”Det tog mig mange år at blive klar til at få endnu et barn”

Udgivet | Af Line, mor til Molly (2013) og Zoey (2020)

Da jeg ventede min ældste datter, havde jeg en rigtig romantisk forestilling om hendes fødsel. Den skulle foregå derhjemme, uden smertestillende, og så skulle hun langsomt svømme ud i fødekaret.

Sådan skulle det dog ikke gå.

Det endte i en fødselsdepression

Vi startede fødslen hjemme, men fra start af var hendes hjerterytme en smule påvirket, så efter nogle timer tog vi afsted mod sygehuset.

Der blev taget iltprøver fra hendes hoved, og hvor den første var fin, viste den næste, at hun skulle ud hurtigt. Jeg havde på det tidspunkt presset i flere timer og der var ikke sket så meget, så hun endte med at blive taget med sugekop.

Hele den oplevelse var rigtig voldsom for mig, og jeg endte med både en stor bristning, en belastningsreaktion og en fødselsdepression.

Det tog mig rigtig lang tid, mange psykologtimer og et år på antidepressiver for at blive nogenlunde mig selv. Derfor tog det også mange år, før jeg overhovedet turde forestille mig endnu en fødsel og et efterfødselsforløb igen.

Først efter 5 år turde jeg prøve igen

Så det var først i slutningen af 2018, da min første datter var lidt over 5 år, og min kæreste kiggede på mig med sine store hundeøjne, at jeg blev overbevist om, at vi skulle gå i gang med baby projekt 2.

Det gjorde vi nogle måneder senere og i maj 2019 stod jeg endelig med en positiv graviditetstest. Jeg var virkelig glad og faktisk stolt over at have fået det så godt, at jeg igen turde at blive gravid.

Glæden blev dog hurtigt efterfulgt af frygten for endnu en fødsel og en efterfølgende fødselsdepression. Heldigvis kom jeg i en kendt jordemoderordning, hvor jeg virkelig følte, at jeg blev taget seriøst med alle mine spørgsmål og bekymringer.

Skal, skal ikke føde hjemme?

I løbet af hele graviditeten vekslede jeg imellem at ville føde hjemme og føde på sygehuset. Jeg blev også tilbudt mulighed for kejsersnit, fordi jeg fik en stor bristning sidst. Det sagde jeg nej tak til, fordi jeg virkelig gerne ville prøve at have en ukompliceret vaginal fødsel.

Det var først til allersidste jordemoderkonsultation, at jeg meddelte min jordemoder, at jeg havde besluttet at føde på sygehuset. Da jeg var gået en uge over tid, blev jeg sat i gang, fordi de var bekymrede for om babys store størrelse kunne øge risikoen for endnu en stor bristning.

Igangsættelse, kraftige veer og epidural

Så torsdag den 13. februar fik jeg de første igangsættelsespiller og dagen efter tog de vandet! Det blev taget omkring kl. 11, hvorefter vi tog hjem for at vente på veer. De kom nogle timer efter, og kl. 16 mødtes vi med min jordemoder ude på sygehuset.

Efter nogle timer var veerne blevet kraftige, men jeg havde kun åbnet mig 4-5 cm. Det begyndte dog at gå hurtigere i løbet af aftenen og omkring klokken 22 var jeg 9 cm åben. Det overraskede mig derfor en del, da jordemoderen spurgte hvilken smertestillende, jeg nu vil have.

Jeg havde fået lattergas i løbet af aftenen, men som veerne var blevet mere kraftige, følte jeg ikke rigtig, at det virkede mere. Det tænkte jeg var okay, for jeg var jo alligevel snart færdig med at føde.

 LÆS OGSÅ: ”Inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde”

Jordemoderen kunne dog mærke, at baby endnu ikke var begyndt at bevæge sig nedad i bækkenet, så hun anbefalede en epiduralblokade, så jeg fik energi til at lave mobiliseringsøvelser, der skulle hjælpe baby nedad. Jeg var ikke meget for hele ideen om at blive stukket i ryggen, men jeg stolede så meget på min jordemoder, at jeg sagde ja tak.

Det viste sig at være en rigtig god ide. Effekten var virkelig god og jeg fik energi og overskud til at gå rundt, hoppe på en pilatesbold og lave andre øvelser. Ting der alle sammen skulle hjælpe baby nedad.

Kejsersnittet rykker tættere på

Intet af det virkede og de næste timers tjek viste, at selvom jeg nu var helt åben, havde hun ikke rykket sig en cm. Omkring kl. 1 om natten skulle min egen jordemoder hjem og jeg fik derfor en ny. Hun var heldigvis både rigtig sød og informeret om min historie. Så vi aftalte med hende, at hvis der endnu ikke var fremgang i de næste timer, så må kejsersnit være den rigtige løsning – så jeg ikke igen skulle ud i påvirket baby og en sugekop-forløsning.

Selvom jeg virkelig havde frygtet kejsersnit, blev jeg helt tryg ved tanken over de næste timer, og for det har jeg virkelig den søde jordemoder at takke. Jeg fik stillet alle mine spørgsmål om kejsersnit og hun svarede omsorgsfuldt på dem.

Vi havde aftalt, at lave et sidste tjek af babys placering i bækkenet klokken 02.45 og den sidste time inden lå jeg bare og stirrede på uret. Jeg håbede på en eller anden måde på, at der ikke havde været fremgang, for jeg vidste, at jeg ville forsøge mig med flere timers fødsel endnu, hvis der bare var den mindste smule fremgang.

Fødslen havde været i gang i så lang tid, at jeg ikke kunne overskue at være i fødsel mere for bare igen at ende med en traumatisk oplevelse og en baby, der ikke havde det godt.

Okay, det bliver et kejsersnit!

Klokken blev 2.45 og undersøgelsen viste, at der igen ikke var fremgang. Vi besluttede derfor, at kejsersnit var den rigtige løsning. Jeg var virkelig lettet over den beslutning. Jeg var ved at være totalt utålmodig efter at møde min lille baby. Heldigvis gik det rimelig hurtigt og snart var vi på mod operationsstuen. Da jeg kom derind blev jeg dog alligevel ret berørt af det hele og endte med at sidde og græde på operationslejet.

 LÆS OGSÅ: ”Igangsættelse, ballonkateter og så et kejsersnit!”

Der var virkelig mange mennesker på stuen, som hjalp med at gøre klar, men alligevel var stemningen rolig og nærmest hyggelig. Jeg nåede at blive en smule utålmodig, inden de endelig startede operationen. Det føltes meget mærkeligt og en smule voldsomt i min mave, inden der pludselig lød den mest fantastiske lyd. Skriget af en sund og rask baby!

Vi havde bedt om at få klædet væk, så min kæreste kunne se baby allerede inden hun var ude af maven, og jeg kunne se hende, så snart hun var oppe i luften. Der gik heldigvis ikke mange sekunder, før jordemoderen placerede hende på min brystkasse. Det var verdens bedste følelse og helt fantastisk endelig at møde hende, der havde boet i min krop i 9 måneder.

Jeg er blevet medlem af en fantastisk “hemmelig” klub!

I dag er det næsten 11 uger siden, at lillesøster Zoey blev født, og jeg er rigtig glad for min beslutning om kejsersnit. Selvfølgelig er jeg skuffet over, at jeg igen ikke fik min drømmefødsel, men psykisk har jeg det meget bedre end efter sidste fødsel.

For selvom jeg aldrig havde troet, at et kejsersnit kunne være andet end en voldsom oplevelse, så tænker jeg tilbage på fødslen som en rigtig fin oplevelse. I de sidste uger har jeg også oplevet at være blevet medlem af en fantastisk “hemmelig” klub, hvor jeg kun har oplevet en masse omsorg, støtte og gode råd fra andre, der også har født ved kejsersnit.

Læs også

Hvad er bedst? Kejsersnit eller naturlig fødsel?

Maven efter kejsersnit – her er alt, du skal vide

5 gode råd: Sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

”Efter mit kejsersnit kunne jeg ikke amme”