Dette er en fortælling om at blive englemor og om at være pårørende.

En varm sommerdag i juni modtager jeg et opkald, der med ét slår benene væk under mig. Jeg er netop blevet mor til en lille datter. Min veninde Louise skal snart føde sin søn. Vi glæder os begge utrolig meget til at blive mødre samtidigt.

Det er Louises navn, der toner frem på min telefons display den dag i juni. Den 14. juni 2020 for at være helt præcis. Jeg tager telefonen intetanende om, hvad Louise skal til at fortælle mig. Det er et opkald, der forandrer Louise og hendes mands liv – og vores venskab for altid. Christian, som Louises søn skal hedde, lever ikke mere. Hans hjerte er holdt op med at slå.

Verden ramler på et sekund

Louise fortæller mig i telefonen, at hun netop har været på sygehuset, fordi hun ikke længere kunne mærke liv fra Christian i maven. Louise er på det her tidspunkt i syvende måned af sin graviditet. Vi har begge været gravide stort set samtidigt, jeg var dog lige et par måneder foran Louise og har på dette tidspunkt født for mindre end en måned siden. Da Louises ord rammer mine øregange, bliver jeg enormt chokeret. Christians. Hjerte. Er. Holdt. Op. Med. At. Slå. Der er ingen hjertelyd. Der kommer ikke en levende dreng ud, der kan lege og følges med min datter gennem livet. Den værst tænkelige besked man kan få som mor, mormor, veninde – ja, nok i virkeligheden den værst tænkelige besked, man kan få som menneske.

“På få timer gik jeg fra at være gravid og lykkelig til at miste mit barn. Mit og min mands kærlighedsbarn. En sorg, der overgår alt, man kan forestille sig at opleve. At miste sit eget barn, må være det værste, et menneske kan udsættes for”, fortæller Louise.

En ukompliceret graviditet

Op til dette opkald har Louises graviditet været helt normal. Hun har haft det dårligere og haft mere kvalme, end gennemsnittet, men det er en skæbne, hun bestemt ikke er alene om, så det har ikke givet anledning til bekymring. Da Louise en aften ikke mærker liv, slår hun tanken hen, fordi der er helt sikkert ikke noget galt. Da hun næste morgen stadig ikke mærker liv og har forsøgt sig med alle jordemoderkunstens tricks for at få baby til at bevæge sig, for eksempel isvand, vælger hun at kontakte fødegangen, der beder hende møde op til et rutinetjek.

På sygehuset bliver hun først scannet af en jordemoder, der har problemer med at finde hjertelyden og tilkalder en læge. Her begynder Louises alarmklokker at ringe, det kan ikke være godt, når lægen bliver tilkaldt. Men da lægen siger “Se her” og vender skærmen, bliver Louise rolig for en kort bemærkning. Det er jo sådan noget, man siger, når der er liv. Det er dog desværre ikke de ord, der kommer over lægens læber. Han siger: “Der er ingen tvivl. Der er ingen hjertelyd”. Her styrter Louises verden i grus. Man kan da ikke miste et barn så sent i graviditeten. Der må være sket en fejl. Det er der bare desværre ikke. Lægen forlader lokalet, og Louise og hendes mand Bendix får lidt tid alene, inden de skal tage stilling til fødsel, begravelse og en ny barsk virkelighed – uden Christian.

“Selvom Christians tid blev kort, var den enormt meningsfyldt”

Det er en søndag, at Louise og Bendix får den forfærdelige besked på sygehuset. De får derfor at vide, at de skal tage hjem og møde ind på sygehuset den næste morgen til igangsættelse af fødslen. Ja, du læste rigtigt. Fødslen. Louise skal føde Christian vaginalt. En helt normal praksis for fødsler af dødfødte børn. Det gør man både som et led i sorgbearbejdningen samtidig med, at det også er det bedste for kroppen, der hurtigere vil kunne komme sig og blive klar til en ny graviditet.

Det er denne dag, Louise ringer til mig. På dette tidspunkt befinder Louise sig helt naturligt i en choktilstand. Derfor virker hun meget fremmedgjort over for både situationen og for Christian i telefonen. Hun har svært ved at omtale ham ved navn. Det kommer alt for tæt på. Hun er langt mere fokuseret på at få det hele overstået, så hun kan lægge det bag sig.

 LÆS OGSÅ: “Intet hjerte, intet tydeligt foster. Kun en sort plamage på skærmen”

Jeg har under min uddannelse skrevet bachelorprojektet om spædbarnsdød, så jeg kender i forvejen en lille smule til emnet. Jeg forsøger derfor at virke rolig i telefonen og anerkende Christian som et barn på linje med alle andre, levende børn. For han ER Louises dejlige søn. Han har også en stor berettigelse og skal fylde en masse i fortællingen om Louises og Bendix’ liv. Han skal have lov at blive omtalt ved navn, og anerkendes som enormt betydningsfuld. Selvom hans tid blev kort, så har tiden været helt utrolig meningsfuld. De syv måneder han har været i Louises mave, har været nogle af de lykkeligste måneder i både hendes og Bendix’ liv. Han betyder noget. Han betyder meget. Han betyder faktisk alt for Louise og Bendix. Og han betyder også rigtig meget for mig. Ham og Emma skulle have været de bedste venner.

Selvom alt er sørgeligt og ulykkeligt, forsøger jeg i telefonen at sige til Louise, at hun skal få det bedste ud af den tid, hun trods alt får med Christian. Få taget en masse billeder. Snakket med ham. Få taget hånd- og fodaftryk. Det virker meget voldsomt for Louise, hvilket er så forståeligt, for det er kun få timer siden, at hun gik fra at være lykkelig og gravid til at få at vide, at hendes søns hjerte ikke længere slår.

Fødslen af et englebarn

Da Louise bliver sat i gang om mandagen, forventer hun, at hun skal føde i løbet af dagen eller måske i løbet af natten, men der sker ikke noget. Mandag bliver til tirsdag, og tirsdag bliver til onsdag. Der sker stadig ikke noget. Det bekymrer Louise, og hun får i løbet af onsdagen lagt et ballonkateter, der heldigvis sætter fødslen i gang.

Torsdag sidst på eftermiddagen bliver Louise mor, og Bendix bliver far. Deres smukke søn er kommet til verden. Og det kan jeg sige med hundrede procent sikkerhed, fordi jeg har set Christian. Han er den fineste lille dreng. Fødslen forløber rigtig godt, og Louise er skide sej. Indtil nu har Louise mest været fokuseret på fødslen. Så forståeligt. Sådan tror jeg, at mange mødre har det. Det havde jeg i hvert fald selv. Man kan næsten glemme tiden efter fødslen, fordi selve fødslen fylder så meget. Derfor virker det overvældende for Louise, når andre kalder Christian for smuk. I hendes hoved fylder chokket stadig så meget, at det er svært for hende at se, hvor fin han er. Derfor virker det helt forkert, når folk omtaler ham sådan.

Efter fødslen kommer Christian i det fineste englesvøb, der er lavet af gamle brudekjoler, som hospitalet har liggende til børn som Christian. Han får desuden en lille hæklet sprutte, som ligger hos ham. Sådan en får Louise og Bendix også. Så kan de bytte sprutter, når Christian skal lægges i kisten. På den måde vil de altid have en fysisk ting, der forbinder dem. Louise og Bendix har en bamse, deres dejlige søn har ligget med, og Christian har en bamse med sig, der dufter af hans forældre og som er fyldt med deres nærvær og kærlighed.

Omkring midnatstid tager Louise og Bendix hjem for at få sovet. De tager tilbage på sygehuset dagen efter. Selvom der ikke er gået særlig lang tid, har nattens ro alligevel forandret Louise. Mens Christian bliver født den eftermiddag, bliver moderen Louise født den nat. Da hun kommer tilbage på sygehuset, kan hun se, at Christian faktisk er rigtig fin, og hun finder modet til at holde ham. Det ér hendes søn. Hun er MOR. Hun er heldig, at hun har fået en så dejlig dreng, og han er heldig, at han har fået verdens bedste mor – til trods at skæbnen er så uendelig tung, at ord ikke slår til.

 LÆS OGSÅ: ”Det bliver os, der en dag skal sige farvel til Emma – og ikke omvendt”

Der er ikke andet at sige, end at det er så forkert, at mor og søn skal mødes og sige farvel på én og samme tid. Det er uforståeligt, tragisk og meningsløst. Et møde der skulle være fyldt med glæde og forventning til det liv, der skulle vente. Louise siger til Christian, at han skal åbne sine øjne, så de to kan se hinanden i øjnene. Selvom øjnene forbliver lukkede, er Christian og Louise forbundet fra denne dag. De to hører sammen for altid.

“Ingen skal føle sig alene”

Henover sommeren læste Louise artikler og lyttede til podcasts. Som nybagt mor til et englebarn følte hun sig meget alene med sine følelser. Hun hungrede derfor efter at høre andres historier om, hvordan de var kommet igennem sorgen, og hvordan de havde lært at leve med den. Det var en bearbejdelse, der var svær at finde blandt de nærmeste. De kendte ingen, der havde stået i samme situation, og de havde enormt svært ved at navigere i sorgen.

Derfor har Louise og jeg i fællesskab skabt podcasten “Christiansminde”, der fortæller historien om Louise og Christian ‘Løvehjerte’.

Det er et enormt sårbart og hudløst ærligt projekt. Vi håber derfor, at I vil tage godt imod fortællingen, for det kræver et stort mod at dele den og være med til at skabe en større åbenhed og forståelse for spædbarnsdød. Når du hører historien, er du med til at bære sorgen, for når vi deler sorgen, bliver den nemmere at bære. Tak.