“Der var jo kun gået 5 timer – skulle det ikke vare hele dagen?!”

Fødsel
5 min read
Skrevet af Lisbet, mor til Ebbe på 3 år

Vi var gået alt for sent i seng den aften, skulle det vise sig. Jeg vågnede efter en time omkring kl. 1 ved en stille murren i mit underliv. Jeg vidste nok godt, at det var nu, men jeg valgte at lægge mig til at sove igen efter at have vækket Michael og gjort ham opmærksom på det.

Kl. 2 var der vist ingen tvivl. Det var veer, og de kom med få minutters mellemrum. Vi ringede fluks til fødeklinikken og vores doula. Beskeden lød på at tage den med ro. Da det var første gang skulle vi forberede os på, at det sandsynligvis ville blive en lang omgang. Snydt igen! Veerne kom buldrende og havde bestemt ikke tænkt sig at give mig pause. Imens Michael fyldte karret i stuen, valgte min krop, at den helt bestemt skulle tømme mig for alt – under min vestorm. Det var en vild oplevelse!

Kontrol og overskud

Da jeg kom ind i karret, kunne jeg slappe lidt af igen. Jeg fik en lille pause, men den holdt ikke længe, for afsti afsted kom veerne med høj fart. Utroligt nok syntes jeg ikke, at det gjorde ondt. Jeg følte mig i kontrol, havde styr på mine teknikker, og jeg havde endda overskud til at danse en lille dans til min yndlingssang, da der var nogle sekunder mellem to veer.

Min doula og jeg havde en helt fantastisk forbindelse. Michael og jordemoderen var faktisk helt overflødige i vores lille boble, og jeg følte mig mere tryg med hende ved min side. Natten forløb roligt uden det store, på nær da Michael valgte at skifte musik, og jeg brølede “IKKE! DET!!” og fik ham til at sætte noget andet på i en fart. Han grinte af mig, og jeg formåede selv at klemme et lille grin ud.

Pige holder nyfødt lillebror og smiler

Under hele forløbet havde Sara på 9 år, min kærestes datter, sovet trygt. Først da vi tænkte, at hun skulle op for at komme i skole, forstod hun, at hendes lillebror var ved at blive født. Michael ringede efter farmor, der skulle tage hende i skole.

Vi regnede jo med, at det ville tage 24 timer, for det er jo gennemsnittet for en førstegangsfødende, havde vi læst! Sara satte sig i soveværelset med morgenmad og julekalender og ventede tålmodigt på farmor. Imens gik det stille og roligt videre i stuen.

Jeg nåede lige at sige, “Undskyld, jeg har tisset i vandet!” til jordemoderen, før jeg igen fik en presseve.

Omkring kl. 7 var der jordemoder-skifte, og på samme tid ankom fotografen fra Politiken, der skulle dokumentere vores hjemmefødsel. Han havde misset alle opkald og nåede først lige at være med til sidste del, for pludselig skulle jeg presse. Jeg kunne ikke stoppe det, der var ved at ske, og jeg skulle tisse på samme tid. Jeg nåede lige at sige, “Undskyld, jeg har tisset i vandet!” til jordemoderen, før jeg igen fik en presseve. “Og jeg tror, jeg skal presse!” Jeg havde åbnet mig de famøse 10 cm, og minsandten om ikke jeg var klar til at skubbe mit barn ud. Men hallo, der var jo kun gået 5 timer – skulle det ikke vare hele dagen?!

Hjemmefødsel i badekar

Som en torpedo

Efter en halv time med presseveer og primalskrig, jeg aldrig havde troet skulle komme ud af min mund, kom han – Ebbe. Til tonerne af Bill Withers og i lyset af blot et enkelt kalenderlys, mens solen stod op bag os og gjorde himlen helt blå og rød en smuk december-morgen. Som en torpedo skød han sig ud af mig. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Jeg tog selv imod ham og lod ham langsomt komme op på mit bryst. Imens kom farmor selvfølgelig ind ad døren, og jeg var pludselig omringet af både Michael, vores doula, vores fotograf, to jordemødre, en studerende, farmor og Sara i vores lille stue midt på Vesterbro. Og det var simpelthen så hyggeligt.

Men så kom tankerne… Hvorfor lignede han min gamle onkel Sigurd så meget?

Og hvorfor elskede jeg ham ikke præcis som jeg havde fået at vide, at jeg ville gøre, lige det sekund han kom ud? Jeg var så skuffet. Var det den kærlighed, som alle talte om? Den var da ikke noget særligt. Jeg var blevet snydt…

Desværre var Ebbes navlestreng knækket, og han var en smule kold. Så vi skulle en tur på Hvidovre Hospital med det samme. To ambulancer ankom; én til Ebbe og far og én til mig. Moderkagen havde sat sig fast, og jeg havde givet fuldstændig op. Jeg var tappet for energi og skulle fandeme ikke presse mere!

Afsti afsted til Hvidovre Hospital

Jeg var endt i en ambulance med en uerfaren jordemoderstuderende, der kun talte engelsk. Men midt i alt mit kaos følte jeg, at jeg måtte tage hensyn til den stakkels studerende, så jeg lå og bandede på engelsk, for at hun da forstod, at jeg havde det ad hekkenfeldt til. Det havde hun nok fattet alligevel. Efter få minutter med sirener og blink ankom vi til Hvidovre.

Mor og nyfødt baby sover i stol
På hospitalet blev Ebbe varmet og fik derefter sonde sammen med Michael oppe på fødegangen, imens jeg kæmpede med den skide moderkage nede i akutmodtagelsen. Den sad fast i over en time, indtil min doula beordrede mig at finde den sidste smule energi frem og skubbe den ud, ellers skulle jeg altså opereres. Ud kom den endelig, det røvhul. Jeg blev syet med 3 sting indvendigt, og derefter fik jeg endelig lov til at komme op til Michael og Ebbe.

Michael havde pakket min taske i farten derhjemme, for det havde vi selvfølgelig glemt inden fødslen. Han havde pakket et par glimmer-haremsbukser og en stram, blå uldsweater… jeg så håbløs ud. Men jeg var ligeglad. Jeg var udmattet, forvirret og glad på samme tid. Og helt åndssvagt stolt af mig selv. For jeg havde fået min drømmefødsel.

Jeg havde følt mig som den stærkeste kvinde på kloden, da jeg fødte min søn – helt uden smerter. Ubehag, ja, men ingen smerter.

Og jeg havde selv taget imod ham! Jeg holdt mig endda cool under konstant vestorm i næsten 5 timer. Fuck, jeg var sej! Jeg har altid glædet mig til at føde, og det var endnu federe, end jeg havde troet. Det absolut bedste, jeg nogensinde havde prøvet. Og det gjorde mig ikke noget, at vi skulle på Hvidovre, det gjorde ikke min fødsel mindre fantastisk.

Dagen efter kom den. Den der følelse. Pludselig sad jeg og vrælede uendelige tårer ned i fjæset på min søn og forstod pludselig, hvad fanden folk havde talt om med den der kærlighed.