Min datter er født i uge 34+6, og ingen havde forudset at hun ville komme der.

Jeg havde haft en dejlig graviditet. Ingen gener. Jeg trænede hele min graviditet, følte mig stærk og var klar på at skulle klare en fødsel. De sidste måneder havde jeg haft plukkeveer, og jeg holdt skarpt øje med dem uden rigtig at sige det til nogen. Det burde jeg måske have gjort, men det kan jeg jo sagtens sige til mig selv nu. Jeg nævnte aldrig plukkeveerne for nogen, for de gjorde ikke ondt, og de var ikke regelmæssige. Derfor havde jeg ikke opfattelsen af, at det var noget, der skulle holdes øje med.

Min datter er født en mandag, og weekenden op til følte jeg mig trist og uoplagt og mærkede en smule mindre liv. Dog tog jeg det stille og roligt og brugte tid på at slappe af. Jeg tror den eneste grund til, at jeg kunne bevare roen var, at jeg gik ind i mig selv og fik mærket ordentligt efter hendes spark og bevægelser.

I dag bebrejder jeg mig selv en smule for ikke at få tjekket op på det, men jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke nødvendigvis havde ændret noget.

47 cm og 2450 g

Mandag morgen kl. 7 vågner jeg ved, at noget af vandet går. Jeg tog det egentlig igen helt stille og roligt, og vi får kontaktet sygehuset, som sender os videre til et sted med en afdeling til for tidligt fødte børn.

Selve turen dertil, selve timerne inden hun kom og selve fødslen forløb, som det skulle – selvfølgelig med CTG-registrering undervejs for at holde øje med min datters hjertelyd.

LÆS OGSÅ: ”Der var intet galt. Rita ville bare ud i verden, og det mente hun så kun kunne gå for langsomt.”

Efter noget af vandet var gået derhjemme, kom veerne ganske hurtigt derefter. De var regelmæssige, og jeg havde pressetrang allerede i bilen! Det var en riiiimelig lang tur fra Holstebro til Viborg. Men jeg klarede det takket være de vejrtrækningsteknikker, jeg havde lært og øvet hos den jordemoder, som jeg havde trænet ved hele graviditeten. Samtidig tror jeg slet ikke jeg nåede at bekymre mig, og egentlig var jeg slet ikke klar over, hvad der kunne vente os ved at have et for tidligt født barn.

7 timer fra vandet gik derhjemme, havde jeg født hende. 47 cm og 2450 g. Hun var lille og tynd, men det smukkeste jeg nogensinde havde set. Hun lander på mit bryst og efter noget tid bliver hun taget fra mig, lagt i kuvøse og får monteret CPAP, optiflow (iltbehandling), sonde mm. for at hjælpe hende. Hun var blevet blå.

Her lå jeg helt uvidende om, hvad der skulle ske, selvom de var søde til at berolige os og fortælle, at vi ikke skulle være nervøse. Men er man ikke det, når man lige har født sit barn, og hun nu ligger væk fra sin mor med slanger overalt?!

Min kæreste og jeg kommer på neonatalafdelingen, hvor vores dejlige datter var blevet kørt op. Her blev vi mødt af den mest fantastiske sygeplejerske. Nu skal vi lige lande i det hele. Jeg husker tydeligt at min kæreste og jeg gik og snakkede om, at måske kom vi hjem om nogen dage. Inderst inde vidste vi nok godt, at det gjorde vi jo ikke, men vi havde brug for at have et lille håb at sigte efter.

Hver dag går nu med timevis af hud mod hud. Vi lå skiftevis med hende i 1,5-2 timer ad gangen i de 16 dage, vi var indlagt. Hun fik stadig hjælp til at trække vejret og få mad, og oveni det skulle hun i behandling for gulsot.

Tænk sig, at man skulle sidde og heppe på sin egen datters vejrtrækning på den måde.

Hver dag gik med at holde øje med, hvordan hun trak vejret. Vi var i konstant alarmberedskab, og det kan jeg stadig være den dag i dag. Vi sad og fulgte med på en skærm, hvor vi kunne følge hendes puls, og hvordan hun trak vejret. Vi sad og heppede. ”Kom nu lille skat, du kan godt”. Tænk sig, at man skulle sidde og heppe på sin egen datters vejrtrækning på den måde. Det vil jeg ikke ønske for nogen at opleve.

Der var et hav af undersøgelser hver dag. Timer af uvished. Og alt sammen midt i Corona-pandemien. Vi måtte ingen besøg få, og jeg tror egentlig, at vi begge trængte til at få et kram og vise vores elskede datter frem. I stedet kunne jeg mødes med min mor i forhallen. Jeg har aldrig følt mig så tom, som da jeg forlod mit barn for at få et kram af min egen mor. Men det var nødvendigt for mig. Vi sad og snakkede i en time, og jeg husker, at jeg havde svært ved at holde øjenkontakt, for jeg ønskede ikke hun så, hvor ødelagt jeg var.

Allerede her havde jeg nok et eller andet sted på fornemmelsen, at det her ville tage tid at komme igennem. Men det måtte jeg vente med at tage mig af, for nu gjaldt det om at være stærk for vores datter. Der var dage, hvor hverken min kæreste eller jeg selv kunne genkende mig. Jeg var så fjern, men vi sagde ikke noget til nogen. Undervejs står det stille med vores datters fremgang, og andre dage tager hun nogle fine skridt frem.

To skridt frem og et tilbage

Den absolut værste dag var da vores datter havde været fri for CPAP i næsten 3 døgn. Hvis hun klarede de 3 døgn, måtte vi få hende med på vores eget værelse, og det var en kæmpe milepæl. Det hele så lovende ud, og jeg troede virkelig på det. Jeg var gået på vores eget værelse for at tage et bad og få ny energi.

Da jeg senere kommer tilbage og åbner døren ind til stuen, hvor min kæreste og datter ligger, går jeg helt i sort. Jeg ser to sygeplejersker være i fuld gang med at montere slanger på min datter igen. Forfra igen. Jeg tror egentlig det var her, jeg for første gang virkelig var ved at miste modet. Det var så uoverskueligt at se sig ud af, og samtidig blev jeg ramt af en kæmpe angst for at miste hende.

Vi havde jo altid troet vi skulle hjem 4 timer efter hun var født. Hjem og vise hende frem, nyde vores barsel sammen. I stedet lå vi spærret inde. Vi kunne ikke vise hende frem, vi kunne ikke nyde vores barsel eller nyde vores datter.

Hver gang vi skulle løfte hende, skulle vi have hjælp. For der var ledninger overalt, og hun var så lille. Det var så frustrerende, at man ikke engang kunne løfte sit eget barn op til sig, uden at være bange for at hun ”gik i stykker”, eller at man fik hevet ledningerne af hende.

LÆS OGSÅ: “Mange gange har jeg stået foran kuvøsen og grædt i panik over at skulle løfte mit eget barn.”

Undervejs i indlæggelsen har vi samtaler med sygeplejerskerne og en jordemoder fra fødslen, og der bliver spurgt til, hvordan vi har det. En enkelt gang fortæller en sygeplejerske, at man i nogle tilfælde kan få behov for psykologhjælp. Vi takker nej med det samme. Hvorfor skulle vi få brug for det? Det var ikke rigtigt gået op for mig her, hvad vi egentlig stod midt i. Vi ville bare gerne hjem og have lov til at starte på det familieeventyr, som vi havde drømt om…

16 dage senere

Vores datter kan endelig trække vejret selv og var blevet stabil, vi fik amningen op at køre, fordi vi knoklede alt hvad vi kunne både nat og dag, og efter 16 dage måtte vi endelig komme hjem. Hold nu op hvor vi glædede os. Vi følte os fuldstændig parate til at komme hjem. På de her 16 dage, havde vi lært vores datters signaler så godt at kende, at vi var helt trygge ved at komme hjem.

Vores sundhedsplejerske kom på besøg en gang i ugen de første uger, og det gav en dejlig tryghed, at vi var sikre på, at hun voksede som hun skulle. Vi havde det godt efter vi kom hjem. Vi fik ro på, besøg af familie og venner, og nu kunne vi nyde vores lille familie i vores eget hjem.

Samtidig blev jeg ramt af et hav af følelser, som jeg mest af alt kunne mærke fysisk. Jeg får hjertebanken, uro i kroppen, åndenød. Jeg prøver at arbejde med det selv, men min kæreste er egentlig lidt bekymret for mig, så jeg ender med at tage til læge. Her fortæller jeg kun en brøkdel af, hvordan jeg har det, samtidig med at jeg undertrykker det. Jeg tror jeg var bange for ikke at blive taget alvorligt.

Hvorfor skulle nogen tro på, at jeg havde det skidt, når jeg “kun” havde født 5 uger for tidligt? For det var sådan, jeg havde det. Jeg har hele tiden følt, at 5 uger ikke talte som for tidlig fødsel. Nogle føder jo endnu tidligere, så hvordan mon ikke de har det? Jeg følte et eller andet sted en form for dårlig samvittighed over at have det skidt, fordi andre objektivt set burde have det værre.

LÆS OGSÅ: “Beskeden var klar: Hver ekstra dag i maven tæller.”

Heldigvis har jeg lært, at vi alle er forskellige, og vi reagerer alle forskelligt på det, som livet udsætter os for. I dag er min datter snart 9 måneder og klarer sig helt fantastisk. Man ved ikke, hvorfor hun kom før tid. Det svar ville jeg egentlig ønske at jeg havde – måske i håb om, at det kunne give lidt ro. Det er svært ikke at give mig selv skylden for at hun kom før tid.

Jeg har gode perioder, og jeg har dårlige perioder, hvor uroen og angsten fylder. Heldigvis flest af de gode.

Det hele sidder stadig i mig, og det er helt okay, for det er en del af vores historie nu. Heldigvis har min kæreste og jeg haft en kæmpe støtte i hinanden hele vejen igennem.

Vores datter er stærk for os nu, som vi var det for hende, og jeg er så pavestolt af os alle 3!