 blev jeg indlagt med 8 mm livmoderhals, får vehæmmende og lungemodner og blev efterfølgende sendt hjem i strengt sengeleje frem til uge 34. Underligt nok, var jeg ikke bange her.

Jeg har stor tiltro til, at vores sundhedspersonale kan deres kram og fandt hurtigt en ro i, at det eneste jeg kunne og skulle, var at passe på vores dreng. Han blev i maven helt til 37+2, hvor han kom til verden på bare 5 timer fra vandafgang.

Klar på runde to

Da vores søn var omkring et år, fik jeg fjernet min spiral, og da han stoppede med at amme efter 14 måneder, fik jeg min cyklus igen. Jeg blev gravid med det samme, men havde på fornemmelsen, at vi skulle igennem det samme én gang til. Og rigtigt nok. Jeg tabte to graviditeter lige efter hinanden, vi ventede en cyklus og jeg blev sågar henvist til et medicinsk indgreb, hvor jeg helst ikke måtte være gravid – blot for at teste positiv umiddelbart efter. Det er åbenbart sådan vi ruller.

Når jeg fortæller om disse graviditetstab så kort er det fordi, de ikke ramte mig på samme måde. Vi havde en dejlig dreng, som vi brændende ønskede at give en søskende og jeg havde en forventning om, at forløbet ville være ens.

Havde jeg mistet en tredje gang i træk, ville det formentligt have slået mig helt ud. Heldigvis skete det ikke, og vi fik vores anden dreng lidt over to år efter vores første. Endnu engang var graviditeten kompliceret. Endda mere end den første og frygten var min faste følgesvend, og helt indtil jeg fik min dreng i armene ved det planlagte kejsersnit, var jeg bange for, at jeg ikke fik et levende barn med hjem.

Men endnu engang insisterede jeg på at glæde mig. Når jeg i dag ser tilbage på mine graviditeter, har jeg helt klart fortrængt, hvor hårdt det (også) var. Både fysisk og psykisk. For det var hårdt. I stedet husker jeg forventnings glæde og de små spark, der var min evige kilde til, at alt nok skulle gå.