En skylle af grønt fostervand
Da jeg ikke var særlig åben, fik jeg et skud morfin og sov lidt on/off. Jeg brugte det meste af natten på at tænke på det jeg snart skulle igennem.
Dagen efter vågnede jeg og skulle virkelig tisse, troede jeg. For det var ikke tis, men fostervand der kom. Grønt fostervand. Jeg panikkede og mærkede med det samme en angst for, om der var noget fuldstændig galt. Jeg havde jo kun hørt skrækhistorierne om grønt fostervand.
Jeg blev undersøgt igen og igen. Det hang mig langt ud af halsen og jeg var så træt af at der konstant var mennesker, der skulle have deres hænder på og i min krop. Men fordi fostervandet var grønt, skulle de have en lille måler sat fast på min datter. Jeg lod derfor det sundhedsfaglige personale gøre, hvad de end måtte gøre.
Jeg vil jo ikke have, at der skulle ske noget med min datter.
Drømmen om en sansestue og dæmpet belysning
Timerne gik og jeg åbnede mig så meget, så jeg endelig kunne komme på en sansefødestue. Jeg tænker “fedt, så kan jeg få dæmpet lys og noget stille musik – det vil helt sikkert mindske uroen og nervøsiteten i kroppen”.
Men allerede da jeg blev placeret på en kold og hård briks, vidste jeg at det nok ikke ville blive sådan. Der var en del vagtskifte under fødslen og da den tredje eller fjerde jordemoder kom ind og præsenterede sig, ænsede jeg hende knap nok.
Men alligevel gjorde en af dem sig særlig bemærket, for hun sagde vi skulle slukke den musik og de lys vi havde tændt. Jeg troede ellers, at det var mig som fødende der bestemte, hvordan jeg ville have det bedst i det øjeblik. Jeg var fuldstændig chokeret og vildt ked af, at jeg ikke kunne få lov til at finde ro.