”Inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde”

Kejsersnit
6 min read
Skrevet af Vanessa, mor til Hugo (2019)

Jeg havde inden min graviditet altid tænkt, at jeg skulle føde vaginalt og altid glædet mig til den dag, jeg skulle prøve det. Men samtidig har jeg også haft en frygt for smerten, som alle jo fortalte mig var ”for sindssyg”. Da jeg efter et lille års tid stod med en positiv graviditetstest i hånden, så jeg virkelig frem til den dag, jeg skulle føde mit barn.

Jeg har aldrig været bange for at føde, men jeg har været bekymret for efterfødselsforløbet, så jeg forberedte mig derfor grundigt på selve fødslen (troede jeg). Jeg har en kronisk smertesygdom, som gør at jeg bliver/kan blive udmattet af meget lidt, og at jeg mærker smerter kraftigere end raske personer. Derfor havde jeg talt meget med min jordemoder om at finde den bedste måde, for mig, at føde på, således at jeg kunne være den bedste mor for min søn i dagene efter fødslen og ikke fuldstændig udmattet.

Aftalen blev derfor, at jeg kunne få en tidlig epidural-blokade, og at jeg kunne bede om et kejsersnit når som helst under fødslen, hvis ikke jeg følte, at jeg havde overskud til at fortsætte.

Planlagde kejsersnit, men aflyste det

Da jeg var 35+5 fik jeg regelmæssige veer, og vi tog ind på hospitalet. Heldigvis gik veerne i sig selv efter 7 timer. Ja, 7 timer. Her fik jeg en forsmag på fødslen, og jeg var totalt udmattet, efter hvad der jo kun vil betragtes som starten på en fødsel.

Jeg ville SÅ gerne føde vaginalt, men det vigtigste for mig var, at jeg var i stand til at være der for min søn i de efterfølgende dage, og derfor fik jeg en dato til et planlagt kejsersnit.

For mig var det pest eller kolera. Jeg forestillede mig, at jeg ville have mere overskud på den anden side af et kejsersnit, end efter mange timers hård fødsel (grundet min sygdom). Dog kunne jeg mærke, at et planlagt kejsersnit ikke var det rigtige for mig. Jeg ville jo gerne føde mit barn selv. Tilmed gik det op for mig, at næsten hele min livmoderhals var udslettet, og at jeg derfor ikke skulle gennem de timer, som jeg allerede havde været i fødsel, en gang til. Dermed var min fødsel potentielt forkortet, og jeg ville kunne få en epidural nærmest med det samme, jeg fik regelmæssige veer. Nu var det lige pludseligt attraktivt for mig at føde vaginalt igen, så vi aflyste det planlagte kejsersnit.

Lang ventetid, igangsættelse…og så gik alt i stå

Jeg var super presset op til min fødsel, både mentalt og fysisk. Jeg havde siden uge 11 haft bækkenløsning, jeg havde taget omkring 20 liter væske på, og jeg havde mange smerter. Derudover fik jeg at vide, idet jeg var gået i fødsel i uge 36, at jeg kunne gå i fødsel any day.

Dagene gik. Der skete ingenting. Jeg var så presset, at jeg fra uge 38+0 fik lavet 6 hindeløsninger og modningsakupunktur. Han skulle bare ud! Da jeg var 41+0 kunne jeg ikke holde det ud mere pga. mine smerter, og jeg blev sat i gang ved at de tog vandet. På dette tidspunkt glædede jeg mig til mine veer, og jeg havde en tro på mig selv efter første fødselsepisode. Jeg skulle nok klare det.

Jeg fik som aftalt en tidlig epidural og smertestillende igennem den nål der allerede var blevet lagt. Problemet var, at epiduralen sænkede mine veer, så jeg fik nu også vestimulerende drop. Ydermere havde jeg to blå bælter om min mave, da jeg var blevet sat i gang, så jeg var godt plastret til og havde meget lidt bevægefrihed.

Vanessa på hospitalsseng med blå bælter på maven

Men det var fedt at være i fødsel, og jeg glædede mig til at jeg snart skulle møde mit barn. Jeg synes dog det gik langsomt fremad, og da jeg havde været i gang i cirka 8 timer, var jeg kun 3,5 cm åben. På dette tidspunkt fik jeg nogle sindssyge smerter i ryggen, da nålen fra epiduralen havde trykket på nogle nerver, og jeg havde derfor ingen pauser i mine smerter.

Jeg bad derfor efter lidt tid om at få et kejsersnit.

Inden jeg kunne få det, skulle jordemoderen tjekke hvor åben jeg var. Jeg var fuldstændig åben. Knap 7 cm havde jeg åbnet mig på 2 timer. ”Yes!”, tænkte jeg. ”Jeg holder smerten ud!” Jeg ville så gerne føde vaginalt. Jeg fandt heldigvis en måde hvorpå jeg kunne arbejde smerten væk og havde så ”kun” smerterne fra mine veer. Sådan gik de næste 3 timer, hvor der ikke skete mere. Jeg fik ingen pressetrang, men blev så bedt om at presse på mine veer, for nu skulle han se at komme ud.

“FUCK!! Please bare hjælp mig”

Jeg pressede og pressede i halvanden time – stadig uden pressetrang. Jeg var så træt. Jeg gjorde bare, hvad der blev sagt, men jeg havde snart ikke mere at give af. Så var det, at jordemoderen tilkaldte afdelingsjordemoderen. Jeg tænkte, at de ville smide en cup på ham og hjælpe mig med at føde ham. For det havde jeg jo valgt. Jeg havde jo lige aftalt med dem, at jeg ville komme til at føde vaginalt. Desværre meddelte de, at jeg var nødt til at få et kejsersnit. Han stod simpelthen for skævt i mit bækken. Jeg tænkte: “FUCK!! Please bare hjælp mig”. Her gik jeg i chok (har jeg fundet ud af senere). Det var så overvældende, at min krop ville flygte fra situationen, men jo på ingen måder kunne.

Herfra kan jeg kun huske min fødsel i små glimt. Jeg husker alle lægerne på operationsstuen, at jeg ikke kunne sige mit eget navn, at jeg ikke var i stand til at høre hvor lang han var og hvad han vejede, at jeg rystede for meget til at kunne holde min baby, da han var kommet ud af maven, at jeg blev snydt for at få ham op til mig. At jeg blev snydt for at have født mit barn.

Vanessa ligger på hospitalsseng, nyfødt Hugo holdes af far

Alt var svært i dagene efter

Dagene efter fødslen var hårde. Jeg havde været gennem en næsten fuldbyrdet fødsel, fået kejsersnit og mistet en masse blod, så jeg ikke kunne rejse mig før på tredjedagen. Jeg var derfor ikke med til at give min søn tøj på eller at skifte ham. Det var ufatteligt svært for mig.

Jeg begyndte allerede inden vi var kommet hjem fra hospitalet at tænke på barn nummer 2, for at jeg kunne få endnu chance for at føde. Jeg var forberedt på alt i fødslen, troede jeg, men ikke på det ufrivillige kejsersnit. Jeg var ikke forberedt på, hvor mange læger der er tilstede. Jeg var derfor heller ikke forberedt på, hvor hurtigt det hele gik. Og det der med at få taget billeder var ikke en prioritet, så derfor har jeg stort set ingen billeder af fødslen af mit barn.

Efter mit kejsersnit hørte jeg mange podcasts om traumatiske fødsler, joinede fællesskaber på Instagram og Facebook, gik til efterfødselssamtale, talte med veninder om det, som også har født ved kejsersnit. Jeg gik til chok/traumeterapi for at komme over på den anden side af de psykiske mén jeg havde fået pga. fødslen. Måske jeg kunne acceptere min fødsel og ikke føle mig så alene med ikke at havde fået min ønskede vaginale fødsel.

Vanessa ammer Hugo på hospitalet

Kejsersnit er jo en fødsel, men…

Jeg følte mig meget udenfor, for den ‘rigtige’ måde at føde på er jo vaginalt ikke? Jeg mener stadig ikke, at jeg har født ‘rigtigt’. Eller jeg føler det i hvert fald ikke. Jeg mener det om andres fødsler, uanset hvilken måde barnet er kommet ud på. Kejsersnit er jo en fødsel, men inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde. Og det, på trods af at mit barn var så tæt på at komme ud vaginalt som overhovedet muligt.

Jeg havde det efter fødslen meget svært med, når folk sagde normal fødsel omkring en vaginal fødsel. For det normale er jo det rigtige, ikke? Ergo må kejsersnittet være en forkert måde at føde på. Jeg følte mig udenfor, for jeg var jo ikke en af dem der havde født rigtigt.

Det er nu 6 måneder siden, og jeg bliver stadig trist hver gang, jeg tænker på min fødsel. Men jeg kan nu også sige til mig selv, at jeg også har været lidt sej.