”For en kort stund slog min datter og mors hjerte på samme tid, men de nåede aldrig at mødes.”

MomStories
6 min.
Skrevet af Natacha, mor til Filippa på 9 måneder

Min kæreste og jeg tog den fantastiske beslutning om at blive forældre i starten af 2019. Jeg blev gravid og vi fandt ud af, at det var med tvillinger. Wow. Det var alligevel lidt af en overraskelse. Da jeg var 9 uger henne, stoppede deres hjerter desværre med at slå, og jeg skulle have en kirurgisk udskrabning. Både min kæreste og jeg var ramt af situationen, for ærligt talt tænkte vi ikke over, at det var så normalt at tabe. Nå, men det var jo bare at komme op på hesten igen. Eller var det?

Inden jeg blev gravid første gang, havde vi købt en rejse til Curacao – en ø, hvor du kan risikere at blive syg med noget, der hedder zikavirus. zika-hvad-for-noget? Hvis en gravid bliver syg, kan hun overføre virussen til det ufødte barn, som har risiko for at få meget alvorlig hjerneskade. Vores læge anbefalede derfor, at vi ventede 6 måneder efter vi kom hjem fra ferien, før vi skulle prøve at blive gravid igen. Det betød, at vi skulle vente et helt år.

Sommeren kom, vi rejste og det var en dejlig ferie. Jeg skulle starte på et nyt og spændende arbejde om efteråret. Ærligt var jeg en del utålmodig og ønskede mest af alt bare at blive gravid, men jeg havde jern i ilden, og tiden fløj afsted. Snart skrev vi 2020 i kalenderen.

En dag i august ringede min mor mig op. Hun virkede lidt distræt. ”Er du okay mor?”, spurgte jeg hende. Min mor boede i Jylland og jeg i København, så det skete ikke altid, at vigtige fortællinger foregik face to face. Lægerne havde fundet nogle pletter på hendes lunge. De vidste ikke hvad det var endnu, og det skulle de så undersøge.

Min mor fik konstateret kræft i efteråret 2019. På det tidspunkt var det uklart, hvor slem min mors sygdom var. Der var plantet et lille frø af håb om, at det da var noget min mor ville komme igennem og overleve. Det skal siges, at min mor er min sidste forælder. Min far gik bort i 1994.

Dårlig samvittighed og ambivalens i en dyster tid

Jeg blev gravid i foråret 2020. Jeg havde konstant ambivalente følelser. Når jeg var til scanning, var jeg så spændt og helt rørt over at se den lille spire blive større. Samtidig uvisheden i forbindelse med, at min mor var syg. Til en af scanningerne spurgte jeg, om det var okay at filme skærmen, for så kunne min mor se vores datter. Når jeg sendte filmen til min mor, og hun svarede tilbage med en masse hjerter, kunne jeg ikke lade være med at have dårlig samvittighed.

Nu var det bare at vente. Vente på at jeg skulle føde og vente på, at min mor skulle dø.

Jeg fik ofte dårlig samvittighed over at glæde mig over min graviditet. Det blev ikke bedre, da min mor fik stemplet “terminal patient”. Jeg var helt ulykkelig. Der var ikke noget at gøre længere. Nu var det bare at vente. Vente på at jeg skulle føde og vente på, at min mor skulle dø.

Ikke nok med det så startede pandemien. Dyster tid. Utryg tid. Min mor endte på hospitalet, og jeg måtte ikke komme og besøge hende. Det var jo en vanvittig tid. Jeg var bekymret for min datter i maven. For dengang var det uvist, hvordan coronavirus påvirkede et foster. Jeg var nødt til at skabe en eller anden form for sikker tilstand indeni mig, så det ikke påvirkede min graviditet. For når du først har prøvet at miste en graviditet, så sidder det altså i en.

Jeg brugte Kræftlinjen et par gange, og det lettede på mange måder min dårlige samvittighed. Jeg så ikke min mor særligt meget under hendes sygdomsforløb. Jeg var der faktisk ikke den dag, hvor hun døde på hospitalet. Min mor døde i august 2020.
Natacha sænker sin mors urne

For en kort stund slog min datter og mors hjerte på samme tid, men de nåede aldrig at mødes.

Jeg føder min datter i januar 2021 – en fantastisk dag, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Selvom jeg endte i akut kejsersnit, fordi hun var ”stjernekigger”, kan jeg kun kigge tilbage på dagen med en fantastisk følelse indeni. Min datter blev født! Vi delte billeder til familie og venner. “Se hvad vi har lavet”. Alle lykønskede os, og hilsnerne varmede hver og en. Der var dog en, jeg manglede at vise mit lille minimenneske til. Min mor.

Tid til sorg midt i amning og bleskift

“Ser du med oppefra?”, hviskede jeg stille fra hospitalssengen. ”Er hun ikke bare smuk mor?”. Jeg var så stolt. Følte mig så sindssygt sej. Siden vi var helt små, har de fleste af os ville vise tegninger, kjoler, mislykkede forsøg på makeup osv. “Se mor – se hvad jeg har lavet!”. Nu har jeg lavet noget af det smukkeste et menneske kan skabe – et andet menneske, og det kommer jeg aldrig til at vise min mor.

Det er svært at finde balance mellem at være i sorg og overvældet på én og samme tid. Jeg oplever dårlige samvittighed over, at der er dage, hvor jeg bare har lyst til at stene ind i væggen, men jeg skal ”være på”, smile og være glad overfor mit barn. Jeg kan vel ikke gå og græde hele dagen lang. Men hvornår kan jeg græde? Hvornår er det okay, eller rettere sagt, hvornår er der TID til det? Hvordan giver jeg plads til det blandt amninger, bleskift, sange, lege og søvnmangel?

Jeg har mistet et menneske, som jeg har kendt hele mit liv, og pludselig skal jeg til at forholde mig til et helt nyt menneske.

Jeg synes det er uretfærdigt, at jeg hverken kan få lov at gå alene med følelsen af lykkerus eller alene med følelsen af sorg. Jeg skal forholde mig til begge følelser – hver dag. Hele tiden. Jeg kan gå rundt og være bekymret for, om min datter føler jeg er decideret kunstig på dage, hvor sorgen presser på. Kan hun mærke sådan noget?

Jeg har mistet et menneske, som jeg har kendt hele mit liv, og pludselig skal jeg til at forholde mig til et helt nyt menneske. Jeg er tyndslidt og samtidig fyldt op af kærlighed. Jeg har barsels-kuller og er samtidig vemodig over, at tiden er gået alt for stærkt. Jeg har brug for at trække vejret og mærke mig selv i alt det her. Jeg har brug for at spole tilbage og nyde min datter noget mere.

Det er okay ikke at være okay

Jeg fortæller mig selv, at det er okay at have alle de følelser. Det er det nødt til at være. Når jeg har grædt og kigget på min datter, så har jeg fortalt hende stille og roligt, ”mor er ked af det lige nu”. Jeg har tilladt mig selv at være i den følelse. For det er ok.

Når jeg kigger tilbage på billeder fra hele min barsel, så har vi jo hygget os helt vildt, men jeg har også forbandet det hele langt væk og ser frem til at far tager over. Jeg kan tælle dagene til min barsel slutter, og det kan jeg hade mig selv for. Jeg har ikke nydt min barsel særlig meget. Jeg har været ensom og alligevel alt for lidt alene. Jeg har haft for mange følelser at skulle forholde mig til.

Natacha løfter datter Filippa op i luften

Nu er min datter snart 1 år. Jeg elsker virkelig min nye titel, og den vokser på mig hele tiden. Jeg fortæller mig selv, at min mor er et bedre sted. Ingen smerter, ingen frygt. Hun har fået fred. Det finder jeg meget ro i.

Jeg snakker om min mor til min datter, og jeg snakker med min mor inde i mit hjerte. Ting tager bare tid. Det kræver tilvænning at blive mor. Og det kræver tilvænning for mig ikke længere at have min mor. Du bliver simpelthen nødt til at stole på processen, at det nok skal gå alt sammen.

Som jeg engang hørte i en film: “Sorg er en taske der står ved siden af din seng, som du hver dag skal tage med dig, når du står op. Nogle dage er den meget tung, andre dage bemærker du ikke rigtig dens vægt.” De dage hvor den er meget tung – giver jeg mig selv lidt mere plads til at tænke på min mor.

 

VIDENSARTIKLER OM MODERSINDET:

Fødselsdepression – Når det gør ondt i psyken at blive mor

Screening for fødselsdepression: 1 ud af 10 nybagte mødre pynter på sandheden

Efterfødselsreaktioner – Psykologens guide til smerte i moderskabet