“Jeg havde en idé om, at min stærke kvindekrop var bygget til at føde”

Kejsersnit
7 min read
Skrevet af Birgitte, mor til Storm og Ketil

Jeg kan huske, hvordan jeg stod og kiggede på den gule farve, som spritten der blev smurt på min mave før kejsersnittet, havde efterladt på huden. Jeg stirrede på de helt enorme bryster, som struttede helt upåvirket af situationen (eller netop påvirket af situationen), imens alt andet hang.

Maven hang, de kæmpestore hospitalstrusser hang, mine skuldre hang. Jeg stod og betragtede et mærkeligt paradoks imellem kraft og udmattelse i én og samme krop – i mig. Jeg kunne ikke rette mig op, for det gjorde så ondt i arret.

Jeg græd når jeg tissede, og første gang jeg skulle af med afføring, kan jeg huske, hvordan det føltes som barberblade, der skulle ud. Så der græd jeg også. Jeg var ikke blevet fortalt, at bedøvelsen også går ind og bedøver peristaltikken, som så langsomt – over mange dage – vågner op. I mellemtiden har tarmindhold fået lov at stase sig op, og det mærkes, når det så endelig skal ud.

15 dage over tid

Jeg havde en idé om, at min stærke kvindekrop var bygget til at føde. Som kvinder i millioner af år har gjort. Så jeg gik ikke til fødselsforberedelse, men ventede blot utålmodigt da jeg gik over; ventede og ventede i en mærkelig boble af uigenkaldelighed og samtidig stilstand – tiden frøs.

14 dage over fik jeg stikpiller, som gav et let drys veer. Det var det. 15 dage over fik jeg så hindepunktur af en jordemoder, der nærmest dansede ind på stuen. Det føltes som om, at her var en kvinde, der havde født med tusinder af kvinder. Hendes stemme var dyb og syngende, og jeg var helt tryg. Ingen reaktion. Ingen veer.

Så det var med stor forventning, jeg sad på sengekanten og kiggede på de dråber med ve-stimulerende medicin, der rytmisk blev for tunge til at modstå tyngdekraften i posen med syntocin-droppet, og som konsekvens heraf taktfast gled ned igennem den gennemsigtige gummislange – ind i venflonnet, igennem nålen og ind i mit kredsløb.

Mens hun var i gang med at rigge udstyret til, spurgte den dansende og jordforbindende jordemoder min daværende mand, hvor høj min smertetærskel var. Til det svarede han, at den var høj. Jeg husker følelsen af styrke og stolthed…og endnu mere utålmodighed.

BRING IT ON

Så sad jeg dér og kiggede på dråber og ventede. Og så ramte den første ve. En ve med en kurve som går fra vandret i nul, lodret op til max, vandret på max og derefter lodret ned til nul igen. Som et højhus, der rejser sig fra grunden.

Jeg vidste ikke, at en fysiologisk ve vil rejse sig i en skrå kurve op, toppe og så lægge sig igen. Som en bølge. Jeg tænker på, hvordan det er med et forvarsel indefra. At veen bygger sig op, at det er kroppen selv, der gør det. Mit forvarsel var lyden af den lille motor, der åbner op for dråberne i droppet.

Der var intet drys, ingen optakt – bare en hammer.

Eller rettere en kampesten. Det føltes som om en kampesten blev banket ned i mit bækken. Og sådan gik timerne. Jeg husker, hvordan kroppen blev overtaget af det vestimulerende drop, hvordan jeg i pauserne kiggede ængsteligt på urets minutviser og fulgte med i, hvordan den åd sig ind på næste sending dråber. Jeg husker, hvordan jeg kiggede på dråberne, når tiden var gået og minutviseren havde nået sit mål. Min pause var forbi, og kroppen skulle skabe en ve. Jeg husker sekunderne fra dråberne blev sendt afsted imod mit kredsløb, og før de satte ind i deres målvæv – min livmoder.

En varm og beroligende anæstesilæge

Efter timer med uproduktive veer – jeg åbnede mig ikke meget – kapitulerede jeg og bad grædende om en epidural. Der var i mellemtiden kommet en ny jordemoder. Som jeg husker det, sad hun mest i et hjørne med korslagte arme.

Anæstesilægen kom ind, og jeg glemmer aldrig den måde han så på mig. Der strømmede så meget varme ud af hans væsen: Han tjekkede ind med mig, før han gjorde noget andet. Han så mig.

Jeg tror det var den ro, han aktiverede i mig – sammen med angsten for, hvad en kanyle kunne gøre ved min rygsøjle, hvis jeg lavede en hurtig bevægelse – der gjorde, at jeg kunne sidde helt stille under en ve med ryggen krummet bagud for at give plads til, at kanylen med bedøvelse kunne trænge ind imellem mine ryghvirvler.

Sekunder efter var der ro. Jeg kan bedst sammenligne det med at være dykket ned på bunden i den dybe ende i svømmehallen, være dernede lidt for længe inden opstigningen, og på vej op opleve iltmanglen skrige i kroppen, mens man kigger op mod overfladen, der stadig er langt væk. Og så når man op og hiver luften ned i lungerne. Sådan var det pludselig at blive smertefri.

Optræk til en orgasme (!)

Flere timer gik. En tanke spirede. Hvordan lå min dreng og havde det? Jeg vidste, at de samme veer var der, men jeg kunne bare ikke mærke dem. Jeg følte det, som om jeg snød. Han led, og jeg havde sneget mig udenom.

Nu var den tredje jordemoder kommet. Der blev hektisk. Min dreng var stresset. Der kom flere folk på stuen. De skulle mærke, hvor åben jeg var, og hvis jeg i de efterfølgende minutter havde haft den viden, som jeg har i dag, er jeg sikker på, at jeg havde født ham naturligt. De mærkede indvendigt i mig, og jeg mærkede optræk til en orgasme.

Jeg var så skamfuld over min krops upassende reaktion, at jeg – med al min viljestyrke – kvalte den.

Jeg ved nu, at der er en tæt sammenhæng imellem produktive veer, åbning af fødekanalen og hormonet oxytocin. Oxytocin-produktionen i kroppen stimuleres bl.a. af seksuel tilfredsstillelse.

5 minutter senere lå jeg på operationsbordet. Jeg husker tre ting klart. Jeg rystede, kulderystninger forstørret med faktor 10, og uden at fryse. Det er bedøvelsen, der skaber denne reaktion i kroppen. Jeg vidste det ikke.

Min krop blev rusket fra side til side i små bevægelser af lægen, der åbnede mig. Man skærer ikke hele vejen. Man skærer en åbning og bruger herefter fingrene til at gøre hullet større. Så vokser vævet bedre sammen. Jeg vidste det ikke.

Mave med ar efter kejsersnit

Den vigtige hud til hud

Den klareste erindring var min søns lyd. Nede bag det grønne klæde der skærmede mit blik fra alt det der foregik under min navle, hørte jeg ham. En blanding imellem et langt kvæk, et vredt skrig og gråd. Jeg husker, hvordan det lød, som om han havde været i gang med den lyd også før, han kunne høres udefra.

Han havde sort hanekam og en hudafskrabning i panden fra at blive banket ned imod mit bækken.

Vi lå på gangen, fordi alle stuer var optagede. Det stormede udenfor, og jeg ville have ham hos mig i sengen i stedet for i plastickrybben, der blev stillet til rådighed. Han havde fået tøj på, og det havde jeg også, så vi lå ikke hud mod hud. Det booster ellers produktionen af oxytocin, som fremmer heling i kroppen, understøtter tidlig tilknytning mellem mor og barn, dæmper stress og smerter, understøtter mælkeproduktionen og styrker immunsystemet. Jeg vidste det ikke. Men han blev holdt, og jeg hviskede i hans øre, at jeg altid ville passe på ham.

Hvorfor havde ingen fortalt om det?

Vi lå på Skejby i 3 dage, og jeg blev flyttet 6 gange; pga. pladsmangel og pga. en seng i patienthotellet, som var så lav, at jeg ikke kunne komme op for mine smerter.

Jeg prøvede at sove i en stol i stedet men fik mig mandet op til at bede om et andet sted at sove. Jeg følte mig som et bøvl, der ikke kunne finde ud af at føde, som ikke kunne finde ud af at sove i en lav seng. Én som ikke vidste, at der er noget der hedder efterveer, hvor livmoderen trækker sig sammen, når man ammer, og som derfor desperat og skrækslagen ringer efter hjælp – for jeg havde jo født, jeg skulle da ikke have flere veer nu?!? Hjælpen var information om, at efterveer er helt naturlige og nødvendige. Og straks gjorde de ikke så ondt. Gad vide hvorfor jeg ikke blev fortalt det forinden?

Ligesom jeg ikke blev fortalt, at man kan regne med store, overspændte og smertefulde bryster 3-5 dage efter fødslen, når mælken falder til. Og hvor lindrende det er med varmt vand på dem (jeg boede i bruseren den dag).

Jeg oplevede, hvordan min hudløse sårbarhed som førstegangsfødende med et kompliceret fødselsforløb slet ikke blev mødt med den dyne af tryghed og omsorg, ro, forudsigelighed og stabilitet, som jeg havde et desperat behov for.

Jeg pakkede derfor mit behov ned i behovsskuffen ”besværligt, overfølsomt, ligegyldigt”.

Birgitte og baby griner

1 uge efter min fødsel skulle jeg købe ind. Jeg husker, hvilket tøj jeg havde på. En blå jakke og jeans. Jeg var så stolt. Jeg var så pokkers stolt over at have født. At betræde jorden som mor. At være en del af den særlige verden af kærlighed, træthed, bekymring, usikkerhed, evig udvikling som så uendeligt mange andre også er.

At være i det rum med ansvaret for (nu) to små (faktisk halvstore) sjæle, som for altid vil være mit hjem.