Jeg har egentlig altid tvivlet på min krop; tvivlet på mine egne grænser og haft nærmest nul tiltro til, at min krop kunne klare smerte på nogen måde.

Jeg er vokset op i en lille jysk by, hvor håndbold spillede en kæmpe rolle i lokalsamfundet, og da jeg ikke har nogen bold-interesse, så trak jeg mig. Jeg trak mig ud af sport generelt efter masser af nederlag, og især da puberteten ramte, og kroppen voksede, følte jeg mig overhovedet ikke komfortabel. Så jeg gemte mig med en god bog og lod krop være krop.

Så da jeg er gravid med første barn, sætter jeg al min lid til de professionelle omkring os, for de må da vide mest om min krop, og hvad den skal – de passer jo på os. Her blev jeg dog slemt skuffet.

Vestorm var som at blive sparket af en rasende hest

Da jeg er gået 10 dage over termin, vil sygehuset rigtig gerne sætte min fødsel i gang. Vi får sætninger såsom ”I vil da gerne møde jeres baby”, og ”nu plejer vi at sætte i gang”, men ingen viden om fordele og ulemper ved igangsættelse.

Til den noget nødtørftige fødselsforberedelse i offentligt regi blev igangsættelse ikke nævnt en eneste gang, så jeg følger mig som den eneste i hele verden, der ikke kan gå i fødsel selv. Jeg starter altså i minuspoint. Jeg føler mig usikker, alene og svag i mit mindset.

Så vi tager imod tilbuddet om at få taget vandet. En kæmpe flodbølge skyller ud, og jeg lægger mig på det fødeleje, som jeg kommer til at bruge de næste mange timer på. Jeg føler mig utryg i de fysiske rammer. For mig er et sygehus meget lyst, hvidt og sterilt – hverken særlig hyggeligt eller hjerteligt.

LÆS OGSÅ: “Igangsættelse, ballonkateter og så et kejsersnit!”

Der kommer hurtigt vestorm. Smerterne ruller ind over mig, og det bliver umuligt at trække vejret i ve-arbejdet, da der ingen pauser er. En ve følger den næste, og jeg står helt alene i smertestormvejret. Jeg føler mig som et vissent blad i en vild efterårsstorm; krøllet og alene, mens alle omkring mig puster og blæser.

Efter nogle timer får jeg noget ve-sænkende for at kunne være i processen. Her begynder jeg at kunne arbejde med vejrtrækning og være til stede. Jeg kan finde min mand igen, og vi kan smile til hinanden. Vi er jo her sammen, og vi prøver at bide tænderne sammen.

Dette sætter imidlertid tingene i stå, og jeg får ve drop for at få gang i veerne igen. Fordi jeg har et drop i hver hånd, er jeg ret immobil og hæmmet i mit arbejde med veerne. Jeg får også en epiduralblokade i ryggen og kan derfor ikke komme i vand, hvilket jeg ellers har set og hørt meget godt om. Jeg ligger og ligger. Der er ikke meget jeg kan bestemme over. Jeg har ondt i krop og sjæl, og veerne fortsætter.

En vandfødsel var virkelig et stort ønske fra min side, så endnu en gang føler jeg, at projektet er fejlslagent. Jeg er dumpet i fødsel. Min krop lever ikke op til de krav, som folk stiller. Alle omkring mig gør ting ved mig, som jeg hverken har sagt ja eller nej til.

Sugekoppen går som en bundprop i et badekar

Efter mange timers arbejde bliver vores søn født med sugekop. Den hårde kop bliver presset op i mit underliv, og den røde og hårde smerte stråler ud i hele kroppen. Vi føler os på ingen måde informeret om konsekvenser ved sugekoppen. Da bundproppen bliver flået ud, og min baby lander på brystet, er det hele overstået.

Der har været mange læger og sygeplejersker på stuen, da sugekoppen blev sat i stilling, og det forskrækker mig rigtig meget. Undervejs nåede jeg mange gange at tænke: Vi dør nu. Der er kun så mange mennesker, fordi vi skal dø. Jeg er bare omgivet af mennesker og smerte. Jeg prøver at se nogle af dem i øjnene. Jeg vil gerne føle mig tryg og set, vil gerne føle mig ”holdt”, men jeg kan ikke finde de svar, jeg leder efter.

Tiden efter fødslen

I bagklogskabens lys tænker jeg, at jeg ikke skulle være blevet sat i gang. Naturen skulle have gået sin gang. Ladet min krop arbejde. At jeg ville have været lykkelig, hvis systemet havde informeret mig om alle de naturlige måder, man kan sætte en fødsel i gang på.

Følelsen efter fødslen var et møde med et system, der består af medicin, alt det unaturlige, styring og kontrol udefra. Min livstro på, at min krop ikke kunne noget selv, blev bekræftet igen og igen. Ejerskabet over fødslen var ikkeeksisterende.

Fødslen satte negative spor på mit moderskab i det første lange stykke tid. Jeg var knækket, sårbar og havde ingen steder at gå hen. Vi prøvede at få en efterfødselssamtale, men det var svært at komme igennem til sygehuset, og da samtalen endelig fandt sted, gav den ikke så meget. Som nybagt familie følte vi os alene og svigtede.

Vi stod med en baby, som havde smerter pga. den hårde kop, og jeg var selv i smerte – både fysisk og psykisk. Vi oplevede et system, som havde meget fokus på at måle og veje: Hvor meget spiser baby, hvor ofte spiser baby osv. Der var ikke meget tid til moren, og det skabte en lille mørk kugle nederst i maven.

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktioner – Psykologens guide til smerte i moderskabet

Her flere år senere sidder oplevelsen stadig i mig. Følelsen af at fejle, mislykkes og dumpe i fødsel. Det var en livsomvæltende oplevelse, og smerten sidder der stadig. Systemets vedvarende pres på mig og min fødsel satte negative spor.

Anden og tredje fødsel

1,5 år efter min voldsomme og livsomvæltende fødsel af vores første barn, fødte jeg Sigurd i en helende, naturlig og langsom proces. Hele oplevelsen var det modsatte af første fødsel: jeg gik 5 dage over termin (altså stadig 5 dage til igangsættelse), fik veer hjemme og kunne arbejde med smerterne hele vejen.

Det blev en proces på 12 timer, hvor jeg følte, at min krop og sjæl hang sammen, og mentalt var jeg til stede hele vejen. Her gik jeg ud med sejren i hele kroppen og følte mig bad ass.

5 år efter vores første søn kom til verden fødte jeg endnu en dreng i en lynfødsel på 3 timer, hvor vi lige nåede ind og vende på sygehuset og så hjem igen. En hurtig tur i karrusellen ,som jeg kun kunne klare fordi jeg nu endelig følte mig stærk, sej og stabil.

Tanker om igangsættelse

Jeg er ikke imod igangsættelser, men jeg er imod et skrabet sygehussystem med minimal fødselsforberedelse, som kun involverer fakta om, hvordan baby skruer sig ned i bækken og bliver født på nemmeste vis. Jeg er imod, at man skal tage så stort et ansvar for egen fødsel i dagens Danmark, at man skal købe sig til den gode oplevelse.

Vi skal helt sikkert sætte fødsler i gang, hvis der er indikationer på, at noget er på vej i en forkert retning med mor eller baby. Men vi skal ikke sætte fødsler i gang, fordi mor er gået over termin, hvis hun har det godt. Vi skal huske det hele menneske, når vi hjælper folk i fødsel. Vi skal huske at man føder med krop, sjæl og sind.