”Lægen mente, det var noget jeg bildte mig ind pga. min diagnose”

Sindet
5 min read
Skrevet af Emma, der er gravid med sit første barn

Jeg fik stillet diagnose skizofreni tilbage i 2013 og har altid taget imod den hjælp, som jeg fik tilbudt. Det har været nogle hårde år med personer omkring mig, der ikke har kunne forstå lige præcis, hvad den her diagnose har gjort ved mig i min hverdag. Men nu har jeg været medicinfri siden marts 2020.

Jeg mødte min kæreste, da jeg var 12 år, og vi fandt hinanden igen for 3 år siden. Til maj har vi været sammen i 4 år, og nu skal vi have en lille bebs sammen. Han har været den største hjælp, jeg kunne få fra en, der selv har valgt at blive en del af mit liv. Min kæreste sætter sig så meget ind i mine følelser og prøver at hjælpe mig, så meget han nu kan. Når jeg får følelsen af ikke at være god nok, når jeg føler mig rigtig “lille”, og når mine grænser bliver overskredet, så er han der til at trække mig op igen.

Kategorien ’sårbar gravid’

Da jeg kom til lægen og sagde, at jeg var gravid, blev jeg mødt med et smil og forståelse, men sådan har det desværre ikke været alle steder. Jeg fik en ekstra læge fra det hospital, jeg er tilknyttet, da jeg går under kategorien ’sårbar gravid’.

Jeg har fuld forståelse for, at der skal tages hensyn til, hvordan jeg kan få det efter fødslen og selvfølgelig også under min graviditet. Men det at komme til en læge, der læser mine 3 år gamle papirer og går ud fra, at jeg stadig har det sådan i dag, har fået mig til at tvivle meget på mig selv. Det har fået mig til at tvivle på, om jeg kan klare at blive mor uden at blive sat i en boks, hvor andre mener, at jeg ikke er god nok.

En kamp at blive taget seriøst

Inden jeg fandt ud af jeg var gravid, havde jeg mistet to gange. Her havde jeg en anden læge. men jeg følte jeg skulle kæmpe for at blive undersøgt, da jeg havde alle “symptomer” på at være gravid, men testene var negative hver gang. Og jeg har altid ønsket mig børn. Det at skulle sidde hos en læge og fortælle, hvordan man har det – om kvalme og opkast – og ikke blive taget seriøst er en trist følelse. Jeg fik at vide, det var noget jeg bildte mig ind, og at jeg skulle stoppe med at bruge så mange ressourcer på det, nu når testene blev ved med at være negative.

Det er mig en gåde, hvorfor det hele tiden skulle vendes til, at jeg havde en diagnose.

Til sidst ringede jeg til en gynækolog og fortalte, at min læge ikke ville give mig en henvisning, da hun ikke mente det var en god nok grund. Gynækologen rådgav mig til at fortælle lægen, at jeg ville have scannet mine æggestokke, for det kunne lægen ikke gøre. Da jeg endelig tog mig sammen til at ringe til lægen igen, fik jeg beskeden, at man jo ikke har kvalme og opkast i skeden (!) Men nu hvor jeg havde bedt om en scanning af mine æggestokke, havde hun jo ikke noget valg andet end at give mig henvisningen.

Jeg sad tilbage med en følelse af lettelse, for nu fik jeg endelig den henvisning. Men det er ikke i orden, at jeg skulle høre fra lægen, at det var noget jeg bildte mig ind pga. min diagnose. Jeg vælger jo ikke at ringe til en læge og fortælle, hvordan jeg har det, hvis det ikke er sådan jeg har det?! Og jeg synes det er synd, at man skal opleve sådan en opførsel fra et andet menneske, når man faktisk bare gerne vil have hjælp til at forstå, hvad der forgår i ens krop. Er det ikke det en læge er til for? Det er mig en gåde, hvorfor det hele tiden skulle vendes til, at jeg havde en diagnose.

(…) jeg ville sætte pris på, at de lærte mig at kende som jeg er nu – ikke som dengang, hvor jeg have det rigtig skidt.

Da jeg så kommer ud og skal møde min læge gennem udsat gravid-teamet, bliver jeg igen sat i en dårlig situation. Her skal jeg flere gange forklare, at jeg ikke forstår, hvorfor man skal danne sit syn af mig ud fra 3 år gamle papirer fra distriktspsykiatrien. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal følge en på den måde. De er der for at hjælpe, og jeg ved, at de kun vil mig og mit barn det bedste, men jeg ville sætte pris på, at de lærte mig at kende, som jeg er nu – ikke som dengang, hvor jeg have det rigtig skidt. Jeg har været ret skeptisk omkring de noter, der er blevet skrevet i min journal under graviditeten. Mange af de ting, der er blevet skrevet, er ikke noget der er blevet snakket om, mens jeg selv har siddet med til møderne.

Giv mig lov til at glæde mig!

Jeg synes det har været rigtig svært at føle mig glad under min graviditet, da jeg har oplevet både fra læge og mine nærmeste, at der skal sættes særligt fokus på min diagnose. Jeg ved der er en risiko for, at jeg muligvis kan blive syg igen, men det at skulle høre på det fra andre har gjort, at jeg har følt mig mere syg i denne periode – hvor jeg ikke har fået medicin i næsten et år – end da jeg rent faktisk havde det rigtig dårligt og fik medicin.

Hvordan kan det være, at man skal føle sig helt forkert på den, fordi man gerne vil være gravid, men samtidig har en diagnose?

Det er bestemt ikke en rar følelse at skulle sidde med, når man venter sit første barn og bare gerne vil være glad, men ikke føler man har ret til det ”for hvad nu hvis“. Det spørgsmål synes jeg, at jeg har fået rigtig mange gange under min graviditet. Det er svært at sætte ord på, hvor uvirkeligt det føles. Jeg har det rigtig godt og glæder mig ekstremt meget til at møde baby, men så går jeg fra et møde med en læge, der ikke kender mig – og ikke vil lære mig at kende – og føler mig pludselig mere syg end nogensinde før.

Jeg synes ikke det er en retfærdig behandling, og jeg kan kun forstille mig, hvor mange der går med det samme eller har været det samme igennem, som jeg gør nu. Jeg føler mig lidt som en kriminel, hvis jeg skal være helt ærlig. Det at både mine nærmeste og forskellige fagfolk synes, at de har ret til at belære mig om, hvad min diagnose gjorde – eller kommer til at gøre – ved mig, er nok noget jeg kommer til at opleve resten af mit liv…desværre. Hvordan kan det være, at man skal føle sig helt forkert på den, fordi man gerne vil være gravid, men samtidig har en diagnose?